A-vitamin understøtter lungernes immunforsvar mod tuberkulose
Tuberkulose er en af de mest udbredte sygdomme i verden, som koster millioner af mennesker livet. Især i ulandene. Tuberkulose hænger typisk sammen med dårlig ernæring, og i denne forbindelse har et hold forskere fra Dublin i Irland fundet, hvordan A-vitamin får lungernes immunsystem til at bekæmpe tuberkulose. Undersøgelsen er netop publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Journal of Respiratory Cell and Molecular Biology.
Tuberkulose, MTB eller TB er den infektionssygdom, der slår flest mennesker ihjel. Sygdommen forårsages af forskellige stammer af mykobakterier, der især angriber lungerne. Tuberkulose smitter gennem luften, og de fleste infektioner er latente og uden symptomer. Men hvis immunforsvaret fungerer dårligt, kan sygdommen blive aktiv, og de klassiske symptomer er kronisk hoste med blodigt opspyt, feber, nattesved og vægttab. Eksperter mener, at en tredjedel af verdens befolkning er smittede, og i 2016 forårsagede den 1,7 millioner dødsfald.
TB er svær at behandle, blandt andet fordi bakterierne kan overleve i årevis inde i de hvide blodlegemer. Da antibiotikaresistens er et voksende problem, som forårsages af multiresistente bakterier, er man nødt til at bruge andre strategier i forebyggelse og behandlingen af sygdommen.
Udbredt mangel på A-vitamin holder gang i global epidemi
På verdensplan er A-vitaminmangel meget udbredt, og manglen kan i sig selv tidoble risikoen for at udvikle sygdommen. Det er altså almindeligt, at patienter med TB mangler A-vitamin. Det holder gang i den globale epidemi, selvom man ikke har været klar over de nærmere funktioner, som A-vitamin har i beskyttelse mod sygdommen. Men det er der nu kastet lys over.
Ifølge en rapport fra WHO lider 190 millioner mennesker verden over af A-vitaminmangel, hvilket blandt andet fører til blindhed, TB og kroniske skader på lunger og andre organer. Lever, æg og fede fisk er gode kilder, men en gulerod om dagen er faktisk nok til at dække det daglige behov. |
Sådan virker A-vitamin mod TB
Forskerholdet fra Trinity College and St James´ Hospital i Dublin har nu for første gang afklaret, hvordan A-vitamin på en effektiv måde kan understøtte lungernes immunsystem i kampen mod TB. I lungerne sidder der en masse hvide blodlegemer kaldet makrofager, og de har til opgave at angribe og nedbryde de smittekim, som vi indånder. Men som nævnt, kan tuberkulosebakterierne være sejlivede, og de kan overleve inde i de hvide blodlegemer, så sygdommen ligger latent uden symptomer eller trækker i langdrag. I denne forbindelse har forskerne nu afklaret de nærmere mekanismer, hvorved A-vitaminet understøtter en proces inde i makrofagernes vakuoler, som er en slags hulrum. Processen kaldes for autofagi (= selv-ædende), og der sker så det, at bakterier som TB og andre smittekim omsluttes og nedbrydes.
Autofagi er således en immunstimulerende og selvrensende proces inde i makrofagerne, som er afgørende for, om vi kan modstå smitte og bekæmpe infektioner effektivt.
Opdagelsen af hvordan A-vitamin understøtter makrofagernes autofagi kan således bidrage til en bedre forebyggelse og behandling af TB.
A-vitamin modvirker også andre infektioner og uhensigtsmæssige inflammationer
Det er immunforsvarets opgave at bekæmpe infektioner hurtigt og effektivt. Men det må ikke overdrive, for så er der fare for, at der opstår kroniske inflammationer og lokale vævsskader.
Forskerholdet fra Trinity College and St Jame´s Hospital i Dublin har tidligere demonstreret, hvordan A-vitamin understøtter immunforsvaret i bekæmpelsen af andre luftvejsinfektioner som kighoste, og hvordan A-vitamin modvirker uhensigtsmæssige inflammationer.
Autofagi er cellens egen detoxAlle celler kan for så vidt udføre autofagi, når de renser sig selv, og processen er særlig vigtig for makrofagerne, da de fungerer som gadepatruljer og skraldemænd i lungerne og i blodet. |
Fra laboratorieforsøg til global behandling for A-vitaminmangel
Ifølge Dr Sharee Basdeo, som står bag forsøget, er tuberkulose stadig et globalt problem, som rammer millioner af mennesker. Samtidig er mangel på A-vitamin vidt udbredt og en væsentlig årsag til epidemien. Derfor bliver det næste skridt, at få laboratorieforsøgets resultater ud over rampen, og forskerne planlægger blandt andet at tilføje tilskud med A-vitamin for at forbedre den eksisterende behandling af tuberkulosepatienter.
Kilder til A-vitamin |
|
Retinol Ren A-vitamin fra dyreriget |
Betacaroten Forstadie fra planteriget |
Findes i animalske kilder som levertran, lever, smør, ost, æggeblomme og fede fisk | Findes i vegetabilske kilder som gulerødder, hyben, persille, grønkål, spinat, tomater og peberfrugt |
Stærkeste A-vitamin Effekten er 12 gange stærkere end betacaroten. Kan overdoseres. |
Svageste A-vitamin, men stærk antioxidant Behovet er tilsvarende større. Kan ikke overdoseres. |
Mangler og dårlig udnyttelse af A-vitamin kan forårsages af:
- Ensidige kostvaner
- HIV og andre kroniske infektioner
- Aldringsprocesser
- Alkoholisme
- Nedsat fedtoptagelse på grund af mave-tarmsygdom eller lægemidler.
- Sukkersyge med manglende evne til at omdanne betaroten
- Langvarig brug af syreneutraliserende lægemidler.
- Graviditet og amning
Referencer
New study shows how vitamin A effectively supports lung immunity against TB. News Medical Life Sciences June 14, 2018
https://www.news-medical.net/news/20180614/New-study-shows-how-vitamin-A-effectively-supports-lung-immunity-against-TB.aspx
Lama A et al. Role of apoptosis and autophagy in tuberculosis. PubMed.gov 2017
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28495854
https://en.wikipedia.org/wiki/Autophagy
Kristian Sjøgren. A-vitamin: Derfor er den helt rette mængde essentiel. Videnskab.dk 2017
https://videnskab.dk/krop-sundhed/historien-om-a-vitamin-derfor-er-den-helt-rette-maengde-essentiel
https://da.wikipedia.org/wiki/Tuberkulose
Pernille Lund. Immunforsvarets nye ABC. Hovedland 2012
Søg mere info...
- Oprettet den .