Essentielle næringsstoffer

Essentielle (livsvigtige) næringsstoffer er de vitaminer, mineraler, fedtsyrer og aminosyrer, som kroppen behøver for at kunne fungere. Vi kan ikke undvære nogle af disse stoffer, og der er ingen andre stoffer, som kan erstatte dem. Det er muligt at leve et langt og godt liv uden for eksempel at indtage ginseng, hyben-ekstrakt og medicin, men det er ikke muligt at overleve uden de livsvigtige næringsstoffer. Mangel på disse stoffer vil uundværligt føre til mangel og ubalancer.

• Essentiel i denne sammenhæng betyder "vital" eller "livgivende"
• Et næringsstof er et stof, som når det bliver indtaget, bidrager til kroppens stofskifte, funktion, eller vækst.
• Non-essentielle næringsstoffer er alle de næringsstoffer, som kroppen selv kan danne.

Livsvigtige næringsstoffer - afgørende for helbredet

Der er cirka 45 næringsstoffer og vand (=46 stoffer), som er essentielle for kroppen. Essentielle næringsstoffer er de stoffer, som kroppen ikke selv kan danne, og som den ikke kan undvære. Mangel på et eller flere af disse stoffer giver symptomer og fører før eller siden til alvorlig sygdom. Disse næringsstoffer er fundamentet for kroppens helbred, og man skal til enhver tid sørge for, at der er nok. De essentielle næringsstoffer har været uundværlige for vores helbred og trivsel, så længe mennesket har vandret på jorden, og om 100 år, vil nøjagtig de samme 45 stoffer være akkurat lige så afgørende for vores helbred og trivsel - uanset vores geografisk placering, hudfarve, alder og køn.

Vand

Lad os begynde med det mest simple eksempel på et essentielt stof, nemlig vand. Alle ved, at man kan dø af mangel på vand. Cirka 80 procent af hjernen består af vand, så vand er afgørende for vores hjernefunktion. Samtidig udgør vand 60 procent af kroppens samlede vægt, så der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan man vil have det efter adskillige dage i en ørken med bagende sol. Man får hurtigt feber, diarre og i den fase, der følger lige inden døden, begynder man at hallucinere.
Hvilken behandling giver man en person, der er ved at dø af akut mangel på det livsvigtige vand? Der er kun en ting, der virker, og det er vand. Med andre ord kan denne livstruende tilstand kureres ved at tilføre det stof, der mangler.

Næringsstof-junglen

Hvis man  kigger på det store udbud af kosttilskud på markedet, kan man groft inddele dem i to grupper. En lille gruppe bestående af essentielle næringsstoffer, og en meget større gruppe bestående af stoffer, som er indsamlet fra naturen og i vid udstrækning griber forstyrrende ind i biologiske processer i kroppen på akkurat samme måde som medicin.

Eksempel: Blåbær-ekstrakt

Et godt eksempel er blåbær, som indeholder tusinder af forskellige kemikalier. Et af de kemikalier er farvestoffet anthocyanin, som anvendes i kosttilskud. Anthocyanin kan blandt andet forbedre blodomløbet i kroppen, men blåbær er langt fra den eneste plante, der kan danne dette stof. Så godt som alle bær, rødder, blade og bælge, som har en blå-rød farve, indeholder anthocyanin. Samtidig er der er en lang række andre stoffer, som ligeledes kan forbedre blodomløbet i kroppen. Bare tænk på Ginkgo biloba og Pycnogenol, som har lignende virkningsmekanismer.
Denne omfattende gruppe af kosttilskud, som er baseret på naturens egen kemi, er ikke essentiel, fordi kroppen kan let få disse stoffer fra andre kilder. Derfor kan man uden problemer leve et godt og langt liv uden for eksempel at spise blåbær, ginseng og krill-olie - hvorimod mangel på essentielle næringsstoffer er katastrofal, eftersom intet andet kan erstatte deres funktion i kroppen.

Eksempel: Keshans syge

I visse egne af Kina har folk igennem generationer været plaget af en sygdom, som opstod sidst på vinteren og i det tidlige forår. Mange mennesker, især børn og yngre, døde af denne sygdom, som ramte led og svækkede hjertet. Helt frem til 1970erne florerede sygdommen fortsat, men så fandt nogle forskere frem til, at man kunne kurere patienterne ved at give dem tilskud af selen. Sygdommen hed Keshans syge, fordi den oprindeligt blev observeret i Keshan-provisen i det nordøstlige Kina. Sygdommen er nu officielt anerkendt som en akut selenmangel og kan optræde alle steder, hvor der findes faretruende lidt selen i kosten.

Den hvide muskelsygdom

Indenfor landbruget er selenmangel ligeledes kendt. Her optræder fænomenet den hvide muskelsygdom, som optræder hos dyr, især får, grise og køer. Selen bliver af samme årsag tilsat dyrefoder, og mange landmænd giver selentilskud til dyrene som ekstra beskyttelse. Den hvide msukelsygdom ses i muskelvævet hos dyr, hvor det giver musklerne en hvidlig kulør. Stærkt og velfungerende muskelvæv skal have en mørk rød farve.

Sådan undgår man selenmangel

I begyndelsen af 1980erne var der i Finland en del debat om selenmangel. Målinger havde vist, at befolkningens selenindtag lå meget lavt. Faktisk var det så lavt, at problemer som Keshans syge let ville kunne opstå, hvis man ikke greb ind. Den finske regering besluttede at løse problemet ved at indføre lovpligtig selen-berigelse af al kunstgødning til landbruget. På den måde kunne man øge selenmængden i jorden og tilsvarende hæve selenindholdet i afgrøder, der voksede i jorden, samt i dyr der græssede på disse områder.
I 1984 blev den nye lov vedtaget. Derefter blev alle græsarealer beriget med 6 mg selen pr. kg gødning. Kornmarker fik 16 mg/kg. Efter seks år viste målinger, at selenindholdet i føden samt i blodet hos befolkningen var steget kolossalt. Som følge af dette blev det i 1990 besluttet, at alle marker kun skulle selenberiges med 6 mg pr. kg kunstgødning. Målinger herefter viste imidlertid, at selenindholdet i mælk var faldet drastisk, så i 1998 besluttede man, at fremover skuulle alle marker have tilført 10 mg selen pr. kg kunstgødning. Det virkede efter hensigten. I 2005 konkluderede en rapport, at selenindtaget hos såvel dyr som mennesker i Finland var tilstrækkeligt og indenfor sikre rammer. Den eneste undtagelse var økologisk landbrug, hvor man som bekendt ikke må tilføre landbrugsjorden stoffer udefra. Som en konsekvens af dette koncept har økologiske jorde betydeligt lavere selenindhold end marker, der dyrkes konventionelt.

Derfor er selenmangel et problem i økologisk landbrug

Hele konceptet med økologi indebærer, at man kun må anvende naturlig dyregødning, madrester og slagteriaffald til at gøde med. Det er ikke tilladt at anvende kunstgødning. Problemet med dette er, at der sker et netto-tab af livsvigtige næringsstoffer fra jorden. Den type gødning, som er tilladt indenfor økologisk landbrug, er ikke i stand til at kompensere for landbrugsjordens store tab af vigtige mineraler som selen. Indenfor konventionelt landbrug løser man netop dette problem med anvendelsen af kunstgødning, som kan korrigere tabet. For de forbrugere, som foretrækker at leve af økologisk dyrkede fødevarer, er det derfor vigtigt at finde alternative løsninger til deres lavere indtag af sådanne næringsstoffer. Kosttilskud synes at være den letteste måde at klare dette på.

Selv marginal mangel kan have alvorlige konsekvenser

Mangel på ikke-essentielle næringsstoffer er ikke nær så problematisk som mangel på essentielle næringsstoffer, da der altid vil kunne findes andre stoffer, som kan løse de samme opgaver som de ikke-essentielle stoffer i kroppen. Når et livsvigtigt stof som selen mangler i fødekæden, spreder de negative konsekvenser sig imidlertid som ringe i vandet. For eksempel indebærer lavt selenindhold i landbrugsjorden, at afgrøder der vokser i jorden har lavt selenindhold, og græssende dyr vil på samme måde have lavere selenindhold (i mælk og kød), når de græsser på de selenfattige marker. Det vil i sidste ende betyde, at når vi mennesker spiser afgrøderne, drikker mælken, og spiser kødet, får vi mindre selen end ellers.

Keshans syge er en konsekvens af ekstrem selenmangel, men der er noget, der tyder på, at selv et selenindtag, der ligger i underkanten af det anbefalede (subklinisk selenmangel) kan føre til en række sygdomme, der dog er flere år om at udvikles. Undersøgelser har vist, at kræft, hjerte-kar-sygdomme, stofskiftesygdomme og virusinfektioner kan hænge sammen med lavt selenindhold i blodet.

Semi-essentielle næringsstoffer

Nogle næringsstoffer betragtes som delvist essentielle eller semi-essentielle. Det gælder blandt andet næringsstoffer, som kun er essentielle for børn eller folk med sygdomme, eller stoffer som kroppen kun  producerer i begrænset omfang. Det bedst kendte eksempel på et semi-essentielt næringsstof er D-vitamin, som kroppen danner, når huden udsættes for sollys. D-vitamin er semi-essentielt, fordi nogle mennesker får rigeligt med sol, hvorimod andre ikke gør. I visse sammenhænge er Q10 også semi-essentielt. Q10 er afgørende for kroppens energiomsætning, men vi mennesker er i standt til at danne stoffet. Desuden kan kroppens  egenomsætning af Q10 blive utilstrækkelig, efterhånden som vi ældes, og i den situation er det relevant at omtale stoffer som semi-essentielt.

Eksempel: Træthed

Hvis vi ser på træthed som et helbredsproblem, findes der forskelige måder at behandle problemet på. Man kan enten kompensere for mangel på vigtige næringsstoffer, der kan være den bagvedliggende årsag til trætheden, eller man kan anvende præparater som ginseng og koffein, der gør brug af andre biokemiske signalveje og virker ved at stimulere binyrerne til at danne stress-hormonet, adrenalin. Denne metode har dog sin pris, da det indebærer en risiko for at udvikle binyretræthed, som er relateret til stress. Det anbefales af samme grund, at personer der anvender ginseng, holder pause i mindst en måned for hver gang, de har anvendt præparatet i tre månder. Ved at holde sådanne pauser mindsker man risikoen for at udvikle binyretræthed.

Dr. Svend Aage Morgensen, som stod i spidsen for den banebrydende Q-Symbio undersøgelse, har forklaret forskellen imellem at behandle hjertesvigt med et naturligt, semi-essentielt næringsstof som Q10 og konventionel hjertemedicin. Han sagde blandt andet:

»Konventionel hjertesvigts-behandling fokuserer på at blokere forskellige hormonelle faktorer, som spiller ind ved hjertesvigt, og som belaster hjertet. Med coenzym Q10 går man derimod ind og støtter cellulære processer, som har med energiomsætningen at gøre. Dette giver ekstra pumpekraft til den svækkede hjertemuskel«

Hvad er vitaminer?

Vitaminer er organiske stoffer, som er nødvendige for normale stofskifteprocesser, og som kroppen enten ikke kan danne eller danner men  ikke i tilstrækkelige mængder. Man sondrer imellem fedt-opløselige (A, D, E og K) og vand-opløselige (B og C) vitaminer. De fedtopløselige vitaminer lagres i kroppens fedtvæv, hvorfra de kan hentes efter behov. Fordi de ophobes i kroppen, er risikoen for mangel ikke særlig stor. Til gengæld er der en vis risiko for, at langvarig indtagelse af høje doser af fedtopløselige vitaminer kan give overdosering (toksisk effekt), men dette begrænser sig i princippet mest til A-vitamin.

I modsætning til de fedtopløselige vitaminer kan de vandopløselige af slagsen ikke ophobes i kroppen. Hvis vi indtager højere doser af et vandopløseligt vitamin, end vi umiddelbart behøver, udskiller kroppen hurtigt resten. Derfor er der kun minimal risiko for overdosering (med undtagelse af vitamin B3 og B6). Derimod er der betydelig risiko for mangel. C-vitaminmangel forårsaget af kritisk lavt indtag af vitaminet (eller udeblivende indtag) opstår efter 1-2 måneder, men for visse B-vitaminers vedkommende opstår mangel allerede efter et par uger uden disse vitaminer i kosten. Hvis man vil sikre kroppen en konstant og tilstrækkelig forsyning med vandopløselige vitaminer,  er det bedst at indtage det eller de pågældende vitaminer i flere omgange i løbet af dagen for at opretholde det rette niveau.

• De 45 essentielle næringsstoffer inddeles i fire kategorier: Vitaminer, mineraler, fedtsyrer og aminosyrer.

Hvad er mineraler?

Mineraler i jorden består af forskellige elementer. De opløses langsomt og frigiver disse elementer, som bliver optaget af planter og fordelt igennem fødekæden, så de til sidst når mennesket. Mineraler inddeles i mikromineraler (sporstoffer) og makromineraler. Mikromineraler (f.eks. selen og zink) skal vi kun have i mikroskopiske mængder, hvorimod vi skal have højere mænger af makromineraler (f.eks. calcium og jern). Mineraler optages som mineralsalte fra føden.

Hovedfunktionerne af mineraler omfatter:

Mennesket er udstyret med lagre af visse mineraler (f.eks. magnesium, calcium og jern i tænderne og knoglerne). Mineraler kan også konkurrere indbyrdes som såkaldte antagonister. For eksempel kan et højt jernindtag mindske kroppens optagelse af kobber og zink. Et højt kobber-nivaeu kan tilsvarende reducere zink-niveauet og vice versa.

Tab af mineraler

Når man opvarmer eller bearbejder fødevarer, reducerer det fødens næringsindhold. Tabet af mineraler i forbindelse med raffinering af fødevarerne andrager så meget som 70-90%. Hvidt brød med fuldkorn indeholder 78 mg magnesium pr. 100 gram. Det samme brød med raffinerede kornsorter indeholder kun 25% af den magnesium-mængde.

Hvad er essentielle fedtsyrer?

Essentielle fedtsyrer er flerumættede fedtsyrer, som kroppen ikke kan producere og derfor skal have tilført fra føden. Der findes to slags essentielle fedtsyrer: Omega-3 fedtsyrer (alfalinolensyre) og omega-6 fedtsyrer (linolensyre). Fisk indeholder store mængder af omega-3 fedtsyrerne EPA (eikosapentaensyre) og DHA (docosahexaensyre), som hæmmer inflammation i kroppen. Omega-6 fedtsyrer findes typisk i planteføde. Omega-6 kan fremme inflammatoriske processer i kroppen. Den eneste omega-6 fedtsyrer, som ikke gør dette, er GLA (gammalinolensyre). Omega-6 fedtsyrer er ikke usunde i sig selv. Det bliver de først i det øjeblik, vi indtager for meget omega-6 på bekostning af omega-3. Det, som er vigtigt, er at spise en kost, hvor forholdet imellem omega-3 og omega-6 er rigtigt. For meget omega-6 og for lidt omega-3 fremmer inflammation i kroppen. Inflammation er kendt for at kunne føre til en række helbredsproblemer, der omfatter alt lige fra hjerte-kar-sygdomme til visse kræftformer. Eksperter hævder, at det optimale forhold imellem omega-6 og omega-3 er 4:1  - eller måske endda lavere (mere jævnbyrdigt). Essentielle fedtsyrer er ligeledes vigtigt for blodtryk, nyrefunktion, blodkoagulation og immunforsvar.

I 1923 da man opdagede hvor vigtige disse fedtsyrer er, omtalte man dem i en periode som F-vitamin. Omega-3 og omega-6 betegnelserne har noget at gøre med opbygningen af den enkelte fedtsyre. Enden på den langkædede fedtsyre-molekyle kaldes for omega. Numrene 3 og 6 angiver ud for hvilket kulstofatom, den første dobbelt-binding er placeret, når man tæller fra enden (altså fra omega). Der findes også omega-7 og omega-9 fedtsyrer, men de er ikke essentielle. Omega-3 og omega-6 skrives også i forkortet udgave som henholdsvis n-3 og n-6.

Hvad er aminosyrer?

Når vi spiser proteinholdig føde som for eksempel et stykke oksekød, bliver kødets protein nedbrudt til aminosyrer i vores fordøjelse. Disse aminosyrer bliver optaget i tarmen. I kroppen bliver aminosyrerne fra kødet sammensat til nye proteiner, som kroppen har brug for. På den måde bliver vi, hvad vi spiser så at sige. Der findes cirka 75 kendte aminosyrer, men kun 20 af disse findes i mennesket. Af disse 20 er otte af aminosyrerne essentielle.
Tingene ser lidt anderledes ud hos børn, ældre personer og folk med sygdomme. Børn kan ikke danne aminosyrerne arginin og histidin i de mængder, de behøver. Derfor er disse to aminosyrer semi-essentielle hos børn. Hos ældre og syge kan kroppens evne til at danne visse aminosyrer i tilstrækkeligt omfang være reduceret. I sådanne situationer bliver adskillige aminosyrer, som normalt betragtes som ikke-essentielle, lige pludselig semi-essentielle.