Kan Q10 tilskud forebygge migræne?
Undersøgelser har vist, at folk med tilbagevendende migræne kan have gavn af at tage tilskud med det vitamin-beslægtede stof, coenzym Q10.
Migræne kan skyldes mange ting, og der findes ikke nogen egentlig kur. Der er en række forskellige medikamenter, som kan anvendes som behandling ved migræneanfald, og desuden findes der visse præparater, som bliver anvendt til at mindske styrken eller hyppigheden af migræneanfaldene. Flere og flere migræne-patienter viser imidlertid interesse for naturlige måder at reducere antallet af migræneanfald på, og en ting, som har vakt stor opsigt blandt forskere, er det vitaminbeslægtede stof coenzym Q10.
Mitokondrie-dysfunktion
Coenzym Q10 (eller bare Q10) er ret beset en slags "tændrør", der styrer energiomsætningen i alle celler i kroppen. Denne proces finder sted inde i nogle små "kraftværker", der hedder mitokondrier. Der er faktisk visse forskere, som kæder migræne sammen med mitokondrie-dysfunktion (altså dårligt fungerende mitokondrier) og af den grund stiller det meget relevante spørgsmål: Kan der være en sammenhæng imellem lavt Q10-indhold i cellerne og øget risiko for migræne?
Færre dage med migræne
I 2002 startede en gruppe forskere fra Thomas Jefferson University i Philadelphia (USA) en undersøgelse1 for at se, om tilskud af Q10 kunne hjælpe en gruppe bestående af 32 migrænepatienter. Undersøgelsen var åben forstået på den måde, at der ikke var en placebo-gruppe. Hver deltager fik 150 mg Q10 dagligt i tre måneder, og da undersøgelsen var slut, var der hos 61% af deltagerne sket mere end en halvering af antallet af dage med migræne. Selvom dette naturligvis var et opløftende resultat, var man nødt til at lave mere forskning for at udelukke, at der var tale om tilfældigheder.
Halvt så mange anfald
En schweizisk-belgisk undersøgelse med 42 migrænepatienter blev efterfølgende udført, og den gav et mere brugbart indtryk. Forsøgsdeltagerne, hvoraf 81% var kvinder, havde en gennemsnitsalder på 39 år og havde i gennemsnit haft 4-5 migræneanfald om måneden. Samtlige forsøgspersoner blev inddelt tilfældigt i grupper, der i tre måneder enten fik 300 mg Q10 dagligt eller placebo.
Efter de tre måneder var gået, var der hos 48% af patienterne i Q10-gruppen sket en reduktion i antallet af migræneanfald på over 50% sammenlignet med kun 14% i placebogruppen. Desuden havde Q10-behandlingen medført en signifikant reduktion i antallet af dage med hovedpine, kvalme og opkastning. I begge de beskrevne undersøgelser tålte forsøgspersonerne Q10-behandlingen godt, og der var ingen tegn på bivirkninger af nogen art.
Også nyttigt til unge
De yngre er også udsat for migræne, og forskere har set på, hvordan Q10-behandling kan hjælpe denne aldersgruppe. I en undersøgelse3 af 120 børn og unge med migræne indelte forskerne forsøgsdeltagerne tilfældigt i to grupper. En gruppe fik 100 mg Q10 dagligt, og den anden gruppe fik placebo. Undersøgelsen strakte sig over 224 dage, og der var tale om et dobbelt-blindt overkrydsningsforsøg, hvilket vil sige, at man bytter om på de to grupper halvvejs igennem forsøget.
Ved overkrydsnings-tidspunktet havde forskerne indsamlet data fra 76 patienter, og 50 patienter blev analyseret ved undersøgelsens afslutning med hensyn til generel forbedring af hovedpinesymptomer samt i hvilken grad hovedpinen besværliggjorde dagligdagen for deltagerne. Sammenlignet med placebogruppen var der i Q10-gruppen markant færre hovedpiner i de første fire uger af undersøgelsen baseret på subjektive vurderinger. Dette tyder på, at Q10 kan give hurtig forbedring af hovedpinesymptomer.
Kilde:
Cephalagia 2002;22:137-41
Neurology 2005;64:713-5
Cephalagia 2011, June;31(8):897-905
- Oprettet den .