Skip to main content

Slidgigt giver mange symptomer - og glukosamin hjælper, når kvaliteten er i orden

Slidgigt giver mange symptomer - og glukosamin hjælper, når kvaliteten er i ordenForuden de kendte smerter i i angrebne led, kan slidgigt også medføre nakkesmerter, hovedpine, hold i ryggen, tennisalbue og andre gener, som mange slet ikke er klar over. Derfor er det altid vigtigt at behandle årsagen. Ifølge flere undersøgelser kan glukosamin bremse slidgigten og derigennem også bremse de tilstødende smerter. Man bør desuden vælge glukosamin som lægemiddel og på formen glukosaminsulfat, hvis man ønsker en effekt.

Slidgigt er en folkesygdom, og det antages, at halvdelen over 40 år og at alle over 60 år er mere eller mindre ramt af sygdommen. Der er faktisk mange med sliddigt, som slet ikke har smerter, eller også varierer smerterne i styrke med forværring om vinteren, om morgenen eller ved belastning af det angrebne led.
Da slidgigt med tiden rammer de fleste og kan give forskellige symptomer, er det en fordel at kende mere til sygdommen, og hvordan den kan forebygges eller afhjælpes med glukosamin. En europæisk ekspertgruppe anbefaler nu glukosaminsulfat frem for smertestillende medicin, da glukosamin på sigt fjerner årsagen til sygdommen.

Slidgigt giver mange symptomer

Slidgigt, også kaldet artrose, udvikles over mange år, og ledbrusken forsvinder langsomt, så knogleenderne skurrer mod hinanden. Der, hvor ledbrusken forsvinder, danner knoglevævet udvækster, mens ledbånd og ledkapsler fortykkes, og muskler og sener svækkes.
Da der ikke er nerveforsyning til selve ledbrusken, kommer smerterne fra andre væv som følge af tryk på knogler, inflammationer samt spændinger og infiltrationer.

Slidgigt det ene sted kan forplante sig via fibrøst bindevæv kaldet fascier og give symptomer helt andre steder, som fremgår af følgende:

  • Slidgigt i nakken: nakkesmerter, hovedpine, ansigtssmerter samt armsmerter som frossen skulder, musearm, tennisalbue og seneskedehindebetændelse
  • Slidgigt i ryggen: rygsmerter, hold i ryggen, hekseskud og bensmerter som iskias
  • Slidgigt i hoften: smerter i sædet og benene
  • Slidgigt i knæ: smerter i hofte, ryg eller hovedpine på grund af skæv gang eller holdning

Glukosaminsulfat genopbygger brusk og modvirker inflammationer

Glukosamin består af en aminosyre og sukker(glukose). Glukosaminsulfat er glukosamin tilsat svovl (sulfat), og glukosaminsulfat indgår i forskellige byggestene i ledbrusken. Samtidig hæmmer glukosaminsulfat via enzymprocesser nedbrydning af brusk i led. Det bevirker, at glukosaminsulfat også har en antiinflammatorisk effekt.

Man kan ikke lave forskning på lægemidler og kosttilskud efter samme opskrift

I de sidste år har der været stor uenighed om glukosamins effekt på slidgigt. Denne uenighed skyldes blandt andet fejlagtige fortolkninger af en række metaanalyser, som går ud på at analysere mange studier. I en artikel, som er skrevet af en stor gruppe gigteksperter og forskere i "Current Medical Research and Opinion" fremgår det blandt andet, at der i metaanalyserne ikke er skelnet mellem lægemidler med glukosamin, hvor der stilles strenge krav til indhold og kvalitet, og kosttilskud, hvor der ikke stilles krav, og kvaliteten ofte er elendig.

Det er ikke lige meget hvilken glukosaminform man vælger

For det første er det vigtigt at vælge et glukosamin produkt, hvor kvaliteten er i orden, og her giver lægemidler den største garanti. Det er også vigtigt at skelne mellem forskellige glukosaminformer. Det viser sig nemlig, at glukosaminprodukter baseret på glukosaminhydroklorid ikke har medført samme positive resultater som glukosaminsulfat. Derfor har der i tidens løb været en del forvirring omkring effekten af glukosamin.

Glukosaminsulfat får comeback i ny rapport

I følge en rapport, som er udarbejdet af en økonomisk uafhængig europæisk ekspertgruppe ESCEO (European Society for Clinical and Economic Aspect of Osteoarthritis), bør tilskud med glukosaminsulfat være det første valg i behandlingen af slidgigt frem for smertestillende medicin, der er forbundet med alvorlige bivirkninger og dødsfald. Forskerne fandt også, at glukosaminsulfat hæmmer interleukin-1, der forårsager inflammationer og ledskader.

Vidste du at Glukosaminsulfat både bidrager til at genopbygge brusken og til at hæmme smertefulde inflammationer?

Derfor virker glukosaminsulfat på andet end den lokale slidgigt

Glukosaminsulfat virker på lettere til moderat slidgigt, hvor der stadig er noget brusk tilbage at ”bygge videre på”. Mange oplever desuden, at der er en effekt på andet end den lokale slidgigt. Måske forsvinder hovedpinen eller rygsmerterne, og det skyldes som allerede beskrevet, at slidgigten kan forplante sig til andre dele af kroppen, som derfor nyder godt af, at ledbrusken genopbygges og inflammationerne forsvinder.

Glukosaminsulfat som tilskud og forventet virkning

Glukosaminsulfat produceres især ud fra skaldyr. I de fleste videnskabelige undersøgelser er der anvendt doser på 1.200-1.500 mg. De fleste mærker en smertelindrende eller funktionsforbedrende virkning i løbet af 2-6 uger. Nogle mærker først virkningen efter 3 måneder. Når glukosaminsulfat har en positiv virkning inden for tre måneder, kan det svare sig at fortsætte for at vedligeholde ledbrusken. Hvis der ikke er nogen effekt efter tre måneder, anbefales det sædvanligvis at stoppe med tilskud.
I Danmark er Glukosamin et lægemiddel, som er godkendt til lindring af let til moderat slidgigt i knæet. Men adskillige undersøgelser viser, at Glukosamin (baseret på glukosaminsulfat) også kan lindre andre former for slidgigt. Derfor er det altid et forsøg værd at prøve sig frem. Med mindre man er allergisk over for skaldyr.
I princippet kan man også tage glukosamin i mindre doser, hvis man ønsker en forebyggende effekt. Især hvis man er oppe i årene, der er slidgigt i familien eller man har belastet sine led gennem lang tid.

Man skal tage sig i agt og foretrække lægemidler

Markedet med glukosamintilskud er stort, især på nettet. Men da glukosamin som kosttilskud har resulteret i mangelfuld effekt og misvisende metaanalyser, bør man tage sig i agt og vælge glukosamin som lægemiddel og på formen glukosaminsulfat

 

Godkendelse af lægemidler kræver dokumentation

Lægemidler skal være godkendt af Lægemiddelstyrelsen eller Europa-Kommisionen, før de må sælges i Danmark. Det gælder også for naturlægemidler samt stærke vitamin- og mineralpræparater. Godkendelsen, som går forud for markedsføringstilladelsen, kræver dokumentation for lægemidlets virkning, sikkerhed og kvalitet.

Referencer:

Nelson AE et al.: A systematic review of recommendations and guidelines for the management of osteoarthrititis: The Chronic Osteoarthritis Management Initiative of the U.S Bone and Joint initiative. PubMed 2014

Keld Østergaard. Glukosaminsulfat. Medi-Com 2003

Glucosamine Sulfate vs Glucosamine HCL
https://www.systems4knees.com/knee-pain-solutions/glucosamine-sulfate-vs-glucosamine-hcl-which-works-better

A review of glucosamine for knee osteoarthritis: why patented crystalline glucosamine sulfate should be differentiated from other glucosamines to maximize clinical outcomes - Current Medical Research and Opinion -
http://www.tandfonline.com/doi/full/10.1185/03007995.2016.1154521

www.sundhedsstyrelsen.dk



  • Oprettet den .