Skip to main content

Omega-3 fedtsyrer modvirker inflammationer via cannabinoider

- der også findes i hasholie

Omega-3 fedtsyrer modvirker inflammationer via cannabinoiderInflammationer er den røde tråd i de fleste kroniske sygdomme, herunder autoimmune sygdomme som leddegigt samt depression, Alzheimers, diabetes og kræft. Det har længe været kendt, at omega-3 fedtsyrerne modvirker inflammationer. Et studie fra University of Illionis, USA, afslører nu, at processen foregår via cannabinoider, som kroppen selv kan danne, og som også findes i hasholie. Det er altså muligt at aktivere kroppens cannabinoid-receptorer i immunsystemet og nervesystemet ved hjælp af større mænger fiskeolier, som indeholder de mest aktive omega-3 former.

Cannabis og cannabisolier er betegnelsen for rusmidler og medicin, der fremstilles af hampplanten (Cannabis sativa eller Cannabis indica). De mest kendte aktive stoffer er THC (tetrahydrocannabinol), som man bliver skæv af, og CBD (cannabidiol), som man slet ikke bliver skæv af. Brugen af de to hasholier til medicinsk brug i forbindelse med sygdomme, der er karakteriseret af inflammationer, er meget oppe i tiden og meget kontroversielt. Men man kan også overveje tilskud med fiskeolier, da de indeholder livsvigtige fedtsyrer, som kroppen først og fremmest bør være velforsynet med.

Derfor er balancen mellem omega-3 fedtsyrer og omega-6 fedtsyrer så vigtig

Omega-3 fedtsyrerne og omega-6 fedtsyrerne tilhører en gruppe livsvigtige flerumættede fedtsyrer, som indgår i alle cellemembraner og adskillige biokemiske processer. Omega-3 fedtsyrerne og omega-6 fedtsyrerne virker desuden i et biokemisk samspil, hvor balancen og typen er vigtig for normale fysiologiske reaktioner. Hvis vi får for lidt omega-3 og for meget omega-6, hvad mange moderne mennesker gør, så stiger risikoen for inflammationer forskellige steder i kroppen. Milde inflammationer giver ikke lokale smerter som sådan, men de kan blandt andet belaste hjernen og nervesystemet.

Kilder til omega-3 fedtsyrer (ALA, EPA, DHA)

ALA: Især hørfrøolie samt rapsolie, chiafrø og valnødder.

EPA og DHA: Især fede fisk som makrel, laks, sild, ansjoser, sardiner, ål, stenbidder, regnbueørred samt levertran og krillolie. Findes også i større mængder i hjernen hos mennesker og dyr.
N.B. Mange har svært ved at omdanne ALA til de aktive former EPA og DHA.

Kilder til omega-6 fedtsyrer (LA, GLA, AA)

LA (Linolsyre): Margarine og de fleste planteolier fra fx tidsel, solsikke, majs og vindrue. Færdigretter, junkfood og chips.

GLA (Gammalinolensyre): Hjulkrone, kæmpenatlys, havregryn, solbær, modermælk.

AA (Arakidonsyre): Kød, fisk, lever, anden indmad og mejeriprodukter.

Ifølge det nye studie fra University of Illionis, som er foretaget på dyrevæv, frigør omega-3 fedtsyrerne kaskader af kemiske reaktioner, der fører til dannelsen af cannabinoider, nærmere betegnet endocannabinoider, der har antiinflammatoriske effekter, uden at man bliver skæv, høj, paranoid, sulten og hvad en hashrus eller kan gøre ved én.
Ifølge professor Aditi Das, som står bag studiet, kan kroppen altså producere nogle af de samme cannabinoider, som findes i cannabisolie. Og disse cannabinoider kan regulere immunsystemet, som netop er overaktivt ved inflammationer og autoimmune sygdomme.

Fakta om endocannabinoider

Det endocannabinoide system, ECBS, er en gruppe af neuromodulatoriske lipider og deres receptorer i hjernen. Det er involveret i en lang række fysiologiske processer, herunder immunforsvaret, nervesystemet, appetit, smertefølelse, humør, hukommelse samt beskyttelse af neuroner. I de sidste to årtier er ECBS blevet anerkendt i flere aspekter i den menneskelige fysiologi, og endocannabinoiderne hører til de mest udbredte og alsidige signalmolekyler.

Forskning i cannabinoider

Cannabis har været brugt som rusmiddel og medicin i over 4000 år. Men det var først i 1964 at kemikeren Raphael Mechoulam opdagede og isolerede THC fra marihuana. For at teste om han havde fundet stoffet, som gjorde én skæv, lavede han kager med 10 milligram THC, og disse kager gav han under en fest til nogle bekendte, som gerne ville deltage i det lille forsøg. Vennernes reaktioner med uafbrudt latter, snaksaglighed og sløvhed bekræftede, at THC er et psykoaktivt cannabinoid.
Først i 1992 opdagede forskere, at kroppen selv producerer cannabinoider. Siden har man fundet mange andre endocannabinoider, hvor det endnu ikke er alle funktioner, som er klarlagt.
Cannabionoiderne binder sig til cellernes cannabinoidreceptorer, der fungerer som cellernes antenner. Og bindingerne kan især påvirke aktiviteten i celler inden for nervesystemet og immunsystemet.
Ifølge Aditi Das fra University of Illionois kan cannabinoider som THC fra marihuanna og hash eller kroppens egne cannabinoider binde sig til disse receptorer og derved modvirke inflammationer og smerter. Aditi Das og hendes forskerteam fandt mere konkret de enzymatiske processer, hvorved omega-3 fedtsyrerne fremmer dannelsen af endocannabinoider til potente molekyler, der regulerer immunforsvaret og derigennem har en antiinflammatorisk effekt. Undersøgelsen demonstrerer, hvordan omega-3 fedtsyrerne kan have de samme medicinske fordele som cannabis, men uden at man bliver skæv eller får andre bivirkninger. Omega-3 fedtsyrerne tilhører desuden en gruppe livsvigtige fedtsyrer, som kroppen først og fremmeste bør være dækket ind med.
Studiet er publiceret i Proceedings of the National Academy of Sciences.

Siden stenalderen har den altdominerende kilde til omega-3-fedtsyrer været fra fed fisk på formen EPA, som er let at omdanne til inflammationshæmmende endocannabionoider.

Hvor meget omega-3 skal vi have for at bekæmpe inflammationer?

Mange, der indtager vegetabilske omega-3 kilder som hørfrøolie, har svært ved at omdanne ALA til de aktive former EPA og DHA. I forbindelse med inflammationer peger anden forskning på, at man behøver 3-6 gram ren fiskeolie om dagen, og at den optimale effekt kommer efter en måneds tid.
Fiskeolier baseret på frie fedtsyrer og triglycerider sikrer en god optagelse. Fiskeolier bør desuden overholde myndighedernes krav til peroxidtal og miljøgifte.

Hvor meget omega-3 er der i fed fisk?

Der er ca. 1 gram omega-3 i en sildemad og 3-4 gram i en laksesteak.

Referencer

Study: Omega-3 fatty acids fight inflammation via cannabinoids. EurekAlert! Science News
https://www.eurekalert.org/pub_releases/2017-07/uoia-sof071817.php

Natural cannabinoids from omega-3 fatty acids combat inflammation
http://www.medicalnewstoday.com/articles/318528.php

Abdulrazaq, Innes JK, Calder PC. Effect of ω-3 polyunsaturated fatty acids on arthritic pain: A systematic review. Nutrition 2017
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28606571

https://da.wikipedia.org/wiki/Endocannabinoide_system

https://en.wikipedia.org/wiki/Cannabidiol

  • Oprettet den .