Kan tilskud med høje doser D-vitamin forbedre de kognitive evner?
Det tyder en nyere canadisk undersøgelse på. Det er samtidig problematisk, at mangel på D-vitamin er så udbredt, og at de officielle anbefalinger tilsyneladende ligger langt under vores reelle behov. For nu viser et nyt studie, der har været publiceret i Experimental Gerontology, at tilskud med større doser D-vitamin kan forbedre hukommelsen og andre kognitive evner hos raske mennesker. Men hvor meget D-vitamin har vi egentlig brug for, og hvor lang tid går der, før tilskud med D-vitamin giver den optimale effekt?
Det antages, at en milliard mennesker på verdensplan mangler D-vitamin, og nordboere er særlig hårdt ramt. Så hvis du har svært ved at huske eller koncentrere dig i denne tid, kan det måske skyldes mangel på D-vitamin, som vi først kan danne om sommeren, når solen står højere på himlen. Gennem de sidste årtier har forskningen nemlig afsløret, at D-vitaminet spiller flere afgørende roller for hjernen og nervesystemet. Derfor kan kroniske mangler i værste fald få vidtrækkende konsekvenser, så vi ikke længere kan tænke klart eller klare os selv. Det nye forsøg tyder desuden på, at det er en god ide, at få nok D-vitamin mens man stadig er sund og rask.
D-vitaminmangels indflydelse på kognitive evner, demens og Alzheimers
Mangel på D-vitamin har været sat i forbindelse med demens, Alzheimers og et generelt fald i kognitive evner, som omfatter iagttagelse, indlæring, tænkning, sprog og problemløsning. Man har dog ikke vidst så meget om tilskud med D-vitamin, selvom det har været hypotetisk antaget, at det vil have en positiv effekt. Især blandt voksne, der i forvejen har lave niveauer i blodet. Derfor har forskeren Jaqueline A Pettersen, der er tilknyttet University of British Colombia, Canada, udført et forsøg blandt 50 raske voksne. Deltagerne kom fra den vestlige del af Canada, der ligger omkring den 54. nordlige breddegrad, hvor Danmark til sammenligning ligger en lille smule nordligere.
Vidste du at omkring 50 % af den danske befolkning ikke har tilstrækkelig D-vitamin i blodet eller lider af deciderede mangler?
Studiets forløb med 10 μg eller 100 μg D-vitamin
Deltagernes niveau af D-vitamin i blodet var i henhold til Canadiske grænseværdier i forvejen lavt og under 75 nmol pr liter. Men da grænseværdier i blodet i mange andre lande som Danmark ligger meget lavere og på 50 nmol pr liter, havde flere af deltagerne efter danske forhold passende mængder D-vitamin i blodet.
Ikke desto mindre var der tale om et kontrolleret randomiseret forsøg, hvor den ene halvdel af deltagerne fik 100 μg D-vitamin og den anden halvdel fik 10 μg D-vitamin i 18 uger.
Til sammenligning ligger de danske sundhedsmyndigheders anbefalinger af D-vitamin på 5 μg, så den ene halvdel fik altså 20 gange så meget, som sundhedsmyndighederne anbefaler herhjemme.
De to grupper i forsøget var sammenlignelige med hensyn til køn, alder, BMI og uddannelse, og inden deltagerne fik tilskud, blev deres humør og kognitive evner målt gennem forskellige skemaer og parametre. Dette inkluderede blandt andet Beck´s Depressionsskala, verbal indlæring/hukommelse, visuel indlæring/hukommelse og arbejdshukommelse.
Forsøgets resultater
I gruppen, der fik de høje doser D-vitamin på 100 μg, steg blodniveauet af D-vitamin til cirka 130 nmol pr liter, mens det i gruppen, der fik den lave dosis D-vitamin på 10 μg, steg til cirka 86 nmol pr liter.
Deltagerne i gruppen, der fik den høje dosis D-vitamin, fik forbedret deres færdigheder med hensyn til visuel hukommelse, og det var ikke tilfældet med gruppen, der fik den lave dosis. Det var især de deltagere, som i forvejen havde ret lave værdier, som fik forbedret den visuelle hukommelse.
Til gengæld fik deltagerne i gruppen, der fik den lave dosis D-vitamin, forbedret deres verbale hukommelse.
I gruppen, der fik den høje dosis D-vitamin steg humøret en lille smule mere end i gruppen, der fik den lave dosis, men forskellen var ikke stor nok til at være signifikant.
Selvom en del af forsøgspersonerne fik ret høje doser D-vitamin i 18 uger, var der ingen bivirkninger – og heller ikke tegn på afkalkning. Her skal man til orientering op på meget højere doser.
D-vitaminets indflydelse på hjernen
Alle kroppens celler har receptorer for D-vitamin, og det gælder også hjernens celler. I hjernen findes der desuden et enzym (1,α-hydrolidase), der omdanner D-vitamin til den aktive form. I hjernen og nervesystemet har D-vitaminet ifølge forskellige forskere følgende funktioner:
1: Hæver niveauet at acetylcholin – en neurotransmitter i den centrale nervesystem og det perifere nervesystem. (Sonnenberg et al., 1986)
2: Øger tætheden af neuroner i hippocampus (Landfield et al.,1998)
3: Øger beskyttelse af neuroner. (Brewer at al., 2001)
4:Øger udskillelse af sundhedsfarlige amyloid-β peptider
Hæmmer proinflammatoriske cytokiner (Schleithoff et al., 2006)
Alle disse processer er involveret i aldersrelaterede svækkelser af kognitive færdigheder og demens. Amyloid-β peptider øger desuden risikoen for Alzmheimers, og inflammationer øger risikoen for depression og vævsødelæggelse.
I dyreforsøg har det vist sig, at tilskud med D-vitamin forbedrer de kognitive færdigheder i forbindelse med aldringsprocesser og Alzheimers, men der er kun få kontrollerede og randomiserede studier blandt mennesker. De viser desuden forskellige resultater, og det har sin naturlige forklaring.
D2-vitamin, for lidt D3-vitamin eller tilskud i for kort tid har ingen effekt
Der er flere slags D-vitamin, og de vigtigste former er:
D2-vitamin, der forekommer naturligt i planteriget, og D3- vitamin, der forekommer naturligt i dyreriget.
Mennesker danner D3-vitamin ud fra sollys og et kolesterol i huden, og det er da også D3-vitaminet, som vi har lettest ved at udnytte i tilskud.
Flere tidligere forsøg afslører, at der ikke har været noget effekt på de kognitive evner, når man har givet 25-225 μg D2-vitamin eller placebo.
I et større forsøg, Women´s Health Initiative Study, hvor kvinderne fik 10 μg D3-vitamin sammen med 1.000 mg calcium i otte år var der heller ingen effekt på de kognitive evner.
Andre forsøg, der har kørt over alt for kort tid, har heller ikke vist positive resultater.
Det antages derfor, at tilskud med D3-vitamin bør tages i op til 16 uger eller mere, før man kan forvente en optimal effekt på de kognitive evner. Hvis det i mellemtiden skulle blive sommer, kan man passende droppe tilskuddene og så sørge for at få rigelig sol, uden at blive forbrændt.
Man kan heller ikke forvente nogen effekt af tilskud med D3-vitamin, hvis man i forvejen har høje niveauer i blodet.
Hvor meget D-vitamin kan vi selv danne på en god sommerdag?Ved solbadning, hvor hele kroppen bestråles, kan man på en halv time danne over 100 mikrogram D-vitamin i huden. Får man sol i 10 minutter på ansigt og hænder, kan man på en halv time danne omkring 30 mikrogram. |
Forskellige anbefalinger og øvre grænse for indtag af D-vitamin
Der er stor uenighed om det reelle behov for D-vitamin, som afhænger af mange faktorer. I Danmark er referenceindtag, RI, som nævnt sat til 5 μg for voksne, og i USA ligger anbefalingerne på 15 μg, som er 300 % højere.
Den øvre grænse for dagligt indtag af D-vitamin er fastsat af EFSA (Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet) til 100 μg for børn over 11 år samt voksne, inklusive gravide og ammende.
I det omtalte forsøg med store doser D-vitamin fik deltagerne netop 100 μg D-vitamin, som havde den positive effekt på de kognitive evner. Det lyder af meget, men det er ikke mere, end hvad vi let kan danne på en god sommerdag eller under sydens sol.
Måling af D-vitamin i blodet og nye grænseværdier
Kroppens D-vitaminstatus kan måles i en blodprøve. Som nævnt er de officielle grænseværdier i Danmark sat til 50 nmol pr liter. Men mange førende forskere mener, at det er utilstrækkeligt, og at man skal helt op på 75-100 nmol pr liter for at få en optimal sygdomsforebyggelse samt forebyggelse af demens og Alzheimers.
Da kosten kun bidrager med minimale mængder D-vitamin, tilrådes stærke tilskud - især i vinterhalvåret, for at opnå de optimale doser i blodet til beskyttelse af en lang række sygdomme.
D-vitamin, tilskud og optagelse
D-vitaminet er et fedtopløseligt vitamin, og derfor får vi den bedste udnyttelse i tilskud som kapsler, hvor D-vitaminet er bundet til olie.
D-vitaminmangel og dårlig udnyttelse kan forårsages af følgende
|
Referencer:
Jacqueline Pettersen. Does high dose vitamin D supplementation enhance cognition?: A randomized trial in healthy adults. Experimental Gerontology. February 2017.
https://outlook.live.com/owa/?id=64855&path=/attachmentlightbox
Søg mere info...
- Oprettet den .