Skip to main content

Et højt indtag af B2-vitamin kan reducere migræneanfald

Et højt indtag af B2-vitamin kan reducere migræneanfaldHvis indtaget af B2-vitamin gennem kosten er omkring det dobbelte i forhold til de officielle anbefalinger, medfører det signifikant færre tilfælde af migræneanfald. Det fremgår af et nyt studie, som er publiceret i Neurology. Tidligere studier viser også, at større tilskud med B2-vitamin har en positiv effekt. Man skal desuden være opmærksom på de faktorer, der forringer udnyttelsen af B2-vitamin.

Migræne, der rammer alle aldersklasser, optræder som en halvsidig dunkende hovedpine. Smerterne ledsages ofte af kvalme, opkastninger og lysfølsomhed. Hovedpinen varer fra få timer til tre døgn. Man ved, at de store blodkar uden på hjernen udvider sig under et migræneanfald, og det er sandsynligvis denne udvidelse, der fremkalder smerten. Ikke desto mindre er det en ændret elektrisk aktivitet i hjernecellerne, der får anfaldet til at starte og stoppe. Det tyder også på, at migræne kan skyldes dysfunktioner i cellernes kraftværker, som hedder mitokondrier.

  • Migræne rammer cirka 15 % af befolkningen, og op til hvert ottende barn.
  • Sygdommen regnes for at være årsag til omkring en million tabte arbejdsdage og skoledage om året.

Migrænepatienter behøver mere B2-vitamin (riboflavin)

B2-vitamin, der også kaldes for riboflavin, findes især i lever, kød, mejeriprodukter, æg samt fuldkorn, bælgplanter, nødder, kerner og grønsager. B2-vitamin har blandt andet betydning for nervesystemet og cellernes energiomsætning, som foregår i mitokondrierne.
Anbefalet daglig dosis, der nu kaldes for RI (referenceindtag), er 1,4 mg i Danmark og lidt lavere i USA. Voksne, som indtager omkring det dobbelte, svarende til 2,87 mg gennem føden, har en reduceret risiko for at få migræneanfald på 27 % i forhold til voksne, der får 1,4 mg eller mindre. Det fremgår af et amerikansk studie, hvor forskerne så nærmere på kostvanerne hos 3.634 deltagere mellem 20-50 år, hvoraf 884 rapporterede, at de led af voldsom migræne.
Forskerne bag det nye studie, som forløb over tre måneder, indhentede deres data fra et større studie, NHANES (National Health and Nutrition).
Det viste sig, at de fleste deltagere fik nok B2-vitamin gennem kosten i forhold til de officielle anbefalinger. Men ifølge forskerne tyder det på, at migrænepatienter kan have en øget behov.
Det nye studie er publiceret i Neurology.
Det bør desuden tilføjes, at selvom man for så vidt får nok B2-vitamin gennem kosten, kan mangler og dårlig udnyttelse af vitaminet forårsages af stress, alkoholmisbrug, overforbrug af sukker, kaffe og andre stimulanser samt p-piller, nervemedicin og vanddrivende medicin.

  • Da B2-vitamin er vandopløseligt, og et overskud udskilles med urinen, kan man ikke blive forgiftet.
  • Høje doser forårsager meget gul urin, som er harmløst.

Tilskud med større mængder B2-vitamin kan forebygge migræne

For det første bør man få en del B2-vitamin gennem en sund og varieret koste. Som migrænepatient kan man også overveje større tilskud. For ifølge en anden artikel, som er publiceret online i StatPearls, kan tilskud med 400 mg B2-vitamin om dagen have en positiv effekt i forebyggelsen af migræne hos voksne. Denne dosis skal dog tages i mindst tre måneder for at give gode resultater.
Forskerne henviser samtidig til, at migræne kan skyldes defekter i mitokondrierne, og B2-vitamin har netop betydning for den såkaldte elektrontransportkæde i mitokondrierne, hvor madens kalorier omdannes til kemisk lagret energi i form af ATP. Det betyder med andre ord, at defekter i mitokondrierne kan give en øget behov for B2-vitamin.
Til orientering har coenzymet Q10 også betydning for elektrontransportkæden i mitokondrierne og at ATP kan spaltes, så energien frigives. I denne forbindelse viser anden forskning, at tilskud med større doser Q10 ligeledes kan have en positiv effekt.
B2-vitamin og Q10 fungerer desuden som antioxidanter, der beskytter celler og mitokondrier mod oxidativ stress forårsaget af frie radikaler.

I den næste artikel på denne hjemmeside kan du læse mere om, hvordan tilskud med Q10 også kan lindre migræne, og hvordan forskerne har fundet de nærmere mekanismer.

Referencer:

Mitchel L. Zoler. Moderately high dietary riboflavin linked to fewer migraines. Neurology 2019

Navid Mahabadi et al. Riboflavin Deficiency. StatPearls. 2019

http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/migraene.htm

Pernille Lund. Q10 – fra helsekost til epokegørende medicin. Ny Videnskab 2014

  • Oprettet den .