Mangel på C-vitamin kan forværre udvikling af paradentose

Mangel på C-vitamin kan forværre udvikling af paradentosePå verdensplan er paradentose den førende årsag til, at tænderne falder ud. Hverken forebyggelse eller behandling er optimal, dels fordi store befolkningsgrupper mangler gode vaner til vedligeholdelse af tænderne, og dels fordi det er dyrt at gå til tandlægen. Derfor har en gruppe forskere fra Australien nu set nærmere på C-vitamins betydning for tandsundheden, og hvor vigtigt det er at få nok C-vitamin gennem kost eller tilskud. Du kan også læse mere om et andet vigtigt stof i forebyggelsen af paradentose.

Paradentose, der udvikles over flere stadier, begynder med en inflammation i tandens bindevæv og den knogle, som tandroden sidder fast i. Tilstanden skyldes belægninger (plak) og tandsten (forkalket plak) ved tandkødsranden, hvor skadelige bakterier danner vævsnedbrydende enzymer. Der kan efterhånden udvikles en kronisk inflammation i tandkødslommen, og tandkødet bløder let. Med tiden bliver tandkødslommerne dybere, og knoglen, som tandroden sidder fast i, bliver porøs. Når processen når det fjerde stadie, er der fare for at tanden mister sit fæste, bliver løs og falder ud.
Da paradentose er forbundet med en kronisk inflammation, er det generelt skadeligt for helbredet, fordi kroppen påvirkes af for mange frie radikaler. Der kan også overføres skadelige bakterier fra det syge tandkød til blodbanen. Dette øger blandt andet risikoen for hjerte-karsygdomme. Derfor er det så vigtigt at forebygge paradentose eller i det mindste få den under kontrol.

Rygning, nedsat immunforsvar, diabetes, mundtørhed og aldringsprocesser øger risikoen for at få paradentose.

C-vitamin har flere funktioner, som også gavner tandsundheden

C-vitamin indgår i bindevævets kollagen, som har betydning for strukturen i tandkød, knogler, blodkar og hud. C-vitamin har også betydning for immunforsvar og sårheling. C-vitamin fungerer desuden som en vigtig antioxidant, der beskytter celler mod frie radikaler.
De fleste dyr kan selv danne C-vitamin efter behov, men mennesker, aber, flagermus og enkelte andre arter har mistet denne evne under evolutionen. Vi må derfor have tilført vitaminet gennem kosten, hvor gode kilder er grønsager som kål, broccoli, rød peberfrugt, citrusfrugter, kiwi, bær, kartofler, tomater, peberrod, spinat og krydderurter. Men det bør understreges, at opbevaring og tilberedning dræner råvarerne for C-vitamin.
Den yderste konsekvens af mangel på C-vitamin er den klassiske mangelsygdom skørbug, hvor symptomerne inkluderer træthed, blødende tandkød, tab af tænder, infektioner, indre blødninger, delirium og død. Selvom skørbug anses for udryddet i moderne populationer ser det ud til, at sygdommen er begyndt at komme tilbage. Man taler også om subklinisk skørbug, som typisk omhandler træthed, blødende tandkød, blå mærker og nedsat modstandskraft.
De australske forskere har derfor set nærmere på C-vitamins rolle for tandsundheden, og det nye studie foregik på en paradentoseklinik, inden der blev lukket ned på grund af COVID-19. Der deltog 20 patienter med paradentose, hvoraf de fleste havde paradentose i stadie 3 eller 4. Flere havde desuden andre sygdomme som forhøjet blodtryk og diabetes
På klinikken blev der foretaget blodprøver for at måle patienternes niveau af C-vitamin samt C-reaktivt protein (CRP), som er markør for inflammation.
Studiet afslørede, at seks af patienterne havde niveauer af C-vitamin i blodet, som lå på et uacceptabelt niveau under de normale værdier. De fleste med lave niveauer af C-vitamin i blodet havde også et forhøjet niveau af CRP. Alt i alt hang patienternes lave niveau af C-vitamin i blodet sammen med øget systemisk inflammation og en mere aggressiv udvikling af paradentosen.
Forskerne påpeger derfor, at paradentosepatienter bør testes for C-vitamin, især hvis der er andre tegn på subklinisk skørbug, og hvis tandkødet ikke heler godt nok efter behandling.
Det nye studie er publiceret i Nutrients.
Selvom forskerne efterlyser større studier, som kan afsløre sammenhængen mellem C-vitamin og paradentose, har vi under alle omstændigheder brug for at få nok af dette livsvigtige vitamin, som har mange andre funktioner i kroppen.

Hvordan får vi nok C-vitamin – og hvad forårsager mangler?

Som nævnt er frugt og grøntsager er gode kilder til C-vitamin, og hvis man følger de officielle kostanbefalinger skulle det være nemt at blive dækket ind. Men det bør tilføjes, at tobaksrygning, kroniske sygdomme, stress, aldringsprocesser, forgiftninger, læsioner og et stort forbrug af alkohol og andre rusmidler i sig selv øge behovet.
Det gælder også et stort indtag af sukker. Det skyldes, at sukker og C-vitamin konkurrerer om de samme kanaler, der fører ind i cellerne. Jo højere sukkerindtaget er, jo mere kan virkningen af C-vitamin reduceres.
Særlig udsatte grupper kan eventuelt indtage mere C-vitamin end de gældende retningslinjer, RI, som ligger på 80 mg for voksne og børn over 11 år.
Deciderede tilskud med C-vitamin indeholder som regel 500-750 mg. Her kan det svare sig at vælge syreneutrale tilskud, som skåner maven.

Lille regnestykke

Til eksempel skal man spise omkring 12 appelsiner eller 53 æbler for at få den samme mængde C-vitamin, som er i en tablet på 750 mg.

Paradentose og Q10

Q10 er et coenzym, som har betydning for cellernes energiomsætning og som antioxidant. Vi danner selv det meste, men egenproduktionen daler gradvist fra 20-årsalderen. Egenproduktionen hæmmes også af visse sygdomme og kolesterolsænkende medicin, statiner.
Adskillige studier har afsløret, at patienter med paradentose mangler Q10 i deres tandkød, og at tilskud med Q10 kan have en positiv indflydelse på den frygtede sygdom. Da vi har svært ved at optage Q10, er det vigtigt at vælge et produkt af en høj kvalitet.

I forebyggelsen af paradentose er det også vigtigt med grundig tandhygiejne efter hvert måltid, og at tandlægen regelmæssigt fjerner plak.

Referencer:

Molly-Rose Munday et al. A Pilot Study Examining Vitamin C Levels in Periodontal Patients. Nutrients 2020

William V. Cody. Coenzyme Q10. An Insider´s Guide. Ny Videnskab 2018

https://netdoktor.dk/sygdomme/fakta/parodontose.htm