Skip to main content

Mangel på selen i børns fingernegle kan hænge sammen med deres overvægt

Mangel på selen i børns fingernegle kan hænge sammen med deres overvægtTidligere studier har afsløret, at mangel på selen kan hænge sammen med overvægt. Men det er kun få begrænsede studier, som har undersøgt sammenhængen hos børn. Kinesiske forskere ville derfor undersøge sammenhængen nærmere. For det viser sig, at neglenes indhold af selen giver et mere troværdigt billede af kroppens generelle selenstatus. Det er samtidig problematisk, at selenmangel er udbredt i store dele af verden, herunder områder i Kina og Europa, fordi jorden er udpint.

Det stigende antal overvægtige børn i hele verden betragtes nu som et af de alvorligste helbredsproblemer i det 21. århundrede, for det øger risikoen for, at de får diabetes 2 og en lang række livsstilssygdomme i en tidlig alder. Årsagerne til overvægt er meget komplekse, og de omhandler både arvelige anlæg, kost, adfærd og miljø.
Man bliver grundlæggende overvægtig, fordi den mængde energi eller kalorier, som man indtager gennem mad og drikke, overstiger den mængde kalorier, som kroppen forbrænder. Kroppen reagerer så på ubalancen mellem indtag og forbrænding ved at lagre de overskydende kalorier som fedtdepoter. Men vægtreguleringen handler også om evnen til at forbrænde kalorierne effektivt, og her har vi brug for en række vitaminer og mineraler, inklusive selen, som indgår i et hav af enzymprocesser.

Fakta om det stigende antal overvægtige og fede børn

  • På verdensplan er 41 millioner børn under 5 år overvægtige
  • 340 millioner børn og unge fra 5-19 år er overvægtige eller fede
  • I Kina er procentandelen af overvægtige/fede børn steget fra 11,7 % til 25,2 procent mellem 1991 og 2011
  • Næst efter USA har Europa flest overvægtige i verden
  • I de seneste 30 år er antallet af overvægtige børn og unge tredoblet i Danmark

Overvægt medfører oxidativ stress i kroppen - og vice versa

Ved overvægt er der som regel for meget fedt omkring indvoldene. Det kaldes også for det usunde viscerale fedt, fordi det blandt andet producerer for mange inflammatoriske molekyler og frie radikaler.
Det er normalt immunforsvarets opgave at bekæmpe infektioner med de inflammatoriske molekyler og frie radikaler. Hurtigt og effektivt. Men ved overvægt og for meget af det viscerale fedt optræder der en mindre kronisk inflammationstilstand, som ikke mærkes direkte, men som skaber oxidativ stress i kroppen. Tilstanden kan let blive en ond cirkel, som øger risikoen for insulinresistens, yderligere vægtforøgelse samt metabolisk syndrom, der er forstadie til diabetes 2.
Vores eneste værn mod de frie radikaler er forskellige antioxidanter, og her tyder tidligere laboratorieundersøgelser på, at selen spiller en rolle ved at indgå i kraftige antioxidanter og andre aktive selenoproteiner.
Men der er kun få begrænsede studier, som har undersøgt forholdet mellem børns selenstatus og deres vægt. Man har desuden målt børnenes selenstatus ud fra urinprøver, men de giver kun et øjebliksbillede, i modsætning til selenprøver fra negle, der giver et mere langsigtet billede over de sidste 6-12 måneder. Selvom det er en nem og effektiv måde at undersøge forholdet mellem børns selenstatus og overvægt, er det kinesiske studie det første, som har brugt denne metode.

Normalvægtige børn har tendens til mere selen i deres fingernegle

I det kinesiske studie deltog der 62 overvægtige børn og 65 normalvægtige børn i alderen 7-13 år, og de kom fra Shanghai. Deres overvægt blev defineret efter en særlig skala for børn, da den sædvanlige skala, BMI, kun gælder for personer, der er fuldt udvoksede.
Børnene fik klippet deres fingernegle, som derefter blev opbevaret i plastikposer, indtil prøverne blev præpareret og analyseret for selen.
Det viste sig, at de normalvægtige børn havde mere selen i deres fingernegle sammenlignet med de overvægtige børn, men forskellen var ikke statistisk signifikant. Ikke desto mindre peger forskerne på, at der godt kan være en omvendt sammenhæng mellem neglenes indhold af selen og risikoen for overvægt hos kinesiske børn.

Tidligere studier viser også sammenhæng mellem selenstatus og vægt

Det nye studies resultater er i tråd med tidligere studier, men ikke alle. Et studie blandt ægyptiske børn afslørede, at de overvægtige børn havde lavere selenkoncentrationer end de normalvægtige jævnaldrende børn. Det samme gjorde sig gældende i studier fra Polen, Spanien og USA af overvægtige og normalvægtige børn.

Selens funktioner i forbindelse med vægtregulering

Selen indgår i 25-30 selenafhængige proteiner, der fungerer som enzymer og antioxidanter, og hver eneste celle har brug for selen.
Cellernes energiomsætning varetages af co-enzymet Q10, og det kan ikke fungere optimalt uden selen.
Stofskiftehormonerne har til opgave at lukke ilt ind i cellerne, og når de skal aktiveres, er der brug for selenholdige enzymer (deiodinase).
Selen indgår i en række antioxidanter, hvor især skal nævnes GPX´er (glutathion peroxidase 1-6), som beskytter kroppen mod frie radikaler og oxidativ stress.
Selen indgår desuden i nogle proteiner, der reparerer celleskader forårsaget af oxidativ stress og andre irritamenter.
Selen kan således bidrage til at reducere mange af de inflammatoriske mekanismer, som optræder ved overvægt som en selvforstærkende mekanisme. Og dermed kan selen reducere risikoen for, at børn bliver overvægtige.

Hvor findes der selen?

Selen findes især i fisk, skaldyr, indmad, æg, mejeriprodukter og paranødder. Men selenmangel er udbredt i Danmark og resten af Europa, fordi jorden er udpint, og fordi spisevanerne har ændret sig.
Selentilskud kan kompensere for det lave selenindtag, og tilskud baseret på selengær, der indeholder mange selenforbindelser, giver den største lighed med selenvariationen i selenrig kost.

Vær også opmærksom på andre næringsstoffer plus livsstilen

Andre studier peger på, at mangel på D-vitamin, chrom, magnesium og calcium også kan hænge sammen med udviklingen af overvægt og diabetes 2, da disse næringsstoffer har betydning for omsætningen af kulhydrater og fedtstoffer. Det er samtidig vigtigt, at forholdet mellem calcium og magnesium er i balance, da for meget calcium i forhold til magnesium ligeledes skaber grobund for inflammationer.
I kampen mod overvægten er der i det hele taget mange børn, som burde spise sundere ved inddrage mere fuldkorn, frugt og grønt og begrænse sukker og søde sager. Mange burde også bevæge sig noget mere og få mere sol og frisk luft.

Referencer

Xu, Renying et al. Fingernail seleneium levels in relation to the riskof obesity in Chinese children: A Cross-sectional study. Medicine, March 2018

https://journals.lww.com/md-journal/Fulltext/2018/03020/Fingernail_selenium_levels_in_relation_to_the_risk.10.aspx

Fujita K et al. Systemic oxidative stress is associated with visceral fat accumulation and the metabolioc syndrome. Circ. J 2016
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/17062967

Yves Rayssiguier et al. Magnesium deficiency and metabolic syndrome: stress and inflammation may reflect calcium activation. John Libbey Eurotext 2010
http://www.jle.com/fr/revues/mrh/e-docs/magnesium_deficiency_and_metabolic_syndrome_stress_and_inflammation_may_reflect_calcium_activation_285055/article.phtml

Diebetikere mangler ofte D-vitamin. Diabetes.dk 2013
https://diabetes.dk/aktuelt/nyheder/nyhedsarkiv/2013/diabetikere-mangler-ofte-d-vitamin.aspx

https://faktalink.dk/titelliste/overvaegtige-boern-og-unge

Pernille Lunbd. Sådan får du styr på dit blodsukker og din vægt. Ny Videnskab 2013

  • Oprettet den .