Skip to main content

Zinkfyrværkeri afslører ægcellens kvalitet - og giver nyt håb for barnløse

Zinkfyrværkeri afslører ægcellens kvalitet - og giver nyt håb for barnløseDer slår gnister med zinkatomer i et enestående fyrværkeri, når sædcellen er trængt ind i ægcellen. Den nye opdagelse kan hjælpe fertilitetslæger til at udvælge de bedste æg i forbindelse med reagensglasbefrugtning (IVF). Opdagelsen har også betydning for alle andre, som ønsker en vellykket graviditet. Så det gælder bare om at være velforsynet med zink.

Zink er nødvendigt for omkring 300 enzymer, der regulerer et hav af processer i kroppen - herunder fertilitet og graviditet. Et forskerteam fra Northwestern University i Chicago er nu kommet et stort skridt videre i forståelsen af, hvad der egentlig skaber en god ægcelle, og hvilken rolle zink spiller. Opdagelsen kan få en enorm betydning, da meget samtidig tyder på, at zinkmangel kan være en overset faktor hos barnløse.

Zink spiller en central rolle for det nye liv

Forskerteamet fra Northwestern University har som de første i verden afsløret zinkfyrværkeriet i den humane ægcelle og præciseret, hvordan zinkmolekylerne udspringer som lysende gnister lige under ægcellens membran. Fra første sekund spiller zinkmolekylerne en central rolle i de biokemiske processer, der skal sikre, at et befrugtet æg deler sig og gennem forskellige stadier udvikler sig til et embryo og et foster.
Ifølge Teresa K. Woodruff, ekspert i ovariets biologi, kan mængden af zink, som ægcellen frigiver, være en afgørende markør, når man som led i reagensglasbehandlingen skal udvælge befrugtede ægceller i en høj kvalitet. Ved at identificere de bedste ægceller kan man således overføre færre embryoer til kvindens livmoder under fertilitetsbehandlingerne. Og muligheden for en vellykket graviditet bliver tilsvarende større.

Zink indgår i et enormt system inde i ægget

Forskerteamet udviklede flere forskellige metoder til at til at afsløre, hvor meget zink der er i en ægcelle, samt hvor zink befinder sig i ægcellen under befrugtningen og i timerne lige efter. Ved hjælp af højteknologisk og ekstremt følsomt udstyr kunne forskerne tælle de enkelte zinkatomer i ægcellen og observere zinkgnister i tre dimensioner.
På denne måde opdagede forskerne på undersiden af ægcellens membran omtrent 8000 småpakker, som hver især indeholdt omkring en million zinkatomer. Lige efter befrugtningen åbnede alle 8000 småpakker på et splitsekund og indholdet af zinkatomer blev skudt ud i cellen som et fyrværkeri. Derefter blev der helt roligt, men efterfølgende kom der endnu et fyrværkeri, og sådan havde hver befrugtet ægcelle fire eller fem gentagelser med voldsomme udslip af zinkatomer.
Ifølge Thomas V. O´Halloran fra forskerteamet var det et enestående syn, for man har tidligere været bekendt med, at store mængder zink blev udskilt af ægcellen, men man viste ikke hvordan ægcellen gjorde det. Før nu.
Studiet afslører således, hvordan ægcellen fordeler zink, og hvordan zinkatomerne distribueres, så de kan indgå i de mange enzymer, som er nødvendige for, at en befrugtet ægcelle kan udvikle sig til et sundt embryo. Så på mange måder er zink afgørende for, at en helt ny skabning kan udvikle sig. Studiet er publiceret i Nature Chemistry.

Zink spiller en central rolle for vækst og udvikling

Det skyldes blandt andet, at zink indgår i enzymer, der er med til at oversætte og udtrykke den genetiske kode.

Zinkmangel er udbredt og kan skyldes mange faktorer

Det skønnes, at omkring 25 % af verdens befolkning har zinkmangel, og det kan sandsynligvis være en medvirkende faktor i forbindelse med uønsket barnløshed. Der kan være mange forskellige årsager til zinkmangel såsom ensidige kostvaner og mangel på animalske proteiner, der normalt er gode zinkkilder. Desuden skal nævnes stor indtagelse af jern og calcium samt alkohol. Kraftig svedudsondring, aldringsprocesser, cøliaki (særlig glutenoverfølsomhed), diarre, dårligt reguleret diabetes og andre sygdomme kan også medføre zinkmangel. Det samme gælder flere typer medicin som for eksempel vanddrivende medicin, ACE-hæmmere, syreneutraliserende medicin, binyrebarkhormoner, antibiotika og p-piller.

Kilder og tilskud

Der findes især zink i østers, lever, kød, skaldyr, mejeriprodukter, nødder, frø, kerner og bønner. De animalske kilder optages bedst. Ved mistanke om zinkmangel bør man inddrage flere gode zinkkilder i kosten og eventuelt supplere med enkle tilskud. Det er også muligt at måle zinkmangel gennem en blodprøve, og hvis lægen har konstateret en mangel, kan man indtage større doser gennem tilskud.

Referencer:

Science News: Radiant zink fireworks reveal human egg quality. ScienceDaily 216
https://www.sciencedaily.com/releases/2016/04/160426091734.htm

Science News: Stunning zinc fireworks when egg meets sperm. ScienceDaily
https://www.sciencedaily.com/releases/2014/12/141215114546.htm

http://www.netdoktor.dk/vitaminer/zink.htm



  • Oprettet den .