Skip to main content

Selens betydning for puberteten og fertiliteten

Selens betydning for puberteten og fertilitetenSelen er et sporstof, som indgår i over 30 livsvigtige selenproteiner med mange forskellige funktioner. For første gang har en undersøgelse af mexicanske børn nu afsløret, at mangel på selen er forbundet med en senere udvikling af kønshår og kønsorganer hos drenge. Det er samtidig et faktum, at jordbunden i Mexico er fattig på selen, og det påvirker hele fødekæden. Det samme gør sig gældende i Europa, og derfor har landmænd i årtier givet deres husdyr tilskud med selen for at forbedre fertiliteten og forebygge en række mangelsygdomme. Spørgsmålet er nu, hvor meget selenmangel påvirker den dårlige fertilitet, som man har observeret hos mange mænd. For det antages, at mellem 500 millioner og en milliard mennesker ikke får nok selen gennem kosten.

Puberteten er den periode i livet, hvor en række hormonelle forandringer bevirker, at et barns krop bliver til en voksen krop, som er i stand til at reproducere. Puberteten startes af hormonsignaler fra hjernen til gonaderne (æggestokkene eller testiklerne), hvorefter hormonerne fra gonaderne stimulerer væksten, funktionen og transformationen af hjernen, knoglerne, musklerne, brysterne og kønsorganerne.
I de sidste årtier har man observeret ændringer i tidspunktet for pubertetens begyndelse, og man mistænker blandt andet hormonforstyrrende stoffer for at være årsag til, at nutidens piger får tidligere menstruation, og at hormonelt betingede kræftformer som brystkræft og prostatakræft er blevet mere udbredte.
Det viser sig nu, at kosten i barndommen tegner sig for 25 % af variationerne, hvad angår pubertetens begyndelse. Derfor ville forskerne se nærmere på selens indflydelse.

Selens indflydelse på pubertet, fertilitet og helbred

Selen er et essentielt sporstof, som spiller en vigtig rolle for dyrs og menneskers sundhed. Selen indgår i omkring 30 selenafhængige proteiner, som blandt andet har betydning for skjoldbruskkirtlen, immunforsvaret og fertiliteten. Flere selenoproteiner fungerer også som vigtige antioxidanter, der beskytter celler og væv mod oxidativ stress forårsaget af frie radikaler.
Humane undersøgelser har afsløret, at mangel på selen kan spille en rolle i udviklingen af forskellige kræftformer, og at tilskud med selengær kan have en forebyggende effekt.
Dyreforsøg har afsløret, at selenmangel kan forårsage problemer med fertiliteten. Hos mennesker kan et lavt indtag af selen i kosten medføre infertilitet hos mænd ved at forringe sædkvaliteten og sædcellernes mobilitet, som jo er afgørende for, at de kan svømme helt frem til kvindens æg og befrugte det. På den anden side har et af de største forsøg på infertile mænd afsløret, at tilskud med selen kan øge testosteronniveauet.
Man ved altså, at tilskud med selen påvirker dyrs fertilitet i en positiv retning, og derfor har landmænd i årtier givet deres dyrehold tilskud. Men der har endnu ikke været foretaget undersøgelser, hvad angår menneskers udvikling under puberteten.
Selvom virkningsmekanismerne af selen under puberteten stadig er uklare, er det muligt, at en utilstrækkelig indtagelse af selen kan påvirke udviklingen ved at afbryde produktionen af pubertetsrelaterede hormoner og niveauer af kropsfedt eller ved at fremme oxidativ stress.
Da ingen epidemiologiske undersøgelser hidtil har undersøgt sammenhængen mellem selen og udvikling under puberteten, var formålet med den nye mexicanske undersøgelse at se nærmere på, hvordan selen påvirker udviklingen under puberteten hos den mexicanske befolkning.

Selenmangel giver senere pubertet, mindre kønsbehåring og mindre testikler

I det mexicanske forsøg deltog der 274 piger og 245 drenge fra Mexico City i alderen 10-18 år. Sammenhængen mellem børnenes kostvaner og selenindtag blev beregnet ud fra en særlig model.
Med hensyn til deltagernes udvikling under puberteten indhentede forskerne data vedrørende tidspunktet for pigernes første menstruation, udvikling af kønsbehåring for begge køn og udvikling af drengenes testikler.
Det viste sig, at de fleste børn manglede selen. Således havde 217 piger og 197 drenge et indtag af selen, der lå under de officielle amerikanske anbefalinger, som er 40 µg for børn mellem 9-13 år og 55 µg for børn og voksne over 14 år.
Forskerne fandt, at et lavt indtag af selen var forbundet med en senere pubertetsudvikling hos drenge, efter at der var justeret for BMI, antal søskende ved fødslen, moderens alder, ægteskabelig status, rygehistorie med videre. De drenge, som ikke fik nok selen, havde en mindre kønsbehåring, og deres testikelvolumen var også mindre i forhold til de drenge, der fik nok selen.
Det er velkendt, at væksten af kønshår er meget afhængig af androgener (mandlige kønshormoner), som også har betydning for udvikling af skelet og muskelmasse.
Der er også bevis for, at selen kan påvirke kropssammensætningen ved at nedsætte BMI, taljemål og andelen af kropsfedt hos voksne.
Diverse data viste ingen sammenhæng mellem pigernes indtag af selen og udvikling under puberteten. Men piger skal alligevel være opmærksomme på at få nok selen, da det har betydning for stofskiftet og mange andre funktioner, som også inkluderer en normal og sund graviditet.
Undersøgelsen er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nutrients.

Tidligere forskning, som forskerne har knyttet sig til

Tidligere forskning har i henhold til artiklen i Nutrients vist, at tilskud med selen kan øge niveauerne af insulinlignende vækstfaktor 1 (IGF-1), som kan fremme udviklingen under puberteten med øget serumtestosteronniveau, hypofysehormoner og testikelvækst hos handyr.
Et klinisk forsøg med 443 ældre svenske deltagere har afsløret, at niveauerne af IGF-1 steg hos de deltager, der fik selentilskud, i modsætning til de deltagere, der fik placebo.
Selvom man endnu ikke kender de nøjere mekanismer, er det muligt, at mangel på selen og nedsat produktion af IGF-1 hænger sammen med inflammatoriske processer og oxidativ stress. Dette kan således bidrage til at forsinke udviklingen af drenges kønsorganer under puberteten.
Tidligere forsøg på handyr har vist, at selentilskud fremmer deres fertilitet. Under puberteten stiger selenniveauet i testiklerne meget, og hvis der er mangel på selen, konkurrerer hjernen med testiklerne om at få de knappe reserver.
Tidligere forsøg på får har afsløret, at moderfårets selenstatus påvirker vægten af livmoderen og æggestokkene hos deres hunlam. Men der er ikke lavet tilsvarende forsøg på mennesker.

Det mexicanske undersøgelses konklusion

Ifølge den nye mexicanske undersøgelse af børn og unge i alderen 10-18 år konkluderer forskerne, at mangel på selen i kosten er forbundet med en senere udvikling af kønshår, kønsorganer og testikelvolumen hos mexicanske drenge. Der blev ikke konstateret nogen sammenhæng mellem selenmangel og udvikling under puberteten hos de mexicanske piger. Men piger skal alligevel have nok selen af hensyn til mange andre funktioner.
Det nye studie er det første af sin art på mennesker, der viser sammenhængen mellem selen og udvikling under puberteten.

  • Cirka 4 ud af 10 danske mænd har nedsat sædkvalitet.
  • Selvom der kan være flere årsager til dette, spiller mangel på selen sandsynligvis en stor rolle, da sporstoffet har betydning for dannelsen af testosteron samt antallet af sædceller og deres mobilitet.
  • Selen er desuden en vigtig antioxidant, der beskytter sædcellerne mod oxidativ stress og noget, der hedder DNA fragmentering, hvor DNA´et ødelægges.
  • Selen har også betydning for en normal og sund graviditet

Hvorfor er selenmangel blevet så udbredt?

Selen findes i jorden som andre mineraler. Mængden er afgørende for, hvor meget planterne optager, og det påvirker hele fødekæden. Paranødder, frø, korn, grønne grønsager og shiitake svampe kan være gode kilder, men det kræver, at afgrøderne er høstet fra en selenrig jord. Der findes også selen i æggeblommer, indmad og fisk.
Selenmangel opstår typisk i regioner af verden, hvor jorden er fattig på selen.

Officielle anbefalinger af selen i Danmark

De officielle anbefalinger er nu omdøbt til RI (referenceindtag).
Voksne: 11 år og opefter 55 mikrogram
Børn: 1-10 år 20 mikrogram

  • Behovet for selen er ikke fastslået med sikkerhed.
  • I forbindelse med tilskud kan det svare sig at vælge selengær med mange forskellige selenforbindelser, der har lighed med selenvariationerne i selenrig kost.

Referencer

Yun Liu et al. Dietary Intake of selenium in Relation to Pubertal Development in Mexican Children. Nutrients 2019

Aparna Shreenath. Selenium Deficiency. StatPearls. May 6, 2019

Aparna P. Shreenath; Jennifer Dooley. Selenium, Deficiency. NCBI October 27, 2018

Annette Hagerup. Puberteten kommer et år tidligere. Sygeplejersken 2009

Hilten T Mistry et al. Selenium in reproductive health. Journal of Obstetrics and Gynaecologi. 2011

Fatemeh Tara et al. Selenium Supplementation and the Incidence of Preeclampsia in Pregnant Iranian Women: A Randomized, Double-Blind, Placebo-Controlled Pilot Trial. Taiwanese Journal of Obstetrics and Gynecology. 2010

Christensen BT et al. Selenanvendelse i dansk landbrug. Rapport fra DJF 2006. Videncentret for landbrug.

  • Oprettet den .