Skip to main content

Anvender du statiner:

Måske bør du overveje at tage et Q10-tilskud

Anvender du statiner:Statiner gør andet end at sænke dit kolesterol. De hyppigt anvendte lægemidler har en række uønskede bivirkninger, men dem kan du forebygge ved samtidig at tage stoffet coenzym Q10.

Har din læge ordineret statiner til dig? Udmærket, for det skal siges, at disse lægemidler er ganske effektive, når det gælder kolesterolsænkning. Til gengæld - og det er ikke sikkert, at du ved dette - sænker de også kroppens indhold af coenzym Q10, som er et livsnødvendigt stof, vi behøver for at kunne danne energi i cellerne. Både coenzym Q10 og kolesterol dannes i leveren ud fra samme biokemiske grundsubstans. Ved at blokere for denne fælles syntesevej hæmmer statinerne både kolesterol- og coenzym Q10-produktionen. Det er i kølvandet på denne coenzym Q10-sænkning, at problemerne opstår. Kroppens celler kan ganske enkelt ikke danne tilstrækkeligt med energi til at fungere normalt, når de mangler stoffet.

50% lavere Q10-niveau

Undersøgelser viser, at statiner kan halvere mængden af frit cirkulerende coenzym Q10 i blodet indenfor et par uger, efter man er begyndt at tage medicinen. Det kan påvirke os på forskellige måder. For eksempel oplever 5-10 procent af alle statin-brugere smerter i musklerne. I sjældne tilfælde udvikler statin-brugere en tilstand, der hedder rhabdomyolyse, hvor muskelvævet bliver nedbrudt. Det kan være ret alvorligt og føre til hjertesvigt og nyreproblemer, såfremt tilstanden ikke bliver diagnosticeret og statin-behandlingen afbrudt.

Muskler er yderst energikrævende

Så godt som alle kroppens celler er afhængige af coenzym Q10, nogle mere end andre. Stoffet indgår i energiomsætningen, som finder sted i nogle små "kraftværker", der hedder mitokondrier. Energiproduktionen er en biokemisk proces, hvor næringsstoffer ved hjælp af ilt og coenzym Q10 omdannes til energi. Røde blodlegemer (som de eneste af kroppens talrige celletyper) indeholder ingen mitokondrier og behøver ikke coenzym Q10, eftersom det blot ville forbruge den ilt, de røde blodlegemer i forvejen har til opgave at transportere rundt i kroppen. Omvendt har muskelceller et kæmpe behov for coenzym Q10 til at danne de store mængder energi, og af samme grund indeholder muskelceller et stort antal mitokondrier. Når statiner så hæmmer kroppens Q10-niveauer, går det især ud over musklerne, der ikke kan fungere, som de normalt skal.

Q10-tilskud hjælper

Kan dette problem forebygges? Ja, det kan, for forskning har vist, at når folk i statinbehandling tager Q10-tilskud samtidig med deres medicin, kan det mindske problemer med blandt andet muskelsmerter. En amerikansk undersøgelse, som blev offentliggjort i 2007, viste at daglig indtagelse af 100 mg coenzym Q10 dagligt sammen med statinerne mindskede muskelsmerterne med omkring 40%.

Det skal lige siges, at muskelsmerter ikke er det eneste problem, som ses i forbindelse med statinbehandling. Hvad der er meget værre er, at hvis Q10-reduktionen påvirker hjertemusklen, kan det svække hjertet og medføre, at der ikke bliver pumpet tilstrækkeligt med blod til alle dele af kroppen. I værste fald udvikler personen hjertesvigt.

Hvad der kan forekomme noget ironisk er, at en af de største medicinalvirksomheder i USA har taget patent på et statin-præparat, som indeholder coenzym Q10. Det patent blev registreret allerede i de tidlige 1990er men er aldrig kommet i handelen.

Nogle af de andre problemer, som er blevet observeret i forbindelse med statin-præparater er:

  • Type-2 diabetes

En britisk undersøgelse af over to millioner personer har vist, at folk, der anvender statiner, har en øget risiko for at udvikle type-2 diabetes. Risikoen blev øget med hele 57% over en fem-årig periode. Forskerne gætter på, at det skyldes, at de insulin-producerende celler i bugspytkirtlerne ikke er i stand til
fungere korrekt på grund af Q10-manglen. En anden mulighed kan være, at muskelceller og fedtceller ikke reagerer normalt på den insulin, kroppen producerer (insulinresistens).

  • Forringet hukommelse

Hvis man anvender statiner, kan det påvirke hjernen, viser amerikansk forskning. En undersøgelse af over 480.000 statinbrugere samt et tilsvarende antal personer, som ikke tog statiner, viste at statinbrugere har fire gange så høj risiko for at blive ramt af akut hukommelsestab. Hjerneceller indeholder et højt antal mitokondrier og er derfor meget afhængige af coenzym Q10.

Modstridende forskningsresultater

Der hersker ingen tvivl om, at reduktionen af kroppens coenzym Q10-niveauer påvirker os på forskellig vis. Det er derfor fristende at antage, at alle undersøgelser, hvor forskere tester Q10-tilskud til forebyggelse af bivirkninger, rent faktisk også viser gavnlig effekt. Dette er dog langt fra tilfældet. For eksempel er der nogle undersøgelser, hvor man har observeret en positiv virkning af Q10-tilskud mod muskelsmerter forårsaget af statin-præparater, hvor andre undersøgelser af samme karakter ikke har vist tilsvarende effekt.

Umiddelbart kan det virke ulogisk, at disse undersøgelser falder så forskelligt ud. Hvad mange ikke ved er dog, at der er stor forskel på bio-tilgængeligheden af Q10-præparater. Kroppen har i forvejen svært ved at optage coenzym Q10 i fordøjelsen, og for at man skal kunne opnå en virkning forudsætter det derfor, at Q10-præparater er fremstillet på en måde, som gør det aktive stof let for fordøjelsen at optage. Der er kun få Q10-præparater på markedet, som kan dokumentere en god biotilgængelighed.

Indenfor de senere år er der offentliggjort to banebrydende undersøgelser af coenzym Q10 og hjertesundhed. Begge undersøgelser er offentliggjort i anerkendte videnskabelige tidsskrifter. Den ene undersøgelse er Q-Symbio, den anden hedder KiSel­-10. Det samme Q10-præparat blev anvendt til begge undersøgelser, og forskernes valg faldt netop på dette præparat, fordi det er i stand til at dokumentere en høj og ensartet biotilgængelighed.

Mere information findes her:

www.q-symbio.com

 

  • Oprettet den .