D-vitaminmangel skader hjernens struktur og sundhed
Forskere fra Queensland i Australien har fundet, hvordan D-vitamin er afgørende for hjernens struktur og sundhed, og hvordan mangler kan føre til dysfunktioner som tab af kognitive evner samt depression og skizofreni. Det antages samtidig, at over en milliard mennesker mangler D-vitamin. Det har enorme helbredsmæssige konsekvenser og kan blandt andet hænge sammen med den voldsomme stigning af psykiske sygdomme.
Alle kroppens celler har receptorer for D-vitamin, og det gælder også neuronerne i hjernen. Forskere fra University of Queensland er nu kommet et skridt nærmere, hvad angår D-vitamins indflydelse på hjernens struktur og funktion. Ifølge professor Thomas Burne, som har ledet det nye studie, er der allerede en kendt forbindelse mellem mangel på D-vitamin og nedsatte kognitive evner. Men det har været uklart, hvordan D-vitamin påvirker hjernens struktur og funktion, og hvorfor en mangel på det livsvigtige vitamin forårsager så mange problemer.
D-vitamin påvirker hjernens beskyttende netværk
Professor Burne og hans team fandt, at D-vitamin påvirker nogle netværk i hjernen, som kaldes for perineuronale netværk. Disse netværk udgør en stærk og støttende struktur omkring bestemte neuroner. Dermed stabiliserer disse netværk de kontakter, som neuronerne har med andre neuroner.
I det nye forsøg brugte forskerne sunde, voksne mus, som fik fjernet D-vitamin fra kosten. Til orientering har leveren i forvejen et lager af D-vitamin, men det blev efterhånden udtømt hos musene.
Mangel på D-vitamin gør neuronerne sårbare og ineffektive
Efter 20 uger fandt forskerne, at musene med D-vitaminmangel, var blevet signifikant dårligere til at huske og lære i forhold til de mus, der udgjorde en kontrolgruppe.
Burne og hans forskerteam fandt desuden, at musene, der manglede D-vitamin, havde en markant reduktion i det perineuronale netværk i hippocampus, nærmere betegnet de to områder i hjernen, som er afgørende for hukommelsen og orienteringsevnen. Der var således en kraftig reduktion i både antallet og styrken af forbindelser mellem neuroner i disse områder af hjernen.
Ifølge Burne spiller D-vitamin derfor en vigtig rolle, hvad angår udviklingen og stabiliseringen af det perineuronale netværk. Men hvis D-vitaminniveauet falder, får enzymer lettere ved at nedbryde dette netværk.
Det viser sig samtidig, at neuronerne i hippocampus er særlig sårbare, og hvis de mister støtten i det perineuronale netværk, får de problemer med at opretholde forbindelsen til andre neuroner. Dette medfører blandt andet tab af kognitive funktioner.
Ifølge professor Burne kan tab af funktioner i hippocampus spille en rolle ved udviklingen af dårlig hukommelse og skizofreni. Det er også kendt, at hippocampus er blandt de første hjerneregioner, hvor der sker ændringer i forbindelse med Alzheimers sygdom.
|
Hippocampus sammenlignes med kanariefuglen i kulminen
Når hippocampus er mere sårbar over for mangel på D-vitamin, kan det ifølge Burne skyldes, at regionen er mere aktiv og sensitiv end andre hjerneregioner.
Burne sammenligner hippocampus med den aktive og sensitive kanariefugl, der før i tiden blev brugt som advarselsalarm i kulminerne, fordi den som den første vil falde død om, hvis der er et giftigt gasudslip.
Det nye studie afslørede desuden, at hippocampus i den højre side af hjernen var mere påvirket af D-vitaminmanglen end hippocampus i den venstre side af hjernen.
D-vitamins potentiale i forebyggelse og nye behandlingsmuligheder
Burne og hans forskerteam opdagede også, at de perineuronale netværk i hjernen kan ændre sig hos de voksne mus. Det betyder, at der er en potentiel mulighed for at kunne genopbygge disse netværk og derved skabe et grundlag for nye behandlingsmuligheder, hvad angår depression, skizofreni og andre sygdomme, hvor neuronerne fungerer dårligt på grund af D-vitaminmangel.
Ifølge Burne er forskernes næste skridt at teste hypotesen, hvad angår sammenhængen mellem D-vitaminmangel, det perineuronale netværk og de kognitive evner.
Studiet er publiceret i Brain Structure and Function and Trends in Neuroscience.
I forbindelse med hjernens sundhed gælder det under alle omstændigheder at være dækket ind med D-vitamin hele året og gennem hele livet.
Vidste du, at omkring 50 % af den danske befolkning ikke har tilstrækkelig D-vitamin i blodet eller lider af deciderede mangler?
Hvordan får vi nok D-vitamin?
Den bedste kilde til D-vitamin er sommersolen. Men depoterne i leveren er ofte begrænsede, og kosten bidrager kun med beskedne mængder.
Almindelige vitaminpiller indeholder kun 5 mikrogram, som er RI (referenceindtag) til voksne i Danmark. I USA ligger de officielle anbefalinger på 15 mikrogram, som er tre gange så meget. Mange forskere påpeger nu, at vi har brug for endnu mere for at være dækket tilstrækkeligt ind.
På markedet findes der stærke tilskud med 20-80 mikrogram, og det reelle behov afhænger af mange faktorer som solpåvirkning, alder, hudtype, BMI og kroniske sygdomme som diabetes.
Da D-vitaminet er et fedtopløseligt vitamin, får vi den bedste udnyttelse i tilskud som kapsler, hvor D-vitaminet er bundet til olie.
D-vitaminmangel og dårlig udnyttelse kan forårsages af
|
Referencer
Mamun Al-Amin et al. Adult vitamin D deficiency disrupts hippocampal dependent learning and structural brain connectivity in BALB/c mice. Brain Structure and Function. 2019
University of Queensland. Potential link between vitamin D deficiency and loss of brain plasticity. Neuroscience. News.com
https://da.wikipedia.org/wiki/Hippocampus
https://www.sst.dk/da/sundhed-og-livsstil/ernaering/d-vitamin
Søg mere info...
- Oprettet den .