Et højere indtag af kalium kan hæmme mænds tab af muskelmasse
Tab af muskelmasse kan skyldes mangel på motion, mangel på protein, aldringsprocesser og andre faktorer. Insulinfølsomhed og syreophobninger hænger også sammen med tab af muskelmasse. I denne forbindelse ser det ud til, at et højere indtag af grønsager med kalium, der er et basedannende mineral, hænger sammen med en mindre risiko for tab af muskelmasse hos mænd. Men ikke hos kvinder.
Skeletmuskelmassen spiller en vigtig rolle for muskelstyrken, beskyttelse af skelettet ved fald og metaboliske processer. Men efter 30-40-årsalderen svinder muskelmassen gradvist med 3-8 procent pr årti, og processen tager hurtigere til efter 70-årsalderen med 15 procent pr årti.
Selvom aldringsprocesser spiller en rolle i tabet af muskelmasse, er der store variationer, og det indikerer, at tabet påvirkes af mange faktorer.
Det vides at, tabet af muskelmasse er hurtigere hos ældre mænd end hos ældre kvinder, hvilket kan skyldes hormonelle forskelle. Mangel på fysisk aktivitet, mangel på næringsstoffer og kroniske sygdomme kan også hænge sammen med tab af muskelmasse. Det gælder også insulinresistens, hvor cellernes evne til at optage blodsukker er nedsat, samt mild metabolisk acidosis, hvor der er forstyrrelser i kroppens hårfine syrebasebalance i blod eller væv. Det betyder med andre ord, at hvis der er syreophobninger i muskelvævet, og hvis muskelcellerne har svært ved at optage tilstrækkeligt med blodsukker, kan det også gå ud over opretholdelsen af selve muskelmassen og muskelstyrken.
Tab af muskelmasse kan have alvorlige konsekvenser
Tab af muskelmasse og muskelstyrke resulterer i en forværret fysisk tilstand, som hedder sarkopeni, og denne tilstand er særlig udbredt blandt ældre mennesker, der typisk har fået en anden figur med tynde ekstremiteter og måske en stor mave.
Lav muskelmasse fører ikke alene til en reduceret muskelfunktion og en større risiko for brud og komplikationer ved fald. Lav muskelmasse hænger også sammen med øget risiko for følgevirkninger som insulinresistens og metabolisk syndrom, der er forstadie til diabetes 2, samt kredsløbssygdomme og nedsat livskvalitet. Derfor er det så vigtigt at bevare en sund muskelmasse gennem hele livet. Så vidt muligt.
Kaliums vigtige funktioner – også for muskelmassen
Kalium findes hovedsagelig i vegetabilske kilder som kartofler, bananer, æbler, avokado, mørkegrønne bladgrønsager, svampe, mandler og nødder.
Kalium spiller en særlig vigtig rolle for cellernes elektrolytbalance samt nerve- og muskelcellers funktion. Det vides også, at et øget indtag af kalium kan være effektivt til at sænke blodtrykket og derved reducere risikoen for slagtilfælde.
Kalium har desuden betydning for syrebasebalancen og cellernes insulinfølsomhed. Da tab af muskelmasse netop kan skyldes mild metabolisk acidosis og insulinresistens, ville forskerne bag det nye studie derfor se nærmere på kaliums betydning for muskelmassen.
Forskerne indhentede data fra et større studie, Korean National Health and Nutrition Examination Survey (NHANES, 2008-2011), som mere konkret omhandlede 16.558 deltageres kostvaner og skeletmuskelmasse i arme og ben. Forskerne tog også en række blodprøver, og de tog højde for deltagernes proteinindtag, BMI, fysiske aktivitet og rygevaner, som kan påvirke resultatet. Derefter blev deltagerne opdelt i fem grupper i henhold til deres daglige kaliumindtag.
Det viste sig, at de mænd, der indtog mest kalium havde 29 procent mindre risiko for tab af muskelmasse i forhold til de mænd, der indtog mindst kalium. Men forskerne kunne ikke se den samme sammenhæng hos kvinderne. Det er muligt, at denne forskel er hormonelt betinget.
Studiet er publiceret i Nutrition Journal i 2020
|
Referencer:
Yu-Li Lee et al. Potassium intake, skeletal muscle mass, and effect modification by sex: data from the 2008-2011 KNHANES. Nutrition Journal 2020
aB-Syre-Base status - Patienthåndbogen på sundhed.dk
- Oprettet den .