Skip to main content

D-vitamintilskud og fiskeolie lindrer menstruationssmerter

D-vitamintilskud og fiskeolie lindrer menstruationssmerterMenstruationssmerter kan være meget voldsomme især hos teenagere og unge kvinder. Det tyder på, at tilskud med D-vitamin kan lindre menstruationssmerter. Det fremgår af en ny metaanalyse, som er publiceret i Nutrients. Tidligere studier har desuden vist, at tilskud med fiskeolie også lindrer menstruationssmerter. Tilskud med D-vitamin og fiskeolie virker primært ved at reducere niveauet af nogle hormonlignende stoffer kaldet prostaglandiner, som forårsager inflammation og de smertefulde kramper i livmoderen.

På fagsprog kaldes smertefulde menstruationer for dysmenoré. Ved primær dysmenoré, som især rammer teenagere og unge kvinder, kan man ikke finde nogen organisk årsag. Smerterne starter som regel få timer før eller samtidig med blødningen og varer i 1-2 dage. Smerterne skyldes sammentrækninger (kramper) i livmoderen, der kan være mere eller mindre voldsomme. Ved sekundær dysmenoré, der som regel starter i 30-40-årsalderen, kan man påvise en organisk årsag.
Det antages, at 45-95 procent af de fødedygtige kvinder lider af dysmenoré, og det er især teenagere og unge kvinder med primær dysmenoré. 10-15 procent med primær dysmenoré har så voldsomme smerter, at de må sygemeldes fra skole eller arbejde én eller flere dage hver eneste måned. Dysmenoré er derfor et globalt helbredsproblem med enorme menneskelige og økonomiske omkostninger.
Den mest almindelige behandling er smertestillende medicin af NSAID-typen som for eksempel Ipren, Panodil og Pamol. Men denne behandling er også forbundet med bivirkninger som kvalme, træthed, nyreskader, maveblødninger og andre blødninger. NSAID-præparaterne virker ved, at de hindrer dannelsen af nogle hormonlignende stoffer kaldet prostaglandiner (PE2), som fremkalder inflammation og kramper i livmoderen. Hormonterapi er en anden behandlingsform, men her er der fare for langtidsbivirkninger, der øger risikoen for hjertekarsygdomme og kræft. Det vil derfor være oplagt at sætte ind med behandlingsformer, som på naturens præmisser genopretter de inflammatoriske og hormonelle ubalancer.

D-vitamintilskud hjælper især ved primær dysmenoré

Formålet med den nye metaanalyse var at at se nærmere på effekten af D-vitamintilskud til patienter med dysmenoré. Via databaser som Cochrane Library, Embase, Google Scholar, Medline og Scopus indhentede forskerne derfor en række randomiserede kontrollerede studier (RCTs), som omhandlede dysmenoré og tilskud med D-vitamin. Forskerne fandt 11 egnede studier, der involverede 687 deltagere. Metaanalysen afslørede, at tilskud med D-vitamin signifikant reducerede smerterne hos patienterne med dysmenoré i forhold til placebo. Analyser af undergrupper afslørede, at tilskud med D-vitamin primært reducerede smerter ved primær dysmenoré og ikke smerter ved sekundær dysmenoré.
Forskerne konkluderer derfor, at tilskud med D-vitamin kan reducere intensiteten af smerter hos patienter med dysmenoré, og at de især gælder patienter med primær dysmenoré.

Hvordan hjælper D-vitamin mod smerter ved dysmenoré?

De fleste af kroppens celler har receptorer for D-vitamin (VDR), der regulerer en lang række gener. Man har blandt andet fundet receptorer for D-vitamin i hypofysen, æggestokke og livmoderen, hvilket indikerer, at D-vitamin har betydning for hormonbalancen og fertiliteten. D-vitamin har også betydning for immunforsvaret og regulering af de inflammationer, som er involveret ved dysmenoré. Derudover kan D-vitamin modvirke visse smertesignaler fra nogle strukturer i rygsøjlen, kaldet dorsalrodsganglier, der indeholder de sensoriske nerveceller.
Ved dysmenoré har man fundet lave D-vitaminniveauer i menstruationens luteal fase (fra ægløsning og frem til menstruation), og denne mangel kan stimulere dannelsen af de inflammatoriske cytokiner og prostaglandiner (PGE2) som forårsager kramper i livmoderen og smerter.
I nogle af studierne har man givet meget høje doser D-vitamin i en kortere periode for at rette op på manglerne så hurtigt som muligt. Det er under alle omstændigheder vigtigt, at de pågældende D-vitamintilskud optimerer blodets niveau, som bør være over 75 nmol/l og gerne mellem 100-120 nmol/l.
Der var ingen af patienterne, som oplevede bivirkninger af de høje tilskud. Til orientering ligger de officielle anbefalinger af D-vitamintilskud ret lavt og fra 5-20 mikrogram dagligt. Flere studier viser, at tilskud med 50 mikrogram dagligt kan optimere blodets niveau hos de fleste. Ifølge EFSA ligger den øvre grænse på 100 mikrogram dagligt, og ved mangler kan man sagtens starte med denne høje dosis i en periode for at få en hurtigere effekt på dysmenoré.

Fiskeolie modvirker også menstruationssmerter

Omega-3 og omega-6 er nogle livsvigtige fedtsyrer, der indgår i dannelsen af forskellige prostaglandiner (PGE1,PGE2 og PGE3), som regulerer en lang række processer i kroppen. Derfor skal der endelig være balance mellem de to fedtsyrer. Vi får primært omega-3-fedtsyrer fra fed fisk eller tilskud med fiskeolie, som indeholder de aktive former EPA og DHA. Der findes også omega-3-fedtsyrer i hørfrøolie og enkelte andre plantekilder, men det er på formen ALA, som mange har svært ved at omdanne til EPA og DHA. Omega-6-fedtsyrerne får vi primært fra planteolier, nødder, frø og kerner. Men nutidens kostvaner med mindre fisk og en del planteolier fra margarine, færdigretter, chips, pomfritter, dressinger, kager og andre kilder er væsentlige årsager til, at mange får for få omega-3-fedtsyrer (især på formen EPA og DHA) og for mange omega-6-fedtsyrer. Dette giver forstyrrelser i dannelsen af prostaglandiner med for få af typen PGE3, der modvirker inflammationer og kramper, og for mange af typen PGE2, der fremmer inflammationer og kramper.
Bente Deutch fra Århus Universitet har været leder af et studie, hvor der deltog 78 unge med dysmenoré. Dette studie afslørede, at tilskud med to kapsler koncentreret fiskeolie i fri fedtsyreform, der også indeholder B12 vitamin, fjerner menstruationssmerter ved at regulere de hormonlignende prostaglandiner. Studiet er i tråd med en senere meta-analyse, der afslører, at tilskud med fiskeolie generelt har en lindrende effekt på primær dysmenoré.
Til orientering går der som regel en måned tid, før tilskud med fiskeolier virker optimalt. Og hvis man stopper med indtagelsen, går der som regel en måneds tid, før virkningen aftager.

Referencer:

Kan-Chu Lin et al. Vitamin D Supplementation for Patients with Dysmenorrhoea: A Meta-Analysis with Trial Sequential Analysis of Randomized Controlled Trials. Nutrients 2024

Pawel Pludowsky et al. Vitamin D Supplementation: A review of the Evidence Arguing for a Daily Dose of 2000 International Units (50 µg) of vitamin D for adults in the General Population. Nutrients 2024

Bente Deutch et al: Menstrual discomfort in Danish women reduced by dietary supplements of omega-3 PUFA and B12 (fish oil or seal oil capsules). Nutrition Research. 2020

Mohammad Mehdi et al. The impact of omega-3 polysaturated fatty acids on primary dysmenorrhea: a systematic review and meta-analysis of randomized controlled trials. Eur J Clin Pharmacol 2022


 

  • Oprettet den .