Solen og D-vitaminet er livgivende og overset i forskning

I denne tid kommer der mange advarsler om sol og hudkræft. Men vi skal endelig have nok D-vitamin fra solen - bare vi ikke bliver forbrændte. For D-vitaminet forebygger og helbreder mange sygdomme. Og måske er det ikke bare middelhavskosten, men også mere sol og D-vitamin, som medfører færre kredsløbssygdomme og mindre kræft på de kanter.

Det er bedst at vænne sig til forårssolen og gradvist få noget kulør, uden at huden rødmer og bliver forbrændt. Det er nemlig kun i sommerhalvåret, at solen står højt nok til, at vi kan danne D-vitamin fra et kolesterol i huden. Ikke desto mindre er der mange, som opholder sig indendørs det meste af dagen eller bruger oceaner af stærke factorcremer. Og i flere børnehaver kræves det, at børnene er smurt ind fra morgenstunden. Det betyder, at store befolkningsgrupper forbliver vinterblege hele sommerhalvåret som tegn på minimal dannelse af D-vitamin, og det kan få alvorlige konsekvenser - på kort sigt og på lang sigt.

D-vitaminets mange funktioner

D-vitaminet fungerer som et hormonlignende stof, der har betydning for knogler, tænder, immunforsvar, kredsløb, blodtryk, energiniveau, humør, modvirkning af inflammationer, anti-age samt forebyggelse af diabetes, kræft og kredsløbssygdomme. Da alle kroppens celler har receptorer for D-vitamin, kan mangler i sagens natur få vidtrækkende konsekvenser.

D-vitamindannelsen er bestemt af evolution, kultur og breddegrader

Det antages, at vores forfædre i Afrika gennem evolutionen blev tilpasset til at danne cirka 500 mikrogram D-vitamin om dagen fra sollyset. Denne mængde ligger hundrede gange over daglig referenceindtag (tidligere anbefalet daglig tilførsel), som ligger på 5 mikrogram for voksne.
Til sammenligning giver en halv times sommersol på hele kroppen omkring 250-625 mikrogram D-vitamin, og i let sommerpåklædning kan vi danne omkring 30 mikrogram D-vitamin på 10-15 minutter.
Dannelsen af D-vitamin kræver, at solen står højt nok, og derfor er det kontroversielt, når vi opfordres til at holde os i skyggen eller være tildækket midt på dagen. Selvom vi godt kan få for meget sol, kan vi ikke danne for meget D-vitamin, da syntesen er selvregulerende, hvad det angår.
Hvis man er bange for at blive forbrændt, kan man eventuelt tage sol i 20-30 minutter, og derefter smøre sig i en miljømærket faktorcreme.

Hvor meget D-vitamin har vi egentlig brug for?

Den almindelige kost bidrager med under 5 mikrogram D-vitamin. Som det fremgår, ligger denne dosis langt under, hvad vi selv kan danne på en god sommerdag. Flere førende forskere kritiserer de lave referenceindtag, og de anbefaler op til 100 mikrogram D-vitamin daglig (inklusive hudens syntese) for at tilgodese et optimalt stofskifte med videre. Når det kommer til stykket, er behovet nok individuelt, da nogle er bedre end andre til at danne D-vitaminet og lagre det i leveren til senere brug. Her anhænger meget også af hudtype, alder, kroppens enzymer samt lever- og nyrefunktion. Desuden har overvægtige og diabetikere lettere ved at komme i underskud, og derfor har de et større behov end andre.

Misvisende forsøg med for lidt D-vitamin

Det viser sig, at Sundhedsstyrelsens lave anbefalinger af D-vitamin har medført, at næsten alle forsøg, der skulle undersøge D-vitaminets gavnlige virkning på forskellige sygdomme, er misvisende og værdiløse, fordi doserne har været alt for små.
Der er heller ikke taget hensyn til sommer/vinter, rejser sydpå, solarier og andre livsstilsfaktorer, der, som det fremgår af ovenstående, har langt større indflydelse på kroppens D-vitaminstatus, end de tilskud med lave doser, der blev givet i forsøgene. Hvis man vil undersøge den optimale effekt af D-vitamin, er det derfor nødvendigt med optimale doser gennem sol eller tilskud.
Det er også et faktum, at D-vitaminet glemmes i alverdens medicinske undersøgelser, fordi det hverken spises eller indsprøjtes. Og det vil derfor være yderst relevant at notere soleksponering eller mangel på samme i diverse forsøg og journaler.

Middelhavskost, sol og udeliv

Det er kendt, at befolkningerne omkring Middelhavet har færre kredsløbssygdomme, mindre kræft og lever længere. Og det tillægges især den gode middelhavskost. Men det kan lige så godt være solen, som gør en afgørende forskel, fordi den står højere på himlen, og fordi befolkningerne, især på landet, har en anden udekultur, som medfører en større soleksponering og syntese af D-vitamin.

Synergi mellem D-vitamin og selen

De grønlandske fangeres lave forekomst af hjerte-kar-sygdomme og europæiske kræftformer tilskrives omega-3 fedtsyrerne fra fed fisk, sæl, og hvad de ellers fanger i havet. Men det kan også skyldes de ret store mængder D-vitamin, som fangerne får fra sællever, samt selen, som de også får i større mængder fra den maritime kost.
I 1996 dokumenterede den amerikanske forsker Larry Clark (i NCP-studiet), at tilskud med selengær, kunne reducere risikoen for kræftdødsfald med 50 %, og begejstringen var enorm. Men nu henvises der ofte til det senere SELECT studie, hvor en større gruppe amerikanere fik tilskud med selen og E-vitamin. Men her var der ingen kræftforebyggende virkning, og hvorfor nu det?
For det første viste det sig, at forsøgspersonerne i forvejen havde ret høje selenniveauer i blodet, og det er almindeligt i andre områder af USA, hvor jorden er rig på selen. For det andet anvendte man selentilskud i form af ren selenmethionin, som ikke har vist særlige resultater mod kræft, i modsætning til tilskud med selengær, der indeholder omkring 30 organiske selenforbindelser.
For det tredje havde Clarks forsøgsdeltagere store mængder D-vitamin i blodet. Clark ville egentlig påvise, om tilskud med selen kunne forebygge nye tilfælde af godartet hudkræft, og derfor er det ikke tilfældigt, at forsøgsdeltagerne kom fra det sydligste USA, hvor solen er meget stærk. Men selvom tilskud med selengær ikke havde nogen positiv effekt på hudkræft, er det meget muligt, at kombinationen af D-vitamin og selen gav en synergieffekt i den effektive forebyggelse af de andre kræftformer, som er mere udbredte. Under alle omstændigheder har både selen og D-vitamin flere kræftforebyggende mekanismer, og derfor bør vi gennem hele livet være dækket godt ind med disse essentielle næringsstoffer.

Referencer:

Iowa State University: New promise for diabetics with vitamin D-deficiency. ScienceDaily. 2016

Steen Ahrenkiel. D-vitamin behov og mangel i Danmark. Biokemisk forskning 2009

Clark LC et al: Effects of Selenium Supplementation for Cancer Prevention in Patients with Carcinoma of the Skin. Journal of the American Medical Association: 1996

Klein EA et al. Vitamin E and the risk of prostate cancer: The Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). Jama 2011.