Skip to main content

Slank med proteiner og Q10

Slank med proteiner og Q10Ved ønske om vægttab og opretholdelse af idealvægten spiller de rette proteiner, Q10 og brune fedtceller en afgørende rolle, da det i bund og grund handler om en effektiv forbrænding og energiudnyttelse.

Hvis du gerne vil tabe dig i det nye år, så kan du godt glemme alt om at tælle kalorier eller sveddryppende træning, hvis du ikke gider. I første omgang er det mere relevant at se nærmere på kroppens hvide og brune fedtvæv, og hvordan du øger fedtforbrændingen med enkle justeringer.

Det hvide fedtvæv er årsag til usunde fedtdepoter

Det hvide fedtvæv findes spredt i hele kroppen. Når der indtages flere kalorier, end der forbrændes, deponeres det hvide fedtvæv typisk omkring maveregion (æbleform), som er særlig sundhedsskadeligt, eller omkring hofte og lår (pæreform). Og det er disse hvide fedtdepoter, som mange ønsker at slippe af med - både af kosmetiske og helbredsmæssige årsager.

Det brune fedtvæv sætter gang i fedtforbrændingen

Selvom vi har meget mindre af det brune fedtvæv, er forskerne i de sidste år blevet opmærksomme på den store betydning. Det brune fedtvæv har sin farve, fordi det indeholder mange mitokondrier, som er cellernes små kraftværker. I det brune fedtvæv har cellerne en særlig evne til at omdanne kalorierne til ren varme ved hjælp af enzymet UCP1 (uncoupling protein 1). Men det kræver, at vi er velforsynet med protein og Q10.
Man har længe vidst, at babyer har brunt fedtvæv mellem skulderbladene, men kendskabet til at voksne mennesker har brune fedtceller mellem de hvide fedtceller i brystregion og nakke er ret ny. Det skal desuden nævnes, at fedme fører til nedsættelse af brune fedtceller. Men det kan der heldigvis gøres noget ved.

Derfor slanker proteiner fra fisk og kød

Forskning fra Københavns Universitet og det norske forskningsinstitut NIFES (Nasjonalt institut for ernærings- og sjømatsforskning) afslører, at mus skal spise seks gange flere kalorier for at tage et gram på, når de spiser planteolie sammen med protein, end de skal, når de spiser planteolie sammen med sukker. Proteiner er altså vigtige for fedtforbrændingen. Og sukker (kulhydrater) bevirker, at kalorierne lettere sætter sig som fedtdepoter.
Ifølge Lise Madsen, der er lektor ved Københavns Universitet og forsker ved NIFES, er effekten særlig stor med proteiner fra fisk, i forhold til proteiner fra mejeriprodukter. Så vidt vides, har forskerne endnu ikke testet proteiner fra hvidt og rødt kød. Ikke desto mindre indeholder animalsk protein aminosyren carnitin, som medvirker til transporten af fedtstoffer i blodet og ind i cellernes mitokondrier, hvor fedtet omsættes til energi.
Mælkeproteiner spiller dog en anden rolle, og mejeriprodukter sættes i forbindelse med overvægt. Der er særlig fokus på kasein samt væksthormonet IGF-1, der øger antallet af fedtceller. Så det gælder om at foretrække de bedste proteinkilder.

Behovet for protein stiger under vægttab

I forbindelse med vægttab har mange glæde af 1,5-2 gram protein pr kilo legemsvægt for at få en god forbrænding og for at mindske risikoen for tab af muskelmasse. Samtidig bør proteinerne være af en høj kvalitet med hensyn til forbrænding (især fisk, kød og æg) og fordeles over dagens hovedmåltider. Mange har især brug for mere protein til morgenmad og/eller frokost.

NB For meget protein kan medføre nyrebelastninger og syreophobninger.

Mitokondrieenzym og Q10 bidrager til fedtforbrænding

Q10 er et co-enzym, som medvirker til, at mitokondrierne kan forbrænde kalorier. Vi danner selv det meste Q10, men mængden daler med alderen.
Under energiomsætningen kan musklerne både forbrænde kulhydrater og fedtstoffer. I denne forbindelse viser det sig, at musklerne indeholder et andet mitokondrie-enzym, UCP3 (uncoupling protein 3), som bidrager til fedtforbrændingen. Man kan aktivere UCP3 gennem moderat fysisk aktivitet, hvor man ikke er forpustet (aerob forbrænding) samt tilskud med Q10, hvor der er dokumentation på kvalitet og optagelighed.
Et humant studie har til eksempel afsløret, at tilskud med 90 mg Q10 om dagen har boostet fedtforbrændingen under træning. Et andet humant studie har vist, at tilskud med 200 mg Q10 om dagen kan forlænge tiden, inden man bliver forpustet under træning og reducere skader fra frie radikaler. Et tredje studie har vist, at spadsereture på 150 minutter om ugen booster UCP3 aktivitet hos patienter med type 2 diabetes.

Man kan sagtens tabe sig uden hård træning

Moderat fysiske aktivitet stimulerer stofskiftekonditionen, og denne viden er guld værd. Ikke mindst for alle dem, der ikke magter hård træning. Man kan således stimulere fedtforbrændingen og tabe sig ved at spise sundt, få tilpas med proteiner til alle hovedmåltider, ved at tage Q10 og inddrage en masse moderat fysisk aktivitet som at spadsere, tage trappen, gøre rent, cykle, danse og bruge alle tænkelige lejligheder til at rejse sig op og booste UCP1 og UCP3 i mitokondrierne. Det er ugens samlede skridt, der tæller i længden, og målet må gerne må være 10.000 skridt om dagen. Det vigtigste er dog, at man rejser sig op med jævne mellemrum og ikke sidder stille i timevis.

Stofskiftekondition og fedtforbrænding - uden anstrengelse

Det kræver en del ilt at forbrænde fedtstoffer. Stofskiftekonditionen stimuleres af moderat fysisk aktivitet, hvor man ikke er forpustet. Proteiner og Q10 kan øge effekten. Dette booster blandt andet mitokondriernes fedtforbrænding i det brune fedtvæv og i musklerne. Det er også godt at blive forpustet en gang imellem, da det øger kredsløbskonditionen. Når pulsen har lagt sig, kommer der igen en god fedtforbrænding.

 Referencer:

Thomas Hoffmann. Proteiner gør dig slank. Videnskab.dk

Rikke Kruse Henriksen. Hvidt fedt og brunt fedt er ikke lige fedt. Videnskab.dk

Zheng A, Moritani T. Q10 Enhances Exercise and Fat Burning. J Nutr Vitaminol (Tokyo)

Cooke m. et al. How Q10 Helps Exercise. J Int Soc Sports Nutr

Fritz T et al. Walking Helps Uncoupling Protein 3 in Diebetic patients. Diebetes Metab Res Rev

Ane Bodil Søgaard, Karen Østergaard, Troels V Østergaard. Mælkehormon skaber fedme. Information


 

  • Oprettet den .