Skip to main content

Nyt fokus på kræftpatienter, der mangler D-vitamin

Nyt fokus på kræftpatienter, der mangler D-vitaminD-vitamin regulerer en lang række biokemiske processer, som har betydning for vores helbred. Moderat mangel på D-vitamin er meget udbredt, og svær mangel medvirker til, at kritisk syge kræftpatienter bliver indlagt på intensiv og dør inden for et år. Derfor kan kræftpatienter, som er færdig med intensivbehandling, drage fordel af at tage tilskud med D-vitamin. Det fremgår af et studie fra Wien, som er publiceret i Nutrients. Studiet er i tråd med tidligere studier, der viser, at D-vitamin har flere kræftforebyggende mekanismer. Derfor gælder det om at være velforsynet hele livet.

Mangel på D-vitamin er udbredt hos kræftpatienter, og det skyldes flere faktorer som indendørs livsførelse, længere hospitalsophold, undgåelse af sollys efter stråling og kemoterapi samt forringet ernæringsstatus på grund af manglende appetit.
Det nye studie, som blev udført af forskere fra Medical University of Vienna i Østrig, havde til formål at analysere blodets indhold af D-vitamin hos kritisk syge kræftpatienter, der var i intensiv behandling. Derudover undersøgte forskerne, hvorvidt mangel på D-vitamin og svær mangel på D-vitamin hos disse kræftpatienter medvirkede til yderligere intensivbehandling, hospitalsophold og død efter et år.
Dette er det første studie på kritisk syge kræftpatienter, som omhandler mangel på D-vitamin, og det største der i denne forbindelse omhandler patienter på intensivafdeling.

Mangel på D-vitamin gør kræft mere livstruende

Forskerne studerede mere konkret patienter og data fra et tidligere studie, som forløb mellem oktober 2014 og januar 2019. Ifølge rapporten er mangel på D-vitamin meget udbredt blandt kritisk syge kræftpatienter, der kræver intensivbehandling. Men effekten på dødeligheden inden for et år var ukendt.
Patienternes blodprøver blev taget inden for 72 timer efter indlæggelsen på intensiv. Blodprøverne afslørede, at 74 procent havde mangel på D-vitamin, og at 54 procent havde svær mangel på D-vitamin. Ung alder, kræftbehandling-resistens og sepsisrelateret organsvigt (SOFA), var uafhængige faktorer, der hang sammen med mangel på D-vitamin.
Efter at have justeret for disse faktorer, fandt forskerne bag det nye studie, at alvorlig mangel på D-vitamin i sig selv øgede risikoen for at dø på hospitalet inden et år. Men det øgede ikke risikoen for at dø på intensivafdelingen.
Forskerne konkluderer derfor, at mangel på D-vitamin er meget udbredt blandt kritisk syge kræftpatienter. Der bør også være mere opmærksomhed på sæsonbetinget mangel, de yngre patienter og patienter med alvorlige organdysfunktioner.
Forskerne påpeger dog, at studiet har sine begrænsninger, da patienter med mørk hudfarve var underrepræsenteret. Forskerne påpeger også, at alder, gener, race, rygevaner, medicin, nyreerstatningsterapi (RRT) og infektioner kan påvirke blodets indhold af D-vitamin hos kritisk syge patienter og den generelle befolkning. Da der manglede en kontrolgruppe i studiet, efterlyser forskerne derfor flere studier på området.
Det nye studie er publiceret i Nutrients, og det er i tråd med tidligere studier, der viser sammenhængen mellem D-vitamin og kræft.

Blodets indhold af D-vitamin

  • Blodets indhold af D-vitamin måles som 25-Hydroxyvitamin D
  • Det opdeles i regulær mangel (under 30 nmol/L), utilstrækkelig (30-50 nmol/L) og tilstrækkelig (over 50 nmol/L).
  • Ifølge flere førende forskere ligger det optimale niveau mellem 75-100 nmol/L.

Større tilskud med D-vitamin reducerer kræftrisiko og kræftdødsfald

Flere nye metaanalyser, har nu vist, at større tilskud med D-vitamin ikke alene reducerer risikoen for at få forskellige kræftformer, men også forbedrer chancen for at overleve, hvis man har fået diagnosen. Det kan du læse mere om i følgende artikel, som tidligere har været bragt på denne hjemmeside.

»Tilskud med D-vitamin reducerer kræftrisiko og kræftdødsfald«

Referencer

Nina Buchtele et al. Prevalence and Impact of Vitamin D Deficiency in Critically Ill Cancer Patients Admitted to the Intensive Care Unit. Nutrients 2021

Nikki Hancocks. Study puts cancer patient vitamin D deficiency under the spotlight. NUTRAingredients.com 2021

Paulette D Chandler et al. Effect of Vitamin D3 Supplements on Development of Advanced Cancer. JAMA 2020

Brian P. Dunleavy. Study: Vitamin D reduces risk for metastatic cancer, death by 17 %. UPI Nov. 18, 2020

Vital Study Findings 2020

  • Oprettet den .