Artikler

Zink er effektivt mod hepatitis C, influenza, forkølelse og andre virusinfektioner

Zink er effektivt mod hepatitis C, influenza, forkølelse og andre virusinfektionerMineralet zink har ganske overraskende vist sig at forbedre leverens evne til at bekæmpe virusinfektioner og forhindre vævsskader forårsaget af kroniske leversygdomme. Ved at regulere et særligt protein kan zink både styrke immunforsvaret og modvirke uhensigtsmæssige inflammationer. Det fremgår af et nyt studie fra Australien, som blev ledet af forskere fra Westmead Institute for Medical Research.
Det viser sig samtidig, at moderat og let zinkmangel er ret udbredt. For det første kan sukker, p-piller, uorganiske jerntilskud og aldringsprocesser forringe selve optagelsen af zink. For det andet kan det være svært at få nok zink gennem en vegetar- og veganerkost. Mangel på zink kan ikke alene gå ud over immunforsvaret og leveren, men også de mange andre enzymprocesser, som zink er involveret i.

Det overraskende studie blev ledet af dr. med Scott Read og professor Golo Ahlenstiel, og det demonstrerede, at zink på en naturlig måde forhindrer den inflammatoriske og antivirale effekt af proteinet interferon lambda 3 (IFN-λ3), som er sat i forbindelse med vævsskader ved kroniske leversygdomme. I følge Read kan zink også modvirke virusinfektioner som hepatitis C og influenza ved at modvirke IFN-λ3. Forskerne har påvist, at zink modvirker adskillige facetter af leverens immunrespons, som har relation til IFN-λ3.

Der findes forskellige interferoner, og de virker generelt som signalstoffer mellem celler, hvorved de stimulerer kroppens immunforsvar mod virusinfektioner.

Nyt potentiale i behandlingen af virusinfektioner og inflammationer i leveren

Zink virker ved at binde sig til cellernes receptorer for IFN-λ3, og det resulterer i en mindre antiviral aktivitet. Zink er også med til at blokere for den inflammatoriske aktivitet forårsaget af IFN-λ3, som netop er sat i forbindelse med forværring af skrumpelever forårsaget af virus eller andre årsager.
Det tyder med andre ord på, at zink medvirker til at aktivere immunforsvaret over for virus på en hensigtsmæssig måde, så immunforsvaret ikke overreagerer og forårsager inflammationer og vævsskade. Ifølge Read sætter de nye data fokus på zinks potentiale i forbindelse med en simpel og effektiv behandling af akutte og kroniske inflammationer i leveren. Studiet er publiceret i Nature Communications.

Zinks potentiale i kost, tilskud og salve

Meget tyder på, at tilstrækkelig zink gennem kost eller tilskud har et stort potentiale i forebyggelsen og behandlingen af forskellige virussygdomme som forkølelse, influenza, hepatitis C og herpes. Ved herpesudbrud kan man også bruge zinksalve.

En almindelig forkølelse bekæmpes hurtigere med større zinktilskud

Det fremgår af en finsk metaanalyse, hvor de fleste forkølede, som tog tilskud med 80-92 mg zink pr dag., var raske efter fem dage - i modsætning til de forkølede, der ikke tog tilskud.
Til sammenligning er RI sat til 10 mg. Den daglige dosis i forsøget var altså langt højere end RI. I denne forbindelse henviser de finske forskere til andre kontrollerede studier, hvor man har anvendt endnu højere zinkdoser til patienter i flere måneder, og som forventet, optrådte der hverken alvorlige eller langvarige bivirkninger i den finske metaanalyse.
Lederen af metaanalysen, dr. Harri Hemilä fra University of Helsinki, foreslår nu, at man undersøger nærmere, hvordan zinktilskud kan administreres i forbindelse med en forkølelse. Han anbefaler også, at forkølelsespatienter bare prøver sig frem. Risikoen for bivirkninger er nemlig minimal, hvis man i forbindelse med en forkølelse højest tager 100 mg zink om dagen i en kortere periode.
Man skal samtidig sikre sig, at zinktilskud er i en kvalitet, som kroppen kan optage, og at dosis er høj nok i de dage, hvor immunforsvaret bekæmper forkølelsen. Ellers frarådes de store terapeutiske tilskud.

Blodets zinkindhold falder ofte drastisk i forbindelse med infektioner

Det skyldes, at de hvide blodlegemer optager og bruger en del zink under bekæmpelsen af virus og bakterier.

Zinkkilder og udbredt mangel

Zink findes især i kød, skaldyr, mejeriprodukter, nødder, kerner og bønner, hvor animalske kilder optages bedst. Den gennemsnitlige danske kost bidrager kun med omkring halvdelen af referenceindtag, RI, som er sat til 10 mg. En mangelfuld zinkoptagelse kan gøre den reelle zinkmangel endnu større.

Bemærk at sukker, p-piller, uorganiske jernstilskud og aldringsprocesser kan forringe selve optagelsen af zink.

Vælg organiske zinktilskud, som kroppen kan optage og udnytte

Mange zinktilskud indeholder uorganiske former som zinksulfat eller zinkoxid, som kroppen har svært ved at optage. Det kan altså svare sig at nærlæse varedeklarationen, hvor zinkgluconat og zinkacetate er organiske zinkforbindelser, som kroppen har let ved at optage og udnytte.

Måling af zinkniveauet i plasma er en billig analyse, der har medført en øget anvendelse.

Zinkbehovet er især øget ved:

  • Akutte infektioner
  • Misbrug af sukker, tobak, alkohol, stimulanser og junkfood
  • P-piller og hormonelle forstyrrelser
  • Graviditet og evt. amning
  • Vegetarmad, da zink fra planteriget optages dårligt
  • Hud-, hår- og neglelidelser
  • Dårlig sårheling og efter operationer
  • Aldringsprocesser grundet dårlig optagelse

NB Under akutte virusinfektioner er der også brug for D-vitamin samt ekstra C-vitamin og selen, som er beskrevet nærmere i artikler på denne hjemmeside.

Referencer:

Scott A et al. Zinc is a potent and specific inhibitor of IFN-ƛ3 signalling. Nature Communications, 2017

Westmead Institute for Medical Research. Zinc may hold key to fighting liver disease. ScienceDaily June 1, 2017
https://www.sciencedaily.com/releases/2017/06/170601124016.htm

University of Helsinki. Zink acetate lozenges may increase the recovery rate from the common cold by three-fold. ScienceDaily May 11, 2017
https://www.sciencedaily.com/releases/2017/05/170511095151.htm

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5410113/

http://denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Biokemi_og_molekyl%C3%A6rbiologi/Biokemi/interferoner

Pernille Lund. Styrk immunforsvaret. Hovedland 2013