Mangel på C-vitamin øger risikoen for knogleskørhed
- især hos patienter med inflammatoriske tarmsygdomme
C-vitamin har betydning for knogletætheden, og mangler øger risikoen for at udvikle knogleskørhed. Patienter, der lider af Crohns sygdom, colitis ulcerosa og andre inflammatoriske tarmsygdomme, mangler ofte C-vitamin, og dette øger risikoen for, at de får knogleskørhed. Det er også problematisk, når ellers raske mennesker og især patienter med kroniske tarmsygdomme følger en diæt, som ikke bidrager med nok C-vitamin. For C-vitamin har mange andre funktioner i kroppen, som blandt andet har betydning for immunforsvaret og tarmfloraen. De medfødte gener til at udnytte C-vitamin spiller også en rolle. Det fremgår af et nyt studie fra Poznan University og Human Genetics Polish Academy of Sciences i Polen.
Der er mest fokus på calcium og D-vitamin, hvad angår knoglesundheden. Men der bør også være fokus på C-vitamin, også kaldet ascorbinsyre.
C-vitamin indgår i bindevævskollagen, som har betydning for strukturen i knogler, blodkar, tandkød og hud. C-vitamin har også betydning for omsætningen af kulhydrater, nervesystemet, optagelsen af jern, immunforsvaret og sårheling. C-vitamin fungerer desuden som en vigtig antioxidant, der beskytter celler og kredsløb mod oxidativ stress forårsaget af frie radikaler.
Gode kilder til C-vitamin er kål, broccoli, rød peberfrugt, citrusfrugter, kiwi, bær, nye kartofler, peberrod, spinat, hvidløg og krydderurter. Men det bør understreges, at opbevaring og tilberedning dræner råvarerne for C-vitamin.
I Danmark er RI for voksne sat til 80 mg. Ifølge det nye studie ligger andre anbefalinger på 200 mg eller mere, fordi vi ikke optager det hele. Men hvis den daglige dosis C-vitamin hæves til 1.250 mg vil det medføre, at optagelsen nedsættes med 33 procent.
Til orientering kan de fleste dyr selv producere C-vitamin efter behov, og de kan mangedoble egenproduktionen, når der er infektioner og andre stresstilstande. Derfor er det muligt, at vi tilsvarende kan optage mere C-vitamin, hvis der er behov for det.
Den yderste konsekvens af mangel på C-vitamin er den klassiske mangelsygdom skørbug. Det er også kendt, at mangel på C-vitamin kan medføre træthed, blå mærker, blødende tandkød, jernmangel, nedsat modstandskraft og hjertekarsygdomme.
Forskerne fra Polen har nu sat fokus på, at mangel på C-vitamin kan medføre forandringer i knoglernes ekstracellulære matrix, samt blodkar og sener, som alt i alt forårsager skrøbelige knogler.
Det nye studie er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nutrients.
Sammenhæng mellem C-vitaminmangel, inflammatoriske tarmsygdomme og knogleskørhed
Hos både børn og voksne med inflammatoriske tarmsygdomme har man konstateret, at deres kost ofte indeholder mindre frugt og grønsager, som er gode kilder til C-vitamin.
Samtidig kommer disse patienter lettere i underskud af C-vitamin, fordi sygdommen og den lokale inflammation i sig selv medfører en forringet optagelse.
Det er således påvist, at patienter med inflammatoriske tarmsygdomme har mindre C-vitamin i blodet sammenlignet med raske mennesker. Dette er problematisk, da C-vitamin modvirker oxidativ stress og tilstødende inflammationer.
Manglen på C-vitamin kan også gå ud over knogletætheden med øget risiko for knogleskørhed
På den anden side har en metaanalyse påvist, at et højere indtag af C-vitamin hænger sammen med en større knogletæthed i lårbenshalsen og lændehvirvlerne. Tilsvarende kan et højere indtag af C-vitamin ifølge andre studier reducere risikoen for knogleskørhed med 33 procent.
Som nævnt er RI i Danmark sat til 80 mg. Ifølge FNB (Food and Nutrition Board) er den øvre grænse sat til 2.000 mg. Selvom C-vitamin tåles godt af de fleste, kan højere doser forårsage løs mave, diarre og kvalme. Eventuelle tilskud bør derfor være syreneutrale for at skåne mavetarmslimhinden.
Medicinsk behandling af inflammatoriske tarmsygdomme skader knoglerne
Der bruges forskellige former for medicin i behandling af inflammatoriske tarmsygdomme. Behandling med binyrebarkhormoner, som er ret udbredt, kan blandt andet forringe knogletætheden, ødelægge knoglestrukturen og derigennem øge risikoen for knogleskørhed og knoglebrud. De andre medikamenter kan også være forbundet med bivirkninger, men effekten på knoglerne er mere uklar.
Genetisk baggrund for at mangle C-vitamin
Kroppens forsyning af C-vitamin afhænger som nævnt af kostens indhold. Selve evnen til at optage og udnytte vitaminet har også stor betydning. Dette kan blandt andet afhænge af gener, enzymaktiviteter og kroniske sygdomme. I den nye artikel kommer forfatterne nærmere ind på de proteiner, som transporterer C-vitamin rundt i kroppen, de forskellige antioxidant enzymer og C-vitamins metaboliske processer, som foregår i leveren og nyrerne. Hvis evnen til at udnytte C-vitamin er dårlig, kan det medføre et øget behov, men her mangler der mere forskning.
C-vitamins påvirkning af tarmflora og inflammationer i tarmen
Vores enorme tarmflora består af omkring 10 13 mikroorganismer, som har betydning for fordøjelsen, optagelsen af næringsstoffer, dannelsen af vitaminer, enzymer, mælkesyre og mange andre vigtige stoffer. Mikroorganismerne holder hinanden i skak i en hårfin balance, da visse arter kan forvolde sygdom, hvis de formerer sig for meget eller spredes til områder, hvor de ikke hører hjemme.
Der er kommet et stigende fokus på tarmfloraens betydning for de patienter, som udvikler inflammatoriske tarmsygdomme. Det er påvist, at ubalancer hænger direkte sammen med graden af inflammationer og de autoimmune processer, hvor immunforsvaret angriber slimhinderne i tarmvævet.
På den anden side har det vist sig, at et øget indtag af C-vitamin kan reducere mængde af E. Coli bakterier og stimulere væksten af de gavnlige mælkesyrebakterier Lactobacillus samt Bifidobacterium i tarmen. C-vitamin påvirker også tarmfloraen i en positiv retning hos patienter med pre-diabetes.
Studier afslører, at C-vitamin kan bidrage til af hæmme produktionen af proinflammatoriske cytokiner i tarmen.
Som nævnt har C-vitamin betydning for bindevævskollagen, og det gælder også bindevævet i tarmen. Som antioxidant bidrager C-vitamin til at beskytte det lokale væv mod oxidativ stress.
Konklusion
Ifølge forskerne bag det nye polske studie spiller C-vitamin flere roller i kroppen. C-vitamin har dels en direkte rolle for celler og vævs opbygning og funktion og dels en indirekte rolle som antioxidant og i regulering af gener. C-vitamin har betydning for opbygning af knoglevæv og i forebyggelsen af knogleskørhed.
C-vitamin har særlig stor betydning for patienter, der lider af inflammatoriske tarmsygdomme, da det kan modvirke de lokale inflammationer på tarmslimhinderne. Meget tyder på, at patienter, der lider af inflammatoriske tarmsygdomme, har et øget behov for C-vitamin. Men der mangler stadig mere forskning, hvad angår tilskud og terapeutiske doser.
Andre nyttige råd til sunde knogler
|
Referencer:
Alicja Eea Rataczak et al. Vitamin C Deficiency and the Risk of Osteoporosis in Patients with an Inflammatory Bowel
Disease. Nutrients 2020
Johns Hopkins Medicine. Calciumsupplements may damage the heart. ScienceDaily. 2016
Andrea Rosanoff et al. Essential Nutrient Interactions: Does Low or Suboptimal Magnesium Interact with Vitamin D and/or Calcium status. Advances in Nutrition 2016
Hara Estroff Marano. The Cognitive Benefits of Vitamin C. Psychology Today 2018
https://frida.fooddata.dk/food/lists/parameters/47?page=5#parameter47
Søg mere info...
- Oprettet den .