Lægemiddel mod diabetes 2 er hyppig årsag til mangel på B12-vitamin
- som kan medføre alvorlige fysiske og psykisk sygdomme
Nyere undersøgelser afslører, at omkring 20 % af de, der tager metformin mod diabetes 2, har mangel på B12-vitamin eller er på grænsen til at få det. Mangel på B12-vitamin kan give anæmi, øget risiko for knogleskørhed samt symptomer fra nervesystemet, der blandt andet ligner aldringsprocesser. Det ser samtidig ud, til at ændringer i livsstil har en bedre effekt på blodsukkeret.
Diabetes 2 breder sig som en epidemi, og mange behandles med metformin. Almindelige bivirkninger er nedsat appetit, diarre, kvalme, mavesmerter og smagsforstyrrelser. Ved langtidsbehandling over flere år er der en øget risiko for mangel på B12-vitamin, som der bør kompenseres for gennem tilskud.
B12-vitamin har mange livsvigtige funktioner
B12-vitamin har betydning for cellernes energiomsætning, og det arbejder sammen med folinsyre i dannelsen af røde blodlegemer. B12-vitamin omdanner homocystein til methionin og S-adenosylmethionine (SAMe), som er involveret i immunsystemet, nerveimpulser og den mentale balance. B12 vitamin bidrager til at danne myelinskeden, som beskytter og isolerer nerverne, nærmest som den yderste plastik på en ledning.
Hvad er symptomerne på B12-vitaminmangel?
Mangel på B12-vitamin er som regel flere år om at udvikle sig, og symptomerne er ofte svære at gennemskue, hvis man bare føler sig træt og dårlig tilpas eller som led i et større sygdomsbillede. Her skal især nævnes:
- Blodmangel og ledsagende træthed, hjertebanken, hjertekrampe eller andre symptomer, fordi cellerne mangler ilt.
- Dårlig hukommelse, mental sløvhed, demens og muskelsvækkelse, der ofte forbindes med aldringsprocesser uden den rette behandling.
- Perniciøs anæmi grundet mangel på proteinet intrincic factor, der sørger for optagelsen af B12 vitaminet.
- Øget risiko for knogleskørhed og Alzheimers
B-12 vitamin og knogler
Et nyere studie har afsløret, at ældre kvinder med et lavt B12-vitaminniveau hurtigere mister knoglemasse i hofterne, hvilket er et tegn på knogleskørhed. En metaanalyse har tilmed afsløret, at man ved at øge B12-vitaminniveauet hos ældre kan reducere deres risiko for knoglebrud.
B12-vitamin reducerer risikoen for Alzheimers og andre neurologiske sygdomme
B12-vitaminet er kendt for dets indflydelse på nervesystemet. Ifølge et mindre finsk studie, publiceret i Neurology, har mennesker, som indtager en føde rig på B12-vitamin, en mindre risiko for at udvikle Alzheimers på deres ældre dage.
Metformin og mangel på B12-virtamin
Forskere fra Albert Einstein College of Medicine i New York har analyseret forskellige data for at afklare, hvordan behandling med metformin påvirker B12-vitaminniveauet.
Diverse data inkluderede deltagere, der havde taget metformin daglig og en placebogruppe. De to gruppers B12-vitaminniveauer blev målt efter 5 og 13 år. Der var signifikante forskelle, idet metformingruppen havde det laveste niveau af B12-vitamin. Omkring 20 procent i metformingruppen havde mangel på B12-vitamin eller var på grænsen til at få det sammenlignet med placebogruppen, hvor det kun var 10 procent. Der var desuden flere i metformingruppen, der havde anæmi, hvilket sættes i forbindelse med B12-vitaminmangel.
I henhold til undersøgelsen og indlægssedler i metforminpræparater anbefales det at få målt sit niveau af B12-vitamin mindst hvert andet år. Det vil også være oplagt at kombinere metformin med B12-vitamintilskud, for at forebygge mangler.
Ikke desto mindre afslører undersøgelsen, at mangel på B12-vitamin er ret udbredt og kan skyldes andet end metformin.
Kilder til B12-vitamin og andre årsager til mangler
Selvom vi godt kan danne B-12 vitamin i en sund tarmflora, er den primære kilde som regel fra kød, fisk, æg og mejeriprodukter. Det betyder samtidig, at vegetarer og veganere lettere kommer i underskud.
Det er generelt vanskeligere at optage B12-vitaminet fra kost og tilskud, og evnen forringes med alderen og ved for lidt mavesyre. Desuden kan nævnes overforbrug af alkohol, nedsat evne til at lagre vitaminet i leveren samt østrogener, p-piller, sovepiller og længere tids brug af flere andre lægemidler.
Mangel på B12-vitamin er udbredt
Ifølge U.S. Framingham studiet mangler 9 procent af den almene befolkning B12-vitamin, mens 16 procent er på grænsen. Det siges ofte, at mangel på B12-vitamin er mest udbredt blandt ældre, fordi de ikke producerer nok mavesyre og tager mere medicin. Men i henhold til Framingham studiet var der også mange unge med mangel.
Blodprøver og diagnose
B12-vitaminmangel kan afsløres gennem en blodprøve. Mangel på B12-vitamin optræder ofte sammen med mangel på folinsyre og forhøjet homocystein.
Tilskud og indsprøjtninger
Man får den bedste udnyttelse af tilskud med B12-vitamin, når der er nok mavesyre. Tilskud bør som regel indtages med folinsyre og andre B-vitaminer, som arbejder tæt sammen med B-12 vitamin. Tilskud bør desuden tages adskilt fra syreneutraliserende medicin og andre syreneutraliserende emner som natron. I visse tilfælde, som ved perniciøs anæmi, bør B12-vitamin gives som indsprøjtninger.
Metformin kontra ændring af livsstil ved diabetes
Forskerne, der fandt, at metformin er hyppig årsag til mangel på B12-vitamin, hentede blandt andet data fra et studie kaldet Diabetes Prevention Program study. Dette studie afslørede også, at enkelte ændringer i livsstilen var mere effektivt end metformin, hvad angår forebyggelse eller udvikling af diabetessymptomer. Efter det treårige studie havde de, der udførte moderat motion omkring 15 minutter om dagen, reduceret risikoen for at udvikle diabetes med hele 58 procent i forhold til placebogruppen. Og de, der tog metformin, havde kun 31 procent lavere risiko for at udvikle sygdommen.
Det er kendt, at usund kost, mangel på motion og en stor livvidde øger risikoen for diabetes2. Og nogle gange skal der ikke de store ændringer til, før det gør en mærkbar forskel på blodsukkeret og helbredet.
Referencer:
Vanita R Aroda et al. Long-Term Metformin Use and Vitamin B12 Deficiency in the Diabetes Prevention Program Outcomes Study. Endocrine Society 2016
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23509616
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/?term=Stone+K+Journal+of+Clinical+Endocrinology+and+Metabolism+2004
http://umm.edu/health/medical/altmed/supplement/vitamin-b12-cobalamin
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20956786
http://pro.medicin.dk/Medicin/Praeparater/6396
- Oprettet den .