Skip to main content

Under graviditeten er fostrets udvikling totalt afhængig af moderens selenstatus

Under graviditeten er fostrets udvikling totalt afhængig af moderens selenstatusBehovet for sporstoffet selen stiger under graviditet og amning, da det indgår i en række proteiner, som har en særlig opbyggende rolle, samt en række antioxidanter, der beskytter barnets organer og væv. I en ny oversigtsartikel, som er publiceret i Nutrients, fremgår det, at mangel på selen under graviditeten blandt andet kan medføre oxidativ stress, væksthæmning og en lav fødselsvægt. Dette kan på sigt få konsekvenser for barnets udvikling, kognitive færdigheder og helbred. Forfatterne kommer desuden ind på, at mødres alkoholmisbrug får større helbredsmæssige konsekvenser ved selenmangel. Det er samtidig problematisk, at selenmangel er udbredt i Europa og andre dele af verden.

Gravides og ammendes indtagelse af næringsstoffer kan påvirke barnets udvikling og sundhed resten af livet. Et af de vigtigste næringsstoffer er sporstoffet selen, som indgår i omkring 25 selenafhængige proteiner med betydning for energiomsætningen, proteinsyntesen, hormonbalancen, stofskiftet og en række andre funktioner. De selenholdige proteiner har i det hele taget en særlig opbyggende rolle under graviditeten, herunder udvikling af fostrets hjerne, andre organer og væv.
Selenholdige antioxidanter som GPX´er beskytter samtidig moderkagen og fostret mod ødelæggende oxidativ stress, hvor der er en ubalance mellem frie radikaler og antioxidanter. Vi danner alle frie radikaler som et biprodukt fra iltomsætningen, og mængden øges blandt andet under graviditet, tobaksrygning og alkoholmisbrug.
Da et foster er særlig sårbart over for oxidativ stress, gælder det derfor om at være dækket ind med antioxidanter som selen.
Det viser sig desuden, at selenmængden i livmoderen øges i slutningen af graviditeten, grundet det øgede behov. Derfor har babyer, der fødes til tiden, normalt større selenreserver end babyer, der fødes for tidligt. Ikke desto mindre er reserverne ret lave, og den nyfødte har brug for mere selen via modermælken.

Selemangel og oxidativ stress skader fostrets udvikling

Studier på dyr har afsløret, at mangel på selen og oxidativ stress under graviditeten kan forvolde alvorlige forstyrrelser af fostrets udvikling, hvilket kan føre til nedsat vækst, abnorm udvikling af væv og abnorme metaboliske ubalancer.
Det er tidligere påvist, at mangel på selen øger risikoen for ufrugtbarhed, ovariecyster og kronisk inflammation i livmoder eller bryster. Hos gravide kan selenmangel medføre skader på fostrets hjerte og muskler, spontan abort, at barnet er dødfødt samt øget risiko for infektioner hos mor og den nyfødte.

Selen og alkoholmisbrug

I den nye oversigtsartikel kommer forfatterne nærmere ind på, at alkoholmisbrug kan føre til alvorlige leverskader og metaboliske ubalancer som medfødt føtalt alkoholsyndrom (FAS), hvor fostret har specielle ansigtstræk, hæmmet vækst og hjerneskade. Der er dog kun få studier, som har afdækket selenbalancen hos gravide og deres fostre under påvirkning af alkohol. Men man har observeret lave værdier af de selenholdige antioxidanter GPX´er i væv fra fostre, der fødes med føtalt alkoholsyndrom.
Forskerne kommer derfor ind på, at tilskud med selen under graviditeten til en vis grad kan beskytte afkommet mod de oxidative skader, som er provokeret af alkohol (ethanol).
Det bedste er selvfølgelig, at gravide og ammende helt undgår at drikke alkohol, da det er et organisk opløsningsmiddel, som påvirker alle organer og udviklingsprocesser. Og skadevirkningerne er naturligvis større, desto mere alkohol moderen har indtaget gennem graviditeten.
Den nye oversigtsartikel er publiceret i Nutrients.

Selenkilder, udbredt mangel og letoptagelige tilskud

Selen findes især i fisk, skaldyr, indmad, æg, mejeriprodukter, paranødder og grønne grønsager. Men jorden i Europa, herunder Danmark, er generelt fattig på selen. Det afspejler sig i afgrøderne og hele fødekæden. Derfor har landmænd i årtier givet deres husdyr tilskud, hvilket også er af hensyn til dyrenes fertilitet.
De officielle anbefalinger, RI, er sat til 55 mikrogram om dagen. Ifølge den nye oversigtsartikel har gravide brug for 65 mikrogram om dagen, og ammende har brug for 75 mikrogram om dagen. Men andre studier tyder på, at vi gerne skal have omkring 100 mikrogram om dagen for at mætte selenoprotein P, der bruges som markør for kroppens selenstatus.
Tilskud med selengær, der indeholder mange forskellige selenoproteiner, giver en større lighed med selenvariationen i selenrig kost.
På markedet findes der et kombineret kosttilskud til gravide, som også indeholder selengær.

Tilskud med selengær bidrager til en sund graviditet på flere fronter

Adskillige studier på mennesker og dyr har efterhånden vist, at selen har betydning for fertiliteten, fosterudviklingen, og at afkommet fødes til tiden.
Et studie, som er publiceret i Journal of Obstetrics and Gynaecology, har for eksempel vist, at tilskud med 100 mikrogram selengær til gravide fra 1. trimester og ind til fødslen kan reducere risikoen for præeklampsi, fosterhindebrist og for tidlig fødsel.

Referencer:

Maria Luisa Ojeda et al. Fetal Programming Is Deeply Related to Maternal Selenium Status and Oxidative Balance; Experimental Offspring Health Repercussions. Nutrients 2021

Pol Solé-Navais et al. Maternal Dietary Selenium Intake during Pregnancy is Associated with Higher Birth Weight and Lower Risk of Small for Gestational Age Births in the Norwegian Mother, Father and Child Cohort study. Nutrients. December 2020

Hilten T Mistry et al. Selenium in reproductive health. Journal of Obstetrics and Gynaecology. 2011

Fatemeh Tara et al. Selenium supplementation and premature (pre-labor) rupture of membranes: a randomized double-blind placebo-controlled trial. Journal of Obstetrics and Gynaecology. 2010

Jones GD et al. Selenium deficiency risk predicted to increase under future climate change. Proceedings of the National Academy of Sciences 2017

Danmarks Jordbrugsforskning. Selen anvendelse i dansk landbrug. 2006


  • Oprettet den .