Omega-3 fedtsyrer beskytter hjernen

- ved at holde blod-hjerne-barrieren lukket

Omega-3 fedtsyrer beskytter hjernenDet er almindelig kendt, at omega-3 fedtsyrer har stor betydning for hjernens udvikling og nervesystemet. Forskere fra Harvard Medical School, USA, har nu fundet, at omega-3 fedtsyrerne også spiller en afgørende rolle i vedligeholdelsen af blod-hjerne-barrieren, som beskytter centralnervesystemet mod bakterier og toksiner.

Hjernen er som bekendt det overordnede organ i nervesystemet, og den modtager omkring 20 % af det blod, som hjertet pumper af sted. Hjernen beskyttes mod bakterier og toksiner af blod-hjerne-barrieren, som er en tæt membran lokaliseret i karvæggenes inderste lag, og den adskiller således hjernevævet fra blodet. Vandopløselige stoffer, fx salte, har svært ved at passere blod-hjerne-barrieren, og livsvigtige vandopløselige stoffer som glukose (blodsukker) og aminosyrer kan passere blod-hjerne-barrieren med specielle transportmekanismer. Fedtopløselige stoffer som lipider, alkohol, narkotika og mange lægemidler passerer forholdsvis let gennem blod-hjerne-barrieren.
Blod-hjerne-barrieren har stor fysiologisk betydning ved at beskytte hjernen og ved at fastholde en konstant kemisk sammensætning i hjernen, som sikrer de bedste betingelser for hjernecellernes funktion.

Lipider er en gruppe molekyler, der blandt andet omfatter fedtstoffer, fedtsyrer og fedtopløselige vitaminer (A, D, E og K). Lipider passerer forholdsvis let blod-hjerne-barrieren, og deres funktion er at fungere som struktur i cellemembranerne, signalere og opbevare energi.

Omega-3 fedtsyrerne indgår i beskyttende bobler

Professor i neurobiologi Chenghua Gu og hans forskerteam ved Harvard Medical School har for første gang afsløret, hvordan blod-hjerne-barrieren forbliver lukket ved at undertrykke en særlig proces kaldet transcytosis, hvor molekyler bliver transporteret ind i cellerne i små ”bobler”. Forskerne fandt endvidere, at dannelsen af disse ”bobler” undertrykkes af lipid transport proteinet Mfsd2a, som transporterer omega-3 fedtsyren DHA ind i cellernes membraner.
Det betyder med andre ord, at Mfsd2a og omega-3 fedtsyren DHA bidrager til at holde blod-hjerne-barrieren lukket og beskytte hjernevævet ved at undertrykke transcytosis og de små bobler med bakterier og toksiner.
Det skal desuden nævnes, at omega-3 fedtsyrerne indgår i et nøje samspil med omega-6 fedtsyrerne, hvor balancen og typen er vigtig for cellemembranernes evne til at signalere og optage molekyler.
Men i vores del af verden får mange mennesker for mange omega-6 fedtsyrer og for lidt omega-3 fedtsyrer. Dette kan blandt andet gå ud over blod-hjerne-barrieren, således at hjernen bliver mere sårbar.

Blod-hjerne-barrieren beskytter mod mange bakterier og toksiner

Som nævnt beskytter blod-hjerne-barrieren mod bakterier og toksiner. De forskellige bakterier og toksiner kan for eksempel komme fra kroppens naturlige mikroflora (via utætte slimhinder) fra stofskiftet samt fra smitte og en række miljøgifte.
Det er selvfølgelig godt og livsvigtigt, at blod-hjerne-barrieren i vid udstrækning kan beskytte centralnervesystemet mod overlast og skader.
Derfor er det især vigtigt, at hjernen er velforsynet med omega-3 fedtsyrer, hvor de fede fisk bidrager med omega-3 på formerne DHA og EPA. Der findes også omega-3 fedtsyrer i hørfrøolie og andre vegetabilske kilder, men det er på formen ALA, som mange har vanskeligt ved at omdanne til DHA og EPA grundet træge enzymprocesser.

Forskerne ser også nye strategier, så mere medicin kan krydse blod-hjerne-barrieren

Som det fremgår, kan blod-hjerne-barrieren også være en stor forhindring, hvad angår effekten af en del medicin, da de aktive stoffer jo ikke kan nå ind i hjernen. Men ved at blokere for det omtalte transportprotein Mfsd2a ser forskerne en ny strategi, som kan få mere medicin til at krydse blod-hjerne-barrieren i de små ”bobler”. Dette kan blandt andet give nye muligheder for at behandle en række sygdomme som hjernesvulster, Alzheimers og slagtilfælde.
Det nye studie, som er publiceret i Neuron, er det første, som på et molekylært plan afslører, hvordan en lav forekomst af transcytosis, eller små ”bobler” i centralnervesystemet, sikrer blod-hjerne-barrierens naturlige beskyttelse af hjernen.
Ifølge professor Chenghua Gu mangler der stadig meget viden om, hvordan blod-hjerne-barrieren bliver reguleret. Ikke desto mindre kan et større kendskab til mekanismerne bidrage til at manipulere med disse, så ny medicin i fremtiden kan virke mere effektivt.
Det tyder også på at tilstrækkelige mængder af omega-3 fedtsyren DHA kan bidrage til at forebygge sygdomme i hjernen, hvor bakterier eller toksiner er involveret.

Omega-3 fedtsyrer fra fisk eller tilskud?

De færreste danskere følger de officielle kostanbefalinger med at spise fisk flere gange om ugen - eller minimum 350 gram, hvoraf de 200 gram bør være fra fed fisk, som er særlig rige på de gavnlige omega-3 fedtsyrer DHA og EPA.
Hvis man ikke kan lide fisk eller bare spiser for lidt, er det oplagt at tage tilskud. Fiskeolier baseret på frie fedtsyrer sikrer en god optagelse. Fiskeolier bør desuden overholde myndighedernes krav til peroxidtal og miljøgifte.

Hvor meget omega-3 har vi brug for?

Internationale eksperter anbefaler følgende:

  • 500 mg for at forhindre decideret mangel
  • 1 gram for proaktiv understøttelse – for eksempel hjerne og kredsløb
  • 2-4 gram for intensiv understøttelse – for eksempel ømme led og inflammationer

Vidste du at der er ca. 1 gram omega-3 i en sildemad og 3-4 gram i en laksesteak?

Referencer

Benjamin J et al. Blood-Brain Barrier Permeability Is Regulated by Lipid Transport-Dependent Suppression of Caveolae-Mediated Transcytosis. Neuron 2017

https://www.sciencedaily.com/releases/2017/05/170505085009.htm

http://denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Sundhedsvidenskab/Medicinske_nervesygdomme/blod-hjerne-barrieren

http://frida.fooddata.dk/ShowList.php?compid=249