Skip to main content

Omega-3 reducerer risikoen for tidlig fødsel

- og tilstødende komplikationer

Omega-3 reducerer risikoen for tidlig fødselFor tidligt fødte børn har en større risiko for udviklingsforstyrrelser, og på verdensplan er for tidlig fødsel den største årsag til dødsfald blandt børn under fem år. Gravide, som øger indtaget af omega-3 fedtsyrer i form af tilskud med fiskeolier, kan dog reducere risikoen for tidlig fødsel. Det fremgår af en ny Cochrane oversigtsartikel. Tidligere studier viser, at et større indtag af fed fisk også kan reducere risikoen for tidlig fødsel, men her skal den gravide endelig undgå rovfisk som tun og andre fisk, der kan være forurenede med kviksølv.

På verdensplan antages det, at der hvert år fødes omkring 15 millioner børn for tidligt, og at der hvert år dør omkring en million børn som følge heraf. Børn, der fødes for tidligt, har også en større risiko for at få synshandicaps, forsinket fysisk udvikling og indlæringsvanskeligheder. En graviditet varer normalt mellem 38 og 42 uger. Hvis en kvinde føder før uge 37, er det for tidligt, og jo tidligere babyen fødes, jo større er risikoen for komplikationer og senfølger. Derfor er der al mulig grund til at sikre en sund graviditet. Både for moderens og for barnets skyld.
Lektor Philippa Middleton og et team af Cochrane forskere fra Australien har derfor set nærmere på effekten af de langkædede omega-3 fedtsyrer DHA og EPA, som findes i fed fisk og tilskud med fiskeolier.
Forskerne undersøgte mere præcist 70 randomiserede forsøg. Disse forsøg afslørede, at gravide, som øgede deres indtag af omega-3 fedtsyrer, havde:

  • 11 % mindre risiko for at føde før uge 37
  • 42 % mindre risiko for at føde før uge 34
  • 10 % mindre risiko for at føde en lille baby under 2.500 gram

Forskerne anser resultaterne af undersøgelsen for at være meget vigtige, da der normalt ikke er konkrete råd til, hvordan den gravide kan undgå at føde for tidligt.
Det vides i forvejen, at omega-3 fedtsyrerne DHA og EPA har betydning for udvikling af barnets hjerne, syn og nervesystem. Det er samtidig et faktum, at indtaget af omega-3 fedtsyrer generelt er faldet på grund af ændrede spisevaner.
Ifølge lektor Middleton tager mange gravide kvinder i Storbritannien allerede tilskud med fiskeolier på eget initiativ, og det er endnu ikke som følge af råd fra sundhedsmyndighederne. Det samme gør sig gældende i Danmark.

Gravide bør få nok af de rette omega-3 typer

Der findes forskellige typer af omega-3 fedtsyrer, og ifølge Middleton indeholder mange tilskud slet ikke de rette typer eller den optimale dosis til forebyggelse af for tidlig fødsel.
I henhold til undersøgelsen fandt forskerne, at for tidlig fødsel kan forebygges ved at indtage fiskeolier fra 12 graviditetsuge, og at den optimale dosis er omkring 1.000 mg, hvoraf mindst 500 mg bør være som DHA.
Forskerne håber derfor, at deres undersøgelse kan bidrage til at reducere for tidlige fødsler, som på verdensplan er et af de største problemer for den nybagte mor og det spæde barn.
Man kan jo også tage tilskud med fiskeolier før, eller selvom man ikke er gravid, da de pågældende omega-3 fedtsyrer har mange andre helsefordele.

Fed fisk kan også reducere risikoen

Gravide, som har lave niveauer af omega-3 fedtsyrerne DHA og EPA, har en statistisk signifikant større risiko for at føde for tidligt i forhold til gravide, som har højere niveauer. Det fremgår af et tidligere studie fra Statens Seruminstitut i København, som er foretaget i samarbejde med Harvard T.H. Chan School of Public Health i Boston, USA.
Resultaterne af undersøgelsen tyder også på, at gravide kan reducere risikoen for at føde for tidligt væsentligt, hvis de spiser mere fed fisk eller tager tilskud.
Studiet er publiceret i EBiomedicine i august 2018.
Det bør desuden tilføjes, at fed fisk ofte er en god kilde til selen, som i andre forsøg har vist sig at kunne forebygge for tidlig fødsel.

Advarsler om kviksølv i fed fisk

Mange gravide tør ikke spise fisk på grund af advarsler om kviksølv, som kan skade fostrets hjerne og nervesystem. Jo højere fisken befinder sig i fødekæden, jo mere kviksølv indeholder den. Sporstoffet selen kan dog neutralisere noget af kviksølvet ved at danne en ufarlig forbindelse, som hedder kviksølvselenid. Men når selen først er bundet til kviksølv, kan det ikke længere indgå i de mange selenoproteiner som har betydning for en lang række funktioner, inklusive en sund graviditet. Det betyder med andre ord, at rovfisk, som ligger højere i fødekæden, har et ugunstigt forhold mellem kviksølv og selen, hvor der er større risiko for, at frit kviksølv kan forårsage fosterskader.

Spis fisk, som er længere nede i fødekæden

Gravide bør især undgå rovfisk som tun, gedde, aborre, sværdfisk, haj og helleflynder. Fødevarestyrelsen anbefaler, at kvinder, der forsøger at blive gravide, som er gravide eller ammer, slet ikke spiser friske udskæringer af de store rovfisk som tun, og de bør holde sig helt fra dåsetun med hvid tun og albacoretun.
Det er altså mere sikkert at få de livsvigtige omega-3 fedtsyrer fra fed fisk som sild, ansjoser, laks og makrel, som er længere nede i fødekæden, og hvor der som regel er et gunstigt forhold mellem selen og kviksølv til fordel for selen. Laks fra Østersøen er dog i fare for at indeholde for mange tungmetaller og anden forurening. Så her bør man gå efter laks fra renere farvande eller økologisk laks. Tilskud med fiskeolier af en god kvalitet er som allerede nævnt en anden løsning, hvis man ikke bryder sig om fisk eller bare spiser for lidt.

Miljømediciner og professor Philippe Grandjean, Syddansk Universitet, anbefaler at alle gravide danske kvinder tjekkes for kviksølv.

Referencer

M Makrides, L Duley, SF Olsen. Fisk oil and other prostaglandin precursor supplementation during pregnancy for reducing pre-eclampsia, preterm birth, low birth weight and intrauterine growth restriction. Cochrane review, 2018

Wiley. Omerga-3 fatty acids reduce the risk of premature birth. ScienceDaily 2018

Chris Sweeney, Harvard Gazette. Pregnant women encouraged to eat cold-water fish. MedicalXpress August 3, 2018

Nicholas V.C. Ralston, Laura J. Raymond. Mercury´s neurotoxicity is characterized by its disruption of selenium biochemistry. 2018

DR-dokumentar: De ufødte børn 03-11-2014

https://www.dr.dk/levnu/mad/gravide-skal-spise-fisk-men-vaelg-disse

  • Oprettet den .