Skip to main content

Udbredt mangel på vitaminer og mineraler hos ældre

Udbredt mangel på vitaminer og mineraler hos ældreMere end halvdelen over 65 år har lave niveauer af D-vitamin i blodet. Mangel på B12-vitamin, folinsyre og jern er også udbredt. Det er konklusionen af en større undersøgelse, som blev foretaget af en gruppe forskere fra Helmholtz Zentrum i München, Tyskland. Den udbredte mangel på vitaminer og mineraler blandt ældre er kritisk. Især fordi denne befolkningsgruppe er stigende. Manglen på de livsvigtige næringsstoffer går blandt andet ud over calciumoptagelsen, immunforsvaret og nervesystemet, så de ældre bliver mere udsatte for knogleskørhed, influenza, demens en lang række andre sygdomme, som forringer livskvaliteten og belaster hele sundhedssektoren.

I mere end 30 år har den kooperative platform for helbredsundersøgelser KORA undersøgt flere tusinde mennesker, som bor i Augsburg området i Sydtyskland. Formålet med undersøgelserne er at forstå, hvordan kost, livsstil og gener påvirker helbredet.
Ifølge studiets leder Dr. Barbara Thorand har de nu undersøgt de ældre deltageres niveauer af nogle udvalgte vitaminer og mineraler, da der hidtil ikke har været så meget forskning på dette område.
Forskerteamet undersøgte blodprøver fra 1.079 ældre deltagere i alderen 65-93 år fra KORA studiet. Analyserne fokuserede på blodets niveau af fire næringsstoffer: D-vitamin, folinsyre, B12-vitamin og jern.

Udbredt mangel på D-vitamin går ud over knogler, immunforsvar og meget andet

Det viste sig, at 52 procent af de ældre mennesker manglede D-vitamin, idet deres blodniveauer lå under grænsen på 50 nmol/L. Mangel på D-vitamin hæmmer kroppens evne til at optage calcium, og det øger risikoen for knogleskørhed. Manglen øger desuden risikoen for influenza, ledsmerter, åreforkalkning, kræft og mange andre sygdomme, fordi vitaminet fungerer som et hormon, alle celler har brug for.

Mangel på B12-vitamin går især ud over energien, hukommelse, og nervesystemet

27 procent af de ældre manglede B12-vitamin. Dette kan gå ud over én eller flere funktioner, som vitaminet indgår i, hvor energiomsætningen og nervesystemet spiller centrale roller. Mangel på B12-vitamin kan derfor give blodmangel, træthed, koncentrationsbesvær, dårlig hukommelse, demens, humørsvingninger og søvnbesvær, som mange ældre netop lider af. Og måske får de en helt forkert diagnose og behandling.
Mangler og dårlig udnyttelse af B12-vitamin kan blandt andet skyldes aldringsprocesser, ensidige kostvaner, for lidt mavesyre samt sovepiller og gigtmidlet methotrexat, som mange ældre indtager

Mangel på B12-vitamin og folinsyre kan blandt andet medføre søvnbesvær, træthed, dårlig hukommelse og demens, som mange ældre netop lider af.

Mangel på folinsyre kan blandt andet medføre træthed og demens

Knap 9 procent af de ældre manglede folinsyre i blodet. Folinsyre arbejder med B12-vitamin, og vitaminet er blandt andet vigtigt for bloddannelsen, immunsystemet og den mentale balance. Mangel på folinsyre kan blandt andet medføre blodmangel, træthed, nedsat smagssans, fordøjelsesbesvær, demens og depression.
Mangel på folinsyre kan blandt andet skyldes aldringsprocesser, ensidige kostvaner, rygning, overforbrug af alkohol samt gigtmidlet methotrexat.

Mangel på B12-vitamin optræder ofte sammen med mangel på folinsyre.

Mangel på jern forringer hele vitaliteten

11 procent af de ældre manglede jern. Det er et af vores vigtigste sporstoffer, da det har betydning for vitaliteten, dannelsen af røde blodlegemer, transport af ilt i kroppen, immunforsvaret samt hud, hår og negle. Mangler kan derfor medføre træthed, svimmelhed, hovedpine, bleghed, nedsat modstandskraft og problemer med hud, hår og negle.
Mangel på jern hos ældre kan blandt andet skyldes ensidige kostvaner, et stort indtag af kaffe og te samt mangel på C-vitamin, for lidt mavesyre, syreneutraliserende medicin og et stort indtag af calcium gennem mejeriprodukter og tilskud, som hæmmer optagelsen.

Studiets resultater er kritiske

Ifølge professor Annette Peters, som har samlet diverse data ind i en større kontekst, bekræfter studiets kritiske resultater et tidligere studie (NVSII), som har afsløret, at indtaget af næringsstoffer via maden er utilstrækkeligt. Det nye studie er meget relevant, især fordi populationen af ældre mennesker er stigende.
De fleste ældre mennesker, som manglede de pågældende vitaminer og mineraler, havde det fællestræk, at de var meget gamle og var fysisk inaktive eller skrøbelige. Ifølge forskerne bør man derfor have mere fokus på disse udsatte grupper.
Tilskud med de pågældende vitaminer og mineraler kan godt forbedre blodets niveauer. Men det er ikke universalmidler, og de ældre bør i det hele taget sørge for at indtage en sund og nærende kost, som bidrager med fibre og andre livsvigtige næringsstoffer som for eksempel magnesium, zink og selen.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nutrients. I det næste studie vil forskerne se nærmere på sammenhængen mellem tilskud af vitaminer og mineraler, blodets niveauer og omfanget af sygdomme.

Referencer

Romy Conzade et al. Prevalence and Predictors of Subclinical Micronutrient Deficiency in German Older Adults: Results from the Population-Based KORA-Age Study. Nutrients 2017

Helmholtz Zentrum München – German Research Center for Enviromental Health
https://www.sciencedaily.com/releases/2017/12/171215111605.htm

  • Oprettet den .