Skip to main content

Omega-3-mangelfølger forværres over generationer

Ikke alene påvirker mangel på omega-3 fedtsyrer livskvaliteten på længere sigt med dårligt humør og nedsatte cognitive evner. Kommende generationer kan også lide under forældrenes omega-3-fattige kost med angst og hyperaktivitet til følge, viser forsøgsmodel med rotter.

I de seneste årtier har kostens andel af essentielle fedtsyrer i industri-samfund (og i stigende grad i den tredje verden) ændret sig dramatisk. Det har resulteret i en mangel på omega-3 fedtsyrer og ændret på forholdet mellem omega-3 og omega-6 fedtsyrer, hvor mængden af omega-6 i kosten er blevet uforholdsmæssig høj. Mangel på omega-3 fedtsyrer har været impliceret i psykriatriske lidelser som skizofreni, depression, ADHD og autisme. Mange af disse lidelser viser sig mest markant i ungdomsårene og i den tidlige voksenalder, hvorfor dette tidspunkt kan være særlig vigtigt med henblik på tilskud.

Forskerne er afhængige af forsøgsdyr, der kan vise målbare ændringer af adfærd og helse som følge af mangel på omega-3. En forskergruppe udviklede derfor en model, hvor 2. generation af rotter med omega-3-mangel skulle afspejle vores nuværende situation. Modellen bygger på den antagelse, at kostens indhold af omega-3 fedtsyrer begyndte at falde for 40-50 år siden, da forældrene til de nuværende unge blev født.

Unge og voksne rotter fik enten normal kost eller en kost der manglede omega-3 fedtsyrer, hvorefter deres adfærd i en en lang række opgave blev sammenlignet. Derudover blev mængden af dopamin vurderet.

Dopamin er et nervesignalstof i hjernen som er afgørende for positive handlinger knyttet til velvære. Det udløses eksempelvis ved spisning af god mad, ved sex og nydelse af rusmidler, hvorfor det også kaldes belønningshormonet. Hvis hjernens dopamin-produktion er ude af balance, er der en forhøjet risiko for af udvikle flere adfærdsforstyrrelser som bl.a. ADHD. Adfærdsproblemer såsom hyperaktivitet, betinget læring og nedsat evne til at skifte mellem forskellige opgaver kunne tyde på nedsat dopamin-aktivitet.

Undersøgelsen viser, at omega-3-mangel over flere på hinanden følgende generationer af rotter forårsager adfærdsproblemer og ændringer i hjernens dopaminproduktion som særlig ses hos unge sammenlignet med voksne. Selv om rotterne med omega-3-mangel generelt syntes at være ved godt helbred, bemærkede forskerne adfærdsmæssige ændringer hos de unge i form af hyperaktivitet, øget angst, øget irrelevent aktivitet og nedsat målrettet aktivitet samt nedsat adfærdsmæssig fleksibilitet. I mange tilfælde var disse forskelle dog kun signifikante hos anden generation af unge rotter med omega-3-mangel.

Konklusion

Undersøgelsens data støtter endvidere den teori, at vores ernæring har indflydelse på kognition og humør hos unge. Derudover tyder undersøgelsen på, at mangel på omega-3 medfører adfærdsforstyrrelser hos unge på grund af en ændret dopamin-balance i hjernen

Ref.

Bondi CO, et al. Adolescent Behavior and Dopamine Availability are Uniquely Sensitive to Dietary Omega-3 Fatty Acid Deficiency. Biol Psychiatry 2013. E-pub ahead of print.

  • Oprettet den .