Skip to main content

Lavt niveau af K-vitamin hænger sammen med nedsat mobilitet og handicaps hos ældre

Lavt niveau af K-vitamin hænger sammen med nedsat mobilitet og handicaps hos ældreK-vitamin optræder i forskellige former og har mange biologiske funktioner. Da der i dag er flere ældre, som gerne vil klare sig selv så længe som muligt, har et forskerhold fra Tufts University i USA set nærmere på de risikofaktorer, som nedsætter mobiliteten. I denne forbindelse fandt forskerholdet, at mangel på K-vitamin er et alvorligt problem. Desuden peger anden forskning på, at mangel på K-vitamin er ret udbredt på grund af ændrede spisevaner og kolesterolsænkende medicin.

Der bliver flere ældre, og mange lider af gangbesvær, knogleskørhed, slidgigt og andre former for nedsat mobilitet, som øger risikoen for dårlig livskvalitet, fald, brud, indlæggelser og tidlig død.
Det er almindelig kendt, at lavt indhold af K-vitamin i blodet hænger sammen med udviklingen af kroniske sygdomme som åreforkalkning og knogleskørhed. Men kendskabet til de nærmere sammenhænge omkring K-vitamins betydning for bevægelsesapparatet har været begrænset. Derfor ville forskerholdet fra Tufts Univesity i USA se nærmere på dette, da tidligere studier har afsløret, hvordan lave niveauer af K-vitamin i blodet hænger sammen med en langsommere ganghastighed hos ældre samt en større risiko for slidgigt.
K-vitamin optræder i mange forskellige former, og hovedfunktionerne er at fungere som co-faktor i produktionen og aktiveringen af en lang række K-vitaminafhængige proteiner.

K1-vitamin(fyllokinon) indgår i blodets størkningsprocesser. Det findes især i mørkegrønne grønsager som broccoli, persille, spinat, kål og bønner.

K2-vitamin (menakinon) omdannes fra en del K1-vitamin i leveren. K2-vitamin findes også i fermenterede produkter som surkål, kefir, bløde oste og især det japanske sojaprodukt Natto, hvor vitaminet dannes af bakterier under fermenteringen.

Mangel på K-vitamin fordobler risiko for mobilitetshandicaps

Forskerne fra Tufts Univesity indhentede data fra 635 mænd og 688 kvinder i alderen 70-79 år, som i forvejen deltog i studiet Health ABC (Health, Aging and Body Composition).
Forskerne undersøgte to biomarkører for K-vitamin i deltagernes blod: Cirkulerende niveauer af K1-vitamin (fyllikinon) og plasma ucMGP.
Deltagernes mobilitet blev vurderet hver sjette måned i 6-10 år gennem årlige klinikbesøg og telefoninterviews. Deltagernes mobilitetsbegrænsninger blev defineret ud fra sværhedsgrader med hensyn til at gå en kvart kilometer, tage ti trappetrin og manglende evne til andre almindelige fysiske aktiviteter.
Forskerne fandt, at de deltagere, som havde lave niveauer af cirkulerende K1-vitamin (fyllikinon), var mere tilbøjelige til at udvikle mobilitetsbegrænsninger og handicaps som slidgigt. Den anden biomarkør, plasma ucMGP, viste ingen klare sammenhænge i denne forbindelse.
De ældre voksne, som havde lave niveauer af K1-vitamin i blodet, havde næsten 50 procent større risiko for at udvikle mobilitetsbegrænsninger og næsten dobbelt så stor en risiko for at udvikle mobilitetshandicaps sammenlignet med de deltager, som havde tilstrækkelige niveauer.
Ifølge seniorforfatter Sarah Booth understøtter det nye studie tidligere studier, hvad angår K-vitamins betydning for mobiliteten og knoglerne. Hun antyder, at de to biomarkører, som forskerne målte, også kan påvirkes af andre kendte og ukendte faktorer.
Studiet er publiceret i The Journals of Gerontology.

Indhold af K1-vitamin i henhold til det nye studie:

En kop rå spinat: 145 mikrogram
En kop rå grønkål: 113 mikrogram
En halv kop hakket kogt broccoli: 110 mikrogram

Hvor meget K-vitamin har vi brug for?

Ifølge Sundhedsstyrelsen er RI for K1-vitamin 75 mikrogram for voksne.
Sundhedsstyrelsen har ingen anbefalinger for et dagligt indtag af K2-vitamin. Derfor kan man i stedet følge de internationale anbefalinger af K2-vitamin.
Til forebyggelse af knogleskørhed og åreforkalkning anbefales sædvanligvis 75-90 mikrogram pr dag.
Hvis der er mistanke om knogleskørhed (osteoporose) eller åreforkalkning, anbefales det ofte at tage tilskud med den dobbelte dosis svarende til 150-180 mikrogram pr dag.

Udbredt mangel på K-vitamin og dårlig udnyttelse

Selvom mangel på K-vitamin regnes for sjælden, tyder anden forskning på, at mangel på K-vitamin er ret udbredt, og det er især K2-vitamin, som har den direkte indflydelse på knoglerne. Foruden den ensidige kost og ændrede kostvaner uden så mange fermenterede produkter kan mangel på K-vitamin også forekomme ved længere tids brug af lægemidler som antibiotika, syreneutraliserende midler, acetylsalicylsyrepræparater, kolesterolsænkende medicin samt blodfortyndende medicin med warfarin (Maravan/Waran), der virker som K-vitaminantagonister mod blodpropper. Man skal dog huske, at patienter, som får denne form for blodfortyndende medicin ikke må tage tilskud med K-vitamin.

  • I forbindelse med stærke knogler er der mest fokus på calcium samt D-vitamin, som sørger for optagelsen af calcium fra tarmen.
  • Men der bør også være fokus på K2-vitamin og magnesium, som på forskellige måder sørger for at fjerne calcium fra blodbanen og aflejre det i knoglerne.

Referencer:

M Kyla Shea et al. Vitamin K Status and Mobility Limitation and Disability in Older Adults: The Health, Ageing, and Body Composition Study. The Journals of Gerontology: Series A, 2019

Tufts University, Health Sciences Campus. Low vitamin K levels linked to mobility limitation and disability in older adults. ScienceDaily. June 13, 2019

Solmaz Akbari. Vitamin K and Bone Metabolism: A Review of the Latest Evidence in Preclinical Studies. BioMed Research International 2018

Nutrition insight. Role of Vitamin K in Bone Health Underlined in New Study. Jun 2017

Henrik Hey. K2 vitamin anbefalinger og advarsler. 2016

  • Oprettet den .