Alzheimers sygdom kan hænge sammen med marginal mangel på A-vitamin

Alzheimers sygdom kan hænge sammen med marginal mangel på A-vitaminAlzheimers sygdom resulterer i svigtende hjernefunktion, og sygdommen er den hyppigste årsag til demens. I følge et nyt studie, som både inkluderede mennesker og mus, kan der være en forbindelse mellem marginal mangel på A-vitamin og øget risiko for Alzheimers. A-vitamin har betydning for immunsystemet, og det er også en vigtig antioxidant, der beskytter nerveceller og andre celler. A-vitaminmangel er meget udbredt på verdensplan. I Danmark optræder A-vitaminmangel især i forbindelse med ensidige kostvaner, aldringsprocesser og kroniske sygdomme.

Alzheimers sygdom forårsager, at nervecellerne i flere områder af hjernen langsomt går til grunde. Det antages, at Alzheimers skyldes ubalancer i hjernens signalstoffer. Man har også fundet ophobninger af proteiner, amyloide plaques, i hjernen. Anden forskning peger på insulinresistens i hjernen, som bevirker, at nervecellerne underforsynes med energi. Det er under alle omstændigheder en langsomt fremadskridende sygdom, der efter 7-10 år ender med døden. Derfor er der al mulig grund til at gøre mere ud af forebyggelsen.

Fakta om A-vitamin

Ren A-vitamin (retinol) er et fedtopløseligt vitamin. Det findes primært i animalske, fedtholdige kilder som kød, fed fisk, æg og mejeriprodukter. Vegetabilske kilder som gulerødder og spinat indeholder et vandopløseligt forstadie (betacaroten). A-vitamin og zink arbejder sammen, og mangel på det ene vitamin svækker det andet.

A-vitamin og Alzheimers sygdom

Studiet blev gennemført af forskere fra Children´s Hospital of Chongqing Medical University i Kina og University of British Columbia i Canada. Det er almindelig kendt, at mangel på A-vitamin er særlig udbredt blandt gravide, ældre og børn i ulandene. På verdensplan er ældre generelt mere udsatte for at mangle vitaminet.
Ifølge forskerne er det også muligt, at anlæg for sygdommen kan optræde i fostertilstanden, hvis gravide mangler A-vitamin. Hvis det er tilfældet, er der en øget risiko for at få sygdommen tidligt i livet.

Formålet med studiet

Formålet med studiet var et se nærmere på sammenhængen mellem mangel på A-vitamin og forringelse af ældres kognitive færdigheder, som inkluderer sprog, tænkning, hukommelse og problemløsning. Forskerne benyttede sig også af forsøg med mus, for at undersøge om mangel på A-vitamin hænger sammen med akkumulering af amyolide plaques og hukommelsestab, og om det kan afhjælpes med tilskud af A-vitamin.

Hvordan foregik studiet på mennesker og mus?

I studiet deltog der 330 ældre mennesker med en gennemsnitsalder på 77 år fra 15 plejehjem i Kina. Forinden havde forskerne frasorteret ældre med psykisk sygdom, Parkinson´s syge og de, der tog tilskud med A-vitamin. Forskerne undersøgte deltagernes kognitive funktioner og deres daglige aktiviteter efter en særlig Alzheimers skala( (ADAS-Cog) og en særlig demens skala (CDR). Forskerne tog også blodprøver for at måle deltagernes niveauer af A-vitamin. Her havde 61 % af deltagerne normale niveauer, mens 26 % havde marginale mangler og 13 procent havde deciderede mangler.

I dyrestudiet brugte forskerne mus, som var genmanipuleret til at producere amyolide plaques og udvikle en sygdom, der ligner Alzheimers. Disse mus blev delt op i to grupper, som i fire uger enten fik en normal diæt eller en diæt, som manglede marginale mængder A-vitamin. Samtidig kunne musene formere sig. Seks måneder efter at museungerne var født, testede forskerne deres færdigheder i en vandlabyrint. Forskerne tog blodprøver undervejs, og de skiftede også musenes diæter med hensyn til indhold af A-vitamin. Når musene var døde, testede forskerne vævsprøver fra musenes hjerner.

Studiets resultat: selv marginale mangler øger risiko for Alzheimers

I henhold til de to skalaer, som relaterer til Alzheimers sygdom og demens, fandt forskerne en signifikant dårligere score hos de ældre mennesker, der havde marginale mangler af A-vitamin, og det drejende sig som allerede nævnt om 26 %. Samtidig klarede gruppen, som slet ikke manglede A-vitamin, sig signifikant bedre med hensyn til de kognitive funktioner.
I dyreforsøget, hvor den ene gruppe mus fik en tilsvarende diæt med marginal mangel på A-vitamin, fandt forskerne en øget mængde af de enzymer, som er involveret i produktionen af amyolide plaques. Forskerne fandt desuden, at museunger, født af mødre med en marginal mangel på A-vitamin, havde en dårligere orienteringsevne.
Ifølge forskerne skal man dog være forsigtig med at drage for mange konklusioner fra studiet, hvor alle deltagerne kom fra Kina. Mangel på A-vitamin er nemlig mest udbredt i ulandene, og studier fra ilande vil måske vise andre resultater. Ikke desto mindre skal man være opmærksom på de faktorer, som generelt kan udvikle mangel på A-vitamin

A-vitaminmangel og dårlig udnyttelse kan forårsages af:

  • Aldringsprocesser
  • Ensidige kostvaner
  • Alkoholisme
  • Nedsat fedtoptagelse på grund af mave-tarmsygdom eller lægemidler.
  • Sukkersyge med manglende evne til at omdanne betacaroten
  • Langvarig brug af syreneutraliserende lægemidler
  • Graviditet og amning                                                                                                                                                                                             

Anbefalet daglig tilførsel

Voksne: 11 år og opefter: 800 mikrogram/RE

Børn 1-10 år: 400 mikrogram/RE

OBS: Gravide og ammende bør ikke indtage over 1.000 mikrogram/ RE daglig

Andre gode råd i forebyggelsen af Alzheimers

Vidste du at diabetes 2 øger risikoen for Alzheimers sygdom?

I den næste artikel på www.healthandscience.eu kan du læse mere om Alzheimers, som også kaldes for diabetes 3.

Referencer

Zeng J, Chen L, Wang Z et al. Marginal vitamin A deficiency facilitates Alzheimer´s pathogenesis. Published online January 27 2017

http://www.nhs.uk/Conditions/Alzheimers-disease/Pages/Prevention.aspx

http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/alzheimer.htm

http://www.diabetes.co.uk/type3-diabetes.html

Oulhaj et al: Omega-3 Fatty Acid Status Enhances The Prevention of Cognitive Decline by B-vitamins in Mild Cognitive Impairment. Journal of Alzheimers Disease. 2016