Skip to main content

Fiskeolier kan lindre depression

Fiskeolier kan lindre depressionDepression skyldes ofte lokale inflammationer i hjernen. I denne forbindelse ser det ud til, at større tilskud med omega-3 fedtsyren EPA, der findes i fiskeolier, kan lindre depression hos patienter med forhøjede niveauer af markører for inflammation. Det fremgår af et studie, som er publiceret i The Journal of Clinical Psychiatry.

I det nye studie deltog der 61 voksne, som led af klinisk depression. Alle deltagere var overvægtige med et BMI over 25. Deltagerne havde også forhøjede niveauer af CRP (C-reaktive Protein), som er en markør for inflammation.
I 12 uger fik deltagerne tilskud med omega-3 formen EPA, der findes i fed fisk. Doserne lå på henholdsvis 1 gram om dagen, 2 gram om dagen, 4 gram om dagen eller placebo. Det viste sig, at tilskud med 4 gram EPA daglig signifikant kunne reducere markøren for inflammation, CRP, hos de overvægtige deltagere. Forskerne antager derfor, at denne dosis kan lindre symptomerne ved depression. Det nye studie er publiceret i The Journal of Clinical Psychiatry, og det er i tråd med tidligere studier, der viser, at mere fed fisk gennem kosten eller tilskud med fiskeolier kan lindre eller afhjælpe depression.
Forskere fra Harvard University har for eksempel lavet et forsøg med 155 deltagere, som led af svær depression. I en periode på to måneder fik deltagerne omega-3 fedtsyrer i form af EPA (1,060 mg daglig) eller DHA (900 mg daglig), og kontrolgruppen fik placebo. Studiet afslørede, at tilskud med EPA havde den største inflammationshæmmende effekt og dermed også den største effekt på lindring af depression.
Et hollandsk studie, som er publiceret i Psychoneuroendocrinology, afslørede, at de patienter, som led af den alvorligste grad af depression, også havde de laveste niveauer af omega-3 fedtsyrer i blodet. Og patienter, som både led af depression og angst, havde endnu lavere niveauer af omega-3 fedtsyrer i blodet, end de patienter som kun led af depression. Ifølge forskerne bag dette studie kan tilskud med omega-3 fedtsyrer derfor være en enkel og bivirkningsfri supplerende behandling, som retter op på de underliggende årsager til de depressive symptomer på naturens præmisser.

Inflammation, depression og forandringer i hjernen

Flere studier tyder på, at de lokale inflammationer i hjernen kan forstyrre blod-hjerne-barrieren, så der lettere optages skadelige proteiner i hjernen. Disse skadelige proteiner kan provokere og overaktivere immunforsvaret. De lokale inflammationer kan også forårsage oxidativ stress, hvor frie radikaler forvolder skader på neuroner og andre væv. Flere studier har for eksempel vist, at forhøjede niveauer af markører for inflammation i hjernens hippocampus og striatum hænger sammen med depression og angst.
Man har også fundet, at depression er udbredt hos patienter med leddegigt, sklerose og andre autoimmune sygdomme, der er karakteriseret af kroniske inflammationer.
Det bør desuden tilføjes, at antidepressive medikamenter ikke retter op på inflammationen i hjernen, som ofte er den egentlige årsag til depression.

Omega-3 fedtsyrernes betydning for hjernen og nervesystemet

Hjernen indeholder ret store mængder af omega-3 fedtsyrerne EPA og DHA, som blandt andet findes i neuronernes membraner. Her indgår omega-3 fedtsyrerne i neuroners synapser, hvor der udveksles informationer mellem neuroner. Omega-3 fedtsyrerne bidrager også til at øge blodgennemstrømningen, som er afgørende for energiniveauet og hurtige hjerneaktiviteter.
Derudover indgår omega-3 fedtsyrerne i dannelse af neurotransmittere som dopamin og serotonin, som er vigtige for det gode humør.
Sidst, men ikke mindst, modvirker omega-3 fedtsyrerne som allerede nævnt de kroniske inflammationer, som optræder ved depression og mange andre kroniske sygdomme. På den måde har omega-3 fedtsyrerne flere funktioner, som har afgørende betydning for hjernesundheden og humøret.

Omega-3 skal være i balance med omega-6

Omega-3 fedtsyrerne virker i et biokemisk samspil med omega-6 fedtsyrerne, hvor balancen er vigtig. Man kan i grove træk sige, at omega-6 fedtsyrerne iværksætter inflammationer, og at omega-3 fedtsyrerne bremser inflammationer. Det betyder, at for lidt omega-3 fedtsyrer gennem kosten øger risikoen for kroniske inflammationer. Samtidig vil et højt indtag af omega-6 fedtsyrer gennem planteolier, margarine, færdigretter, junkfood, pomfritter og chips øge risikoen for kroniske inflammationer. Derfor har mange brug for at indtage mere omega-3 fra fed fisk eller tilskud og mindre omega-6 fra planteolier og industrielt forarbejdet mad. Det gælder både i forebyggelsen af depression, og hvad angår en lang række andre livsstilssygdomme, som er præget af kroniske inflammationer.

Referencer:

David Mischoulon et al. Omega-3 Fatty Acids for Major Depressive Disorder With High Inflammation: A Randomized Dose-Finding Clinical Trial. The Journal of Clinical Psychiatry. 2022

Chieh-Hsin Lee et al. The Role of Inflammation in Depression and Fatigue. Frontiers in Immunology 2019

Carisha S. Thesing et al. Omega-3 and omega-6 fatty acid levels in depressive and anxiety disorders. Psychoneuroendocrinology. 2018

Robert M. Carney et al: Baseline Blood Levels of Omega-3 and Depression Remission: A Secondary Analysis of Data From a Placebo-Controlled Trial of Omega-3 Supplements. The Journal of Clinical Psychiatry. 2016

  • Oprettet den .