Skip to main content

Dementes zinkmangel hænger sammen med komplicerede infektioner og øget dødelighed

Dementes zinkmangel hænger sammen med komplicerede infektioner og øget dødelighedI takt med at der kommer flere ældre, er der også flere, som lider af demenssygdomme. Foruden det progressive kognitive forfald har demente en øget risiko for infektioner, systemisk inflammation, blodforgiftning og tidlig død. Det tyder desuden på, at mangel på sporstoffet zink hænger sammen med de komplicerede infektioner og den øgede dødelighed. Det viser et befolkningsstudie publiceret i Frontiers in Nutrition, hvor forskerne beskriver zinks betydning for immunforsvaret og andre livsvigtige funktioner.

På verdensplan er der nu 55 millioner mennesker, der lider af demens, og antallet antages at være det tredobbelte i 2050. Ved demenssygdomme som Alzheimers sker der en langsom nedbrydning af hjernen og dens funktioner. I den sidste fase påvirkes de hjerneområder, der for eksempel er ansvarlige for bevægelse og vejrtrækning, hvilket kan føre til, at patienten dør. Demente har desuden en større risiko for komplicerede infektioner og blodforgiftning.
Man ved, at zinkmangel er udbredt blandt ældre og patienter med demens. Men det har været uklart, hvorvidt dette påvirker prognosen. Derfor havde det nye befolkningsstudie til formål at undersøge sammenhængen nærmere.

Zinkmangel påvirker dementes levetid og helbred på flere områder

Forskerne brugte en række data fra TriNetX Research Network, som på globalt plan samler information fra forskellige sundhedsmyndigheder og befolkningsstudier, så de kan observere udviklingen i forskellige patientgrupper.
Det nye studie inkluderede 2.482 udvalgte deltagere, som var diagnosticeret med demens i perioden januar 2010 til december 2024. Deltagernes niveau af zink i blodet blev vurderet i henhold til den første blodprøve, hvor værdier under 70 µg/dL betegnes som mangel, og værdier mellem 70-120 µg/dL betegnes som normale.
Forskerne havde inddelt de 2.482 udvalgte deltagere således, at den ene halvdel havde zinkmangel og den anden halvdel, der fungerede som kontrolgruppe, havde normale værdier i blodet. Derefter undersøgte forskerne primært 1-årsmortaliteten (dødeligheden i løbet af et år) som følge af alle årsager. Sekundært undersøgte forskerne komplikationer som blodforgiftning, indlæggelse på akutafdeling, urinvejsinfektioner, lungebetændelse, akutte nyreskader og øgede niveauer af C-reaktivt protein (en markør for inflammation). Da forskerne sammenlignede demensgruppen, der manglede zink, med demensgruppen, der ikke manglede zink, fandt de frem til, at zinkmangel hænger statistisk sammen med følgende

  • Højere 1-årsmortalitet
  • Øget risiko for blodforgiftning
  • Øget risiko for indlæggelse på intensiv afdeling
  • Øget risiko for urinvejsinfektioner
  • Øget CRP som tegn på kronisk inflammation
  • Alvorlig zinkmangel (under 50 µg/dL) gav en endnu højere risiko for blodforgiftning og 1-årsmotalitet.

Forskerne konkluderer ud fra dette, at demente, som mangler zink, har en større risiko for 1-årsmortalitet og komplicerede infektioner. Derudover er alvorlig zinkmangel forbundet med en endnu dårligere prognose. Forskerne efterlyser derfor flere og større studier, som kan afklare, om tilskud af zink kan forbedre prognosen hos patienter med zinkmangel.

Zinks rolle for immunforsvaret og regulering af inflammation

Zink har betydning for flere hundrede forskellige enzymfunktioner, aktivering af gener og for det generelle helbred. I introduktionen til befolkningsstudiet beskriver forskerne, hvordan zink indvirker på det medfødte og erhvervede immunforsvar, som bør bekæmpe diverse infektioner og danne en form for immunitet. Zink bidrager desuden til at regulere de inflammatoriske processer, så de ikke forvolder skader. Dette er særlig problematisk ved demens og mange andre kroniske sygdomme, der er præget af kronisk inflammation. Derudover er komplicerede luftvejsinfektioner og blodforgiftning præget af hyperinflammation, hvilket gør tilstandene livsfarlige.
Zink indgår også i vigtige antioxidanter, der beskytter celler og væv mod skader forårsaget af frie radikaler og oxidativ stress.

Hvorfor mangler mange demente og ældre ofte zink?

Der findes zink i kød, lever, skaldyr, æg, mejeriprodukter, nødder, kerner og bønner. Vi har lettest ved at optage zink fra de animalske kilder. Men mange ældre og demente er småtspisende, har forringet appetit, eller spiser en kost med hovedvægt på raffinerede og vegetabilske kilder. Derudover kan mangel på mavesyre og aldringsprocesser forringe selve optagelsen og udnyttelsen af zink. Det samme gælder syreneutraliserende medicin, vanddrivende medicin og andre medicintyper. Der kan desuden være en øget zinkbehov ved forskellige fysiologiske tilstande.
Det betyder derfor, at mange demente og ældre har en suboptimal zinkstatus eller en decideret zinkmangel, som påvirker deres immunforsvar og helbred i negativ retning.

Reference

I-Wen Chen et al. Association between zinc deficiency and adverse outcomes in patients with dementia: a matched cohort study. Frontiers in Nutrition. 2026


 

  • Oprettet den .