D-vitamin og calcium reducerer risiko for tidlig overgangsalder

D-vitamin og calcium reducerer risiko for tidlig overgangsalderIfølge et større amerikansk studie er en høj indtagelse af D-vitamin og calcium gennem kosten forbundet med en lavere risiko for tidlig overgangsalder, som optræder, når menstruationerne ophører før 45-årsalderen. Tidlig overgangsalder rammer omkring 10 procent, og tilstanden øger risikoen for nedsat fertilitet, knogleskørhed, hjertekarsygdomme og tidligere mental svækkelse. Forebyggelsen af disse sygdomme handler dog også om at få nok sol samt magnesium og omega-3, som omtales nærmere.

Overgangsalderen er perioden omkring den sidste menstruationsblødning, som også kaldes for menopausen, afledt af de latinske ord meno (=måned) og pausa (=ophør). Efter overgangsalderen ophører æggestokkene med at producere hormonerne østradiol, testosteron og progesteron, da der ikke længere er æg, der skal modnes og befrugtes, men kvinder fortsætter med at producere en mindre mængde kønshormoner i binyrer, lever og fedtvæv.
Gennemsnitsalderen for den naturlige overgangsalder er hos danske kvinder cirka 50 år. Tidlig overgangsalder optræder før 45-årsalderen, og de hormonelle forandringer øger risikoen for knogleskørhed, hjertekarsygdomme og tidligere svækkelse af mentale evner. Da den såkaldte præmenopause godt kan starte 5-10 år før, og især med faldende progesteronniveau, betyder det, at fertiliteten ofte er nedsat, selvom der stadig er menstruationer. Meget tyder samtidig på, at kost og levevis spiller en stor rolle i forebyggelsen af tidlig overgangsalder og de aldringsprocesser, som overgangsalderen fremskynder.

D-vitamin reducerer risikoen for tidlig overgangsalder med 17 procent

Et højt indtag af D-vitamin gennem kosten kan reducere kvinders risiko for at komme tidligt i overgangsalderen med 17 procent. Og en kost rig på calcium reducerer risikoen med 13 procent. Det fremgår af et nyere studie, som blev ledet af forskere fra University of Massachusetts, USA. Forskerne evaluerede data fra et andet større studie, Nurses´ Health Study, som inkluderede 116.430 sygeplejersker. Da studiet startede i 1989, var sygeplejerskerne 25-42 år, og i løbet af en periode på 20 år svarede de fire gange på spørgsmål omkring kost og tilskud.
Efter at have justeret for en række andre faktorer som protein, grønsager, alkohol, BMI og rygning fandt forskerne, at D-vitamin fra fødeemner som fed fisk, fede mejeriprodukter og æg hang sammen med en 17 procent lavere risiko for at komme tidligt i overgangsalderen. Forskerne antager, at D-vitaminet forsinker aldringsprocesserne i kvindens æggestokke, og at calcium har betydning for kønshormonerne.
Ifølge forsøgets leder Alexandra Purdue-Smithe kan et højt indtag af D-vitamin og calcium simpelthen fungere som en markør for kostens kvalitet, og det overordnede helbred, men der er også brug for mere forskning på området.
Studiet er publiceret i American Journal of Clinical Nutrition.
Vi skal samtidig huske, at sommersolen er den vigtigste kilde til D-vitamin, hvor vi på en god solskinsdag kan danne meget mere D-vitamin, end hvad kosten normalt bidrager med. Det fremgår dog ikke af studiet, om forskerne tog højde for deltagernes solvaner.

OBS. Når der forskes i kost og D-vitamin skal man altid inkludere solvaner

På en god sommerdag kan vi i let påklædning danne omkring 30 mikrogram D-vitamin på et kvarter og endnu mere i badetøj eller gennem længere tid. For at få samme mængde på 30 mikrogram D-vitamin gennem føden, skal vi for eksempel spise 100 gram vildlaks, 300 gram marineret sild, 10 æg, 7,5 liter fløde (38 %) eller 13 kg ost (40+).

Stærke knogler kræver D-vitamin, calcium, magnesium og K2-vitamin

Risikoen for knogleskørhed øges i forbindelse med for tidlig overgangsalder, samt arveanlæg, spinkel bygning med lille fedtmasse, rygning, mangel på fysisk aktivitet, der belaster knoglerne, visse typer medicin samt mangel på flere essentielle næringsstoffer.
Det er almindeligt at miste knoglemasse med alderen, og det kan også gå hurtigere efter overgangsalderen. Men der er stadig mange ældre og gamle kvinder, der mister knoglemasse, uden at det er noget problem.
Mange tager tilskud til knoglerne, og der er mest fokus på calcium samt D-vitamin, så vi kan optage calcium. Men man bør altid supplere med magnesium. Det skyldes, at magnesium fungerer som en slags dørmand, der lukker det meste calcium ind i knogleceller, og celler i de andre bløde væv bør være næsten calciumtomme. Hvis der mangler magnesium, er der ingen sikkerhed for, at calcium kommer ind i knoglecellerne, og det øger risikoen for åreforkalkning.
Vi har også brug for rigelig K2-vitamin, da det sørger for, at calcium transporteres væk fra blodkarrene og hen til knoglerne. K2-vitamin aktiverer desuden hormonet osteocalcin, som bidrager til at opretholde stærke knogler.

Få nok magnesium til østrogenbalancen og nervesystemet

Magnesium, der indgår i omkring 300 enzymprocesser, spiller en særlig vigtig rolle for balancen mellem østrogener (østradiol, østriol og østron) og progesteron. Også i overgangsalderen.

Fiskeolier gavner blodkar, led og hjernen efter overgangsalderen

Som nævnt øges risikoen for hjertekarsygdomme efter overgangsalderen. I denne forbindelse afslører anden forskning, at fiskeolier fra fed fisk eller tilskud kan beskytte hjertet og blodkarrene ved at reducere triglyceridniveauet.
Mennesker med højere niveauer af omega-3 i blodet har en bedre blodgennemstrømning i de områder af hjernen, som er relateret indlæring, sprog hukommelse og andre kognitive funktioner. Det fremgår af en tidligere rapport i Journal of Alzheimer´s disease. Ifølge forskerne er opdagelsen i tråd med tidligere forskning, som afslører, hvordan mere fed fisk eller tilskud med fiskeolier kan bidrage til, at vi forbliver åndsfriske og opretholder et sundt sind.
Fiskeolier kan også modvirke tør hud, tørre slimhinder, tørre øjne, ledsmerter og humørsvingninger, som ofte optræder i forbindelse med overgangsalderen.
Fiskeolier indeholder omega-3-formerne EPA og DHA, som har særlig betydning for hjernen, nervesystemet, hormonbalancen samt regulering af inflammationer.
Til orientering er omega-3 fedtsyrer fra vegetabilske emner som hørfrø, raps og chia på formen ALA. Men mange har svært ved at omdanne ALA til EPA og DHA, og derfor har de fleste mest glæde af fiskeolier fra fed fisk fra rene farvande eller tilskud.

Referencer

Purdue-Smithe AC et al. Vitamin D and calcium intake and risk of early menopause. AMERICAN Journal of Clinical Nutrition 2017
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28490509

University of Massachusetts Amherst. Vitamin D and calcium from food is associated with lower risk of early menopause.
https://medicalxpress.com/news/2017-05-vitamin-d-calcium-food-early.html

University of Bristol. Magnesium could prevent fractures, say researchers. ScienceDaily 2017
https://www.sciencedaily.com/releases/2017/04/170412215700.htm

Nutrition insight. Neuroimaging Highlights Role of Omega-3 in preventing Cognitive decline. 2017
http://www.nutritioninsight.com/news/neuroimaging-highlights-role-of-omega-3-in-preventing-cognitive-decline.html

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/kvindesygdomme/sygdomme/hormonbehandling/overgangsalderen/

https://frida.fooddata.dk/ShowList.php?compid=126

Pernille Lund. Sund og smuk hele livet. Ny Videnskab 2016

Søg mere info...

Søg mere info...

 

Klik her, hvis du vil vide mere om D vitamin