Mangel på D-vitamin under graviditeten øger risikoen for at barnet får ADHD

Mangel på D-vitamin under graviditeten øger risikoen for at barnet får ADHDAntallet af børn og unge med ADHD er eksploderet gennem det sidste årti, og det har mange menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser. En væsentlig årsag kan være den udbredte mangel på D-vitamin. Det fremgår af et studie fra Turku Universitet i Finland. Det er samtidig problematisk, at der advares mod solen uden henvisninger til, hvordan vi ellers får nok D-vitamin hele året. Det er også problematisk, at mange gravide ikke tager de anbefalede tilskud hele året.

Sammenlignet med år 2.000 får mere end ti gange så mange danskere i dag diagnosen ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder), hvor uopmærksomhed, overaktivitet og impulsivitet er nøgleord. Der er desuden mange, som har svært ved at sove. Over halvdelen, som diagnosticeres med ADHD i barndommen, fortsætter med at have sygdommen i voksenalderen. Ofte følger der andre neurologiske sygdomme med som angst, depression og skizofreni samt alkohol- eller stofmisbrug. Selvom 80 procent af ADHD-tilfældene tilskrives arvelige faktorer, kan det ikke forklare den voldsomme stigning, da vores gener ikke kan ændre sig sådan på få årtier. Der er altså faktorer i kosten og miljøet, som fremmer sygdommen.

D-vitamin har stor betydning for fostrets udvikling

De fleste af kroppens celler har receptorer for D-vitamin (VDR), som regulerer en række gener og et utal af biokemiske processer. Det gælder også processer i hjernens neuroner, gliaceller og celler i hipocampus. Gennem de sidste årtier er der udført adskillige undersøgelser, som viser sammenhængen mellem D-vitamin og hjernesundhed.
D-vitamin har blandt andet indflydelse på hjernens udvikling og funktion via en række endokrine processer som inkluderer neurotransmittere, cellesignalering, cytokinregulering, calciumbalancen, stresshormoner, antioxidantaktivitet og hæmning af uhensigtsmæssige inflammationer.
Derfor kan mangel på D-vitamin og ledsagende dysfunktioner i forbindelse med hjernens udvikling under fostertilværelsen og de første leveår have uheldige neuropsykiatriske konsekvenser. Der bør samtidig tilføjes, at hjernen naturligvis har brug for D-vitamin hele livet.

Det nye studie: Mangel på D-vitamin er stadig et globalt problem

Det nye finske studie er det første befolkningsstudie, som viser en sammenhæng mellem moderens lave indhold af D-vitamin i blodet fra begyndelsen til midt i graviditeten og barnets risiko for at udvikle ADHD.
Studiet inkluderede 1.067 børn med ADHD, som var født mellem 1998 og 1999, og de blev sammenlignet med en matchende kontrolgruppe. Diverse data blev indhentet fra blodprøver og før de nationale anbefalinger om at gravide bør indtage tilskud med 10 mikrogram D-vitamin hver dag hele året.
Studiet afslørede, at et lavt indhold af D-vitamin i blodet under graviditeten hænger sammen med en øget risiko for, at barnet udvikler ADHD.
Ifølge den førende forsker bag studiet, professor Andre Sourander, er mangel på D-vitamin stadig et globalt problem. I Finland er der for eksempel mange gravide blandt forskellige grupper af immigranter, som ikke indtager nok D-vitamin.
Da ADHD er en af de mest almindelige kroniske sygdomme hos børn og unge, kan studiets resultater ifølge Andre Sourander have en stor indflydelse på folkesundheden.
Studiet er en del af et større forskningsprojekt, der skal afsløre sammenhængen mellem moderens helbred under graviditeten og risikoen for, at barnet udvikler ADHD. Formålet er således at indhente ny viden og indføre nye tiltag, som kan forebygge sygdommen.
Studiet er udført i samarbejde med forskere fra Turku Universitetet i Finland og Columbia Universitetet i New York. Studiet er publiceret i Journal of the American Academy of Child & Adolescent Psychiatry.

  • ADHD behandles ofte med det amfetaminlignende stof Ritalin
  • Ritalin sælges også på det sorte marked som narko.
  • Ritalin påvirker dopaminstofskiftet i hjernen, og flere eksperter er bekymrede for alvorlige bivirkninger i hjernen efter flere års behandling med stoffet.

Mere fokus på D-vitamin og tilskud til gravide

Selvom de danske Sundhedsmyndigheder også anbefaler, at gravide tager tilskud med 10 mikrogram D-vitamin om dagen, ser det alligevel ud til, at mange gravide glemmer det og ikke er konsekvente med at tage tilskud. Desuden har overvægtige og diabetikere i forvejen et øget behov.
Det kan derfor være en fordel, hvis den gravide får målt sin status af D-vitamin – og især om vinteren og om foråret, hvor risikoen for mangler er størst.

  • Mange børn med ADHD får en dårlig skolegang – fagligt og socialt
  • ADHD forringer muligheden for at få job og uddannelse
  • 35 procent af de voksne med ADHD er straffet for en kriminel handling (herunder bøde), mens det samme gælder for 20 procent af den øvrige befolkning.
  • Op mod 85 procent af voksne med ADHD har en anden psykisk lidelse
  • 70-80 procent af børn og unge med ADHD har andre diagnoser

Referencer:

University of Tuku. Vitamin D deficiency during pregnancy connected to elevated risk of ADHD. ScienceDaily February 2020

Minna Sucksdorff et al. Maternal Vitamin D Levels and the Risk of Offspring Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder. Journal of the American Academy of Child & Adolescent Psychiatry. 2019

Darryl Eyles et al. Vitamin D in fetal brain development. ScienceDirect. 2011

https://adhd.dk/om-adhd/adhd-tal/

https://www.medicinsktidsskrift.dk/behandlinger/psykiatri/1163-tredobling-af-born-og-unge-med-psykiske-lidelser.html

http://min.medicin.dk/medicin/praeparater/772

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3770255/