Kan du overhovedet optage dine vitaminer, mineraler og Q10

- eller er dine tilskud spild af penge?

Kan du overhovedet optage dine vitaminer, mineraler og Q10Vi bør selvfølgelig forvente, at vores kosttilskud kan optages og har en virkning. Men det kræver, at vi selv gør en indsats og søger dokumentation. For mange tilskud med multivitaminer, Q10, selen, chrom, magnesium og jern er i en så dårlig kvalitet, at de ikke optages godt nok. Aldringsprocesser kan i sig selv forringe optagelsen af flere vitaminer og mineraler. Det samme gælder mangel på fedtstoffer, for meget calcium, syreneutraliserende medicin og anden medicin, som der også bør tages højde for.

Vitaminer, mineraler og Q10 indgår i en række enzymprocesser, som er vigtige for cellernes energiomsætning og særlige funktioner. Men næringsstofferne er også med til at beskytte vores celler, organer og kredsløb. Det betyder, at virkningen af kosttilskud ofte er mere langsigtet, når det gælder forebyggelse af sygdom, åreforkalkning og tidlig død. Derfor er det uhyre vigtigt, at vi kan optage og udnytte de forskellige kosttilskud. Både på kort sigt og på lang sigt.

Vælg tilskud med dokumentation for kvalitet

Markedet med kosttilskud er en jungle, hvor det er let at blive vildledt. Det kan derfor betale sig at vælge kosttilskud i en kvalitet, som kroppen kan optage og udnytte, og måske undersøge, om der foreligger videnskabelig dokumentation.
Til eksempel viser det sig, at effekten af et patenteret Q10 produkt, som har vist gode resultater i flere studier, slet ikke kan overføres til andre Q10 produkter.
Der er også en afgørende forskel på, om mineraler som chrom og selen optræder i tilskud som chromgær og selengær eller i uorganiske og isolerede former, som kroppen har vanskeligt ved at optage og udnytte.
Råvarens kvalitet, dens forarbejdning og indpakning har alt i alt en afgørende betydning for optageligheden og virkningen i kroppen.

Kosttilskud er registreret i Fødevarestyrelsen, men kontrollen er begrænset

Alle nye kosttilskud skal registreres i Fødevarestyrelsen, men det betyder ikke, at de er godkendte og lovlige. Fødevarekontrollen udfører kun stilprøvekontrol. Derfor er der ingen garanti for kvalitet og indhold i forbindelse med kosttilskud. Eller om de overhovedet optages i kroppen.

Stærke vitamin- og mineralpræparater har markedsføringstilladelse i Lægemiddelstyrelsen/Sundhedsstyrelsen

Stærke vitaminer og mineraler er betegnelsen for en gruppe lægemidler, hvor indholdet er væsentligt højere end det normale døgnbehov hos voksne mennesker. Ved godkendelsen stiller Lægemiddelstyrelsen/Sundhedsstyrelsen samme krav til fremstilling, kvalitet og dokumentation for sikkerhed, som til lægemidler og naturlægemidler.

Q10 er livsvigtigt, men de fleste Q10 produkter har ingen eller en begrænset effekt

Q10 er et co-enzym, der indgår i alle cellers energiomsætning. Q10 virker samtidig som en antioxidant, der beskytter celler og deres DNA mod oxidativ stress forårsaget af frie radikaler.
Den primære kilde til Q10 er vores egen produktion, men den falder gradvist fra 20-årsalderen, og mange mærker det især efter 40-50-årsalderen i form af faldende vitalitet. Kolesterolsænkende medicin kan også sænke egenproduktionen.
Mange tager tilskud med Q10 for at få mere energi, her og nu, og Q10´s funktion som antioxidant virker mest på sigt ved at beskytte vores hjerte, kredsløb og celler.
Men kroppen har faktisk svært ved at optage langt størsteparten af Q10-præparater på markedet. Det skyldes, at det aktive stof ryger direkte igennem fordøjelsen uden nogensinde at nå frem til cellerne. Forbrugerne betaler altså, uden at vide det, for præparater med ingen eller en ganske beskeden effekt. Det er ikke alene spild af penge. Det indebærer også, at videnskabelige studier udført med disse effektløse præparater ikke giver målbare resultater.

Vigtigt med styr på fremstilling af Q10

Q10 et fedtopløseligt stof. Derfor er de fleste Q10 tilskud i form af kapsler, hvor Q10 ligger i en vegetabilsk olieblanding. Det er dog en udbredt misforståelse, at dette er nok til, at kroppen kan optage det aktive stof. Q10-molekylerne i den oliefyldte kapsel har nemlig en tendens til at klumpe sig sammen og danne store, svært opløselige og ufordøjelige krystaller. Det er et helt naturligt fænomen, der sker i det øjeblik, oliens temperatur er lavere end 480 C.
Fremstillingen af et godt Q10 produkt kræver derfor en patenteret kombination af olier med forskelligt smeltepunkt samt en særlig opvarmningsteknik, som forhindrer Q10-molekylerne i at danne krystaller inde i kapslerne. Ved at gøre dette, forvandles de uopløselige Q10-krystaller til noget, der minder om snefnug. I modsætning til de kompakte krystaller, som Q10-molekylerne normalt danner, har ”snefnuggene” en masse forgreninger og dermed en åben og porøs overflade. Dette bevirker, at de kan opløses fuldstændigt ved normal kropstemperatur. Det betyder med andre ord, at Q10-molekylerne aldrig danner kompakte, ufordøjelige krystaller inde i kapslerne. I stedet danner de letopløselige snefnug-strukturer, som opløses fuldstændig, når de kommer ned i fordøjelsen. Q10-molekylerne er derfor helt frie af hinanden og kan optages i blodet.
Det kan derfor svare sig at vælge et Q10 produkt med denne unikke og patenterede metode, som forbedrer kroppens optagelse af det aktive stof, og hvor der også er dokumentation på, at det virker.

I princippet kan optageligheden af forskellige kosttilskud variere fra 0-100 procent. Og kun gennem placebokontrollerede studier på mennesker, er det muligt at fastslå, om et kosttilskud overhovedet virker.

Forskel på selentilskud kan være et spørgsmål om liv og død

Alle vores celler indeholder selen, og det indgår i omkring 30 selenoproteiner, som har betydning for energiomsætningen, immunforsvaret, stofskiftet, fertiliteten, kræftforebyggelsen og mange andre funktioner.
Selen findes især i fisk, skaldyr, indmad, æg, mejeriprodukter og paranødder. Men danske afgrøder er generelt fattige på selen. Og selvom fisk og skaldyr regnes for at være gode kilder, kan vi ikke få nok ved at spise fisk og skaldyr fem dage om ugen. Det fremgår af en undersøgelse, som er foretaget af forskere fra blandt andet Kræftens Bekæmpelse.
Allerede i 1996 dokumenterede den amerikanske forsker Larry Clark i det såkaldte NPC studie (National Prevention of Cancer), at tilskud med 200 mikrogram selengær, der indeholder mange organiske selenforbindelser, kunne reducere risikoen for kræftdødsfald med 50 %.
Men desværre henvises der ofte til det senere SELECT studie, hvor man også gav tilskud med selen samt E-vitamin. Men her var der ingen kræftforebyggende virkning. Det skyldes blandt andet, at forskerne gav selentilskud i form af selenmethionin, der i modsætning til selengær ikke har vist særlige resultater mod kræft. Og desuden var E-vitaminet syntetisk.
Derfor er det misvisende, at SELECT studiet bruges til at fraråde tilskud med selen i kræftforebyggelsen. Man burde derimod oplyse, at tilskud med selenmethionin ikke kan forventes at have nogen effekt, og i stedet anbefale tilskud med selengær, som tilsyneladende kan redde millioner af menneskeliv i selenfattige områder som for eksempel Europa.

Selentilskud kan kompensere for det lave selenindtag, og tilskud baseret på selengær, der indeholder mange selenforbindelser, giver den største lighed med selenvariationen i selenrig kost.

Chromgær optages bedst

Chrom er godkendt af EFSA, Den Europæiske Fødevare Sikkerhedsautoritet, til regulering af et normalt blodsukker og normal omsætning af makronæringsstoffer. EFSA har desuden konkluderet at chromgær kan have en optagelighed i kroppen, der er op til 10 gange højere end de syntetisk fremstillede chromprodukter baseret på picolinat og chlorid. Så hvis man ønsker at regulere sit blodsukker med sund kost og et tilskud med chrom er det bedst at vælge et produkt med chromgær.

Det er vigtigt at de aktive stoffer i et kosttilskud kan optages i blodbanen og trænge helt ind i cellerne, hvor de mange enzymprocesser foregår.

Magnesiumtilskud bør virke på andet end afføringen

Magnesium findes især inde i cellerne, hvor det indgår i mere end 350 enzymprocesser. Magnesium har særlig stor betydning for knoglerne, samt energiomsætningen, nervesystemet, musklernes funktion, fordøjelsen, væskebalancen og blodtrykket.
Magnesium indgår både i kosttilskud og visse lægemidler.
Forbindelser som magnesiumcarbonat, magnesiumacetat, magnesiumorotat og magnesium aminosyrekelat optages let og kan derfor nå helt ind i cellerne.
Magnesiumoxid (E530) er et tablethjælpestof, der også anvendes mod halsbrand og forstoppelse (Magnesia). Magnesiumforbindelsen optages meget dårligt, og den hjælper ikke på kroppens magnesiumstatus.

Op til 40 % af danske kvinder lider af jernmangel, især på grund af menstruation, og 20 % af danske gravide kvinder udvikler også jernmangel.

Jern og jerntyper i tilskud

Det meste jern indgår i de røde blodlegemers hæmoglobin, som forsyner kroppens celler og væv med ilt, og en mindre del indgå i vigtige enzymer, blandt andet i hjernen.
Jern fra animalske kilder (hæmjern) optages bedre end jern fra vegetabilske kilder (ikke-hemjern). Den optimale optagelse kræver desuden tilstrækkelig mavesyre og C-vitamin.
Normalt bør man dog kun tage jerntilskud, hvis der er konstateret en jernmangel. Det skyldes at jern i større mængder forårsager dannelse af frie radikaler, som er sundhedsfarlige.

Kosttilskud skal altid skal tages sammen med et måltid. Dette sikrer en bedre optagelse, og at næringsstofferne kan arbejde sammen.

Tilstande der forringer selve optagelsen af vitaminer og mineraler

For lidt mavesyre

For lidt mavesyre og syreneutraliserende medicin forringer optagelsen af B-vitaminer, calcium, magnesium og jern.

En dårlig tarmflora

Den enorme tarmflora består af mælkesyrebakterier og andre mikroorganismer, som spiller en stor rolle i fordøjelsen og optagelsen af næringsstoffer. Hvis tarmfloraen kommer ud af balance på grund af usund kost, antibiotika, stress og andre faktorer forringes optagelsen.

Mangel på fedtstoffer

En kost uden fedtstoffer hæmmer optagelsen af de fedtopløselige vitaminer som A, E, D og K.

Fytin i korn og brød

Fytin findes i form af salte (fytater) i alle kornsorter. Fytin binder calcium, zink, jern og magnesium, som bortgår med afføringen. Ved omdannelse af korn til brød og andre levnedsmidler må man derfor tilstræbe at spalte fytinet ved hjælp af enzymet fytase, som de fleste kornsorter indeholder. Spaltningen kan foregå ved langtidshævning af brød i 24 timer eller ved at sætte korn og/eller frø i blød i 24 timer.

For meget calcium

For meget calcium fra mejeriprodukter og tilskud hæmmer optagelsen af jern og udnyttelsen af magnesium.

Et stort forbrug af kaffe og te

Indholdet af garvesyre binder jern

Oxalsyre

Oxalsyre findes i en række planter som spinat, te, rabarber og kakao. Et stort indtag af oxalsyre kan hæmme optagelsen af calcium, magnesium og jern

Aldringsprocesser

Når man kommer op i årene, kan det blive vanskeligere at optage og udnytte visse næringsstoffer. Det kan blandt andet skyldes træge enzymprocesser. Egenproduktionen af Q10 falder gradvist fra 20-25-årsalderen og livet ud. Det er også kendt, at ældre for eksempel har meget vanskeligere ved at optage zink og B12-vitamin.

Medicin

Medicin kan hæmme optagelsen og udnyttelsen af flere næringsstoffer, som bør undersøges nærmere.

Hvorfor kan vi have behov for tilskud med essentielle stoffer?

  • Udpining af jorden
  • Forringet fødevarekvalitet
  • Ensidige kostvaner
  • Mangel på sol
  • Aldringsprocesser
  • Forringede enzymprocesser
  • Medicin, der hæmmer optagelse eller udnyttelse
  • Stress, graviditet, elitesport og andre individuelle behov

Referencer

https://www.netdoktor.dk/vitaminer/oversigtvitaminer.htm

https://www.netdoktor.dk/vitaminer/oversigtmineraler.htm

https://da.wikipedia.org/wiki/Fytin

https://da.wikipedia.org/wiki/Oxalsyre

Alehagen U, et al. Cardiovascular mortality and N-Terminal-proBNP reduced after combined selenium and coenzyme Q10 supplementation. Int J Cardiol. 2012

Clark LC et al. "Effects of Selenium Supplementation for Cancer Prevention in Patients with Carcinoma of the Skin", Journal of the American Medical Association: 276:1957-1963 (1996).

Klein EA et al. Vitamin E and the risk of prostate cancer: The Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). Jama 2011

Pernille Lund. Q10 fra helsekost til epokegørende medicin. Ny Videnskab 2014

Pernille Lund. Sådan får du styr på dit blodsukker og din vægt. Ny Videnskab 2013