Pycnogenol mildner og forkorter forkølelsen
En ny pilotundersøgelse har vist, at bark-ekstraktet pycnogenol alene, men endnu bedre sammen med C-vitamin og zink er i stand til at forkorte varigheden af en forkølelse og mildne ubehaget og herunder en række af de klassiske symptomer, der oftest ledsager infektionen.
Undersøgelsen som blev udført i Italien af Dr. Belcaro og kolleger, blev inddelt i to faser. I den første fase fulgte forskerne en gruppe på 73 raske frivillige uden en fortid med alvorlig sygdom. Ved de første tegn på en forkølelse fik 40 af de frivillige 50 mg pycnogenol to gange daglig, mens de resterende 33 anvendte ikke-receptpligtig medicin.
Fase 1 resultater
Denne del af undersøgelsen viste, at pycnogenol som enkeltmiddel gav et signifikant bedre resultat end kontrolgruppens. Især var pycnogenol i stand til at forkorte forkølelsens varighed.
I fase to deltog 196 frivillige med forkølelse. De blev inddelt i tre grupper som hver fik sin egen kombination af kosttilskud i fem dage eller længere.
Gruppe 1 fik 50 mg pycnogenol to gange daglig samt 100 mg C-vitamin to gange daglig
Gruppe 2 fik 50 mg pycnogenol to gange daglig samt 30 mg zink fra zinkgluconat
Gruppe 3 fik kombinationen af pycnogenol, C-vitamin og zink
Fase 2 resultater
Fase to viste, at gruppe 3, som fik kombinationen klarede sig bedst, idet de tre ingredienser havde en synergisk effekt som lindrede symptomerne og forkortede sygdommen fra 7 dage som var det gennemsnitlige antal sygedage til kun fire sygedage.
Også de andre grupper klarede sig bedre end kontrolgruppen med hensyn til at mildne forkølelsens symptomer, som var løbende næse, stoppet næse, ondt i halsen, nysen, temperaturforhøjelse, hoste og generelt ubehag.
Alle ingredienser har i tidligere undersøgelser vist sig effektive mod forkølelse, selv om resultaterne for C-vitamin og zink har været blandede.
Pycnogenol
Pycnogenol der udvindes af barken fra Fransk strandfyr indeholder en blanding af procyanidiner, flavonoider og organiske syrer. Pycnogenol har i en lang række mindre undersøgelser vist sig effektivt mod en ligeledes lang stribe af lidelser, der omfatter hjerte-karsygdom, ledsygdom, kognitive problemer, øjensygdomme, høfeber, gener fra PMS- og klimakteriet, tinnitus og gener fra hæmorrider.
C-vitamin
Selv om tidligere resultater med C-vitamin mod forkølelse har været modstridende, så viste data fra fem undersøgelser med 598 marathonløbere, skiløbere og soldater på øvelse i et arktisk klima, at risikoen for forkølelse blev reduceret med 52% med et tilskud på 200 mg C-vitamin dagligt eller mere.
Zink
De gunstige resultater af zink mod forkølelse understøttes af en lang række videnskabelige placebokontrollerede undersøgelser. De 30 mg zink der blev anvendt i denne undersøgelse er dog også ganske høj.
Ref.
Belcaro G, et al. The common cold winter study: effects of Pycnogenol on signs, symptoms, complications and costs. Otorinolaringologia 2013;63(3):151-61.
- Oprettet den .