Artikler

B3-vitamin forebygger grøn stær hos mus - og muligvis også hos mennesker

glaucoma1Mus, som genetisk er disponeret for at udvikle grøn stær, kan undgå øjensygdommen, hvis de får B3-vitamin i deres drikkevand. Det fremgår af et studie, som har været publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science. Ifølge forskerne var B3-vitaminet overraskende effektivt til at eliminere de molekylære forandringer, som opstår ved aldersrelateret grøn stær. Forskerne ser derfor et stort og billigt potentiale i behandlingen af sygdommen. Med denne viden er det også vigtigt, at få nok B-3 vitamin som led i forebyggelsen af den frygtede sygdom. Man skal samtidig være opmærksom på, at ensidige kostvaner, alkoholmisbrug og vanddrivende medicin let kan føre til mangler på vitaminet.

Grøn stær er en af de almindeligste neurodegenerative sygdomme, som rammer omkring 80 millioner mennesker på verdensplan. I virkeligheden er grøn stær en samlet betegnelse for flere sygdomme med det tilfælles, at de forårsager forandringer i øjets synsnerve, som fører nervetråde fra nethinden til hjernens synscenter. Med tiden kan disse forandringer påvirke synsfeltet, der i svære tilfælde bliver så indskrænket, at det kan sammenlignes med at se igennem en omvendt kikkert.
Kronisk aldersrelateret grøn stær er den almindeligste form for grøn stær, der findes hos omkring 1 % af den danske befolkning over 40 år. I de første år er sygdommen uden symptomer. Det sker også, at det først er det ene øje, der ser dårligt, da der ofte er en tidsmæssig forskydning af synsforstyrrelserne i højre og venstre øje. Øjenlægen kan observere forandringerne i øjets synsnerve gennem en særligt instrument (oftalmoskop) uden at berøre øjet, og det sker ofte ved tilfældige besøg, før der kommer tydelige symptomer på grøn stær.
Øjets forhøjede væsketryk spiller også en rolle for sygdommens udvikling. Aldringsprocesserne øger risikoen for udviklingen af grøn stær, hvor øget væsketryk og andre påvirkninger kan gøre synsnervecellerne mere sårbare.

Ved neurogenerative sygdomme sker der et tab af nerveceller og/eller neurologisk funktion.                                                          

Hvorfor opstår de aldersrelaterede forandringer i øjet?

Studiet blev foretaget på Jackson Laboratory, USA. Ifølge lederen professor Simon W. M. John ønskede forskerne at identificere de faktorer, som havde relation til de aldersrelaterede forandringer i øjet, og som gør nervecellerne mere sårbare. Forskerne udførte flere forskellige tests på mus, som rent genetisk var disponeret for at få grøn stær, og disse test blev så sammenlignet med tests på mus, der ikke var disponeret for sygdomme. Forskerne testede musenes stofskifte, nervesystem og en række andre faktorer, og forskerne fandt, at det især var molekylet NAD (nikotinamide adenine dinucleotide), som blev forringet med alderen. Det er almindelig kendt, at NAD har vital betydning for energistofskiftet i nerveceller og andre celler, og andre forskere har tidligere fundet, at NAD er vigtigt for reparation af nervecellers og andre cellers DNA.

Mangel på NAD kan sammenlignes med en gammel udslidt motorcykel

Professor John sammenligner de ødelagte nerveceller med en gammel, ramponeret motorcykel, som godt nok kan køre, men som ikke er så driftsikker, og hvor der ikke skal så meget til, før den kører dårligt, skrider i svinget eller går i stå.
Faldet og forringelsen af NAD reducerer ligeledes nervecellernes funktioner og driftssikkerhed, og det kan gå ud over deres energiomsætning samtidig med, at de bliver mere sårbare over for stressfaktorer som forhøjet tryk i øjet og oxidativ stress.

B3-vitamin booster NAD, som styrker og reparerer nerveceller

Der var en helt bestemt grund til at forskerne kom B3-vitamin i musenes drikkevand. For det vides, at B3-vitamin (nikotinamide, niacinamid) netop omdannes til NAD (nikotinamide adenine dinucleotide) i kroppen. Derfor bidrager B3-vitamin via NAD til at booste nervecellernes energiomsætning og reparation af ødelagt DNA. Det betyder samtidig, at nervecellerne bliver mere robuste og kan forblive sunde, selvom der er et øget tryk i øjet.

Genterapi

Forskerne udviklede også en enkel genterapi. Den gik ud på at tilføre musene genet for det enzym, der omdanner B3-vitamin til NAD. PÅ den måde kunne forskerne også forhindre, at musene udviklede grøn stær. Ifølge forskerne kan det godt være et problem for ældre at tage deres medicin hver dag og i den rette dosis. Derfor kan genterapi som en enkelt indsprøjtning være en anden mulighed.

Fremtidige behandlinger med B3-vitamin

Forskerne planlægger at teste tilskud med B3-vitamin til mennesker i behandlingen af grøn stær. De ser også et stort potentiale i at behandle andre neurodegenerative sygdomme med vitaminet. Ifølge et andet studie, som er omtalt på www.healthandscience.eu kan patienter med tidlige stadier af Parkinsons sygdom til eksempel også drage fordel af at indtage mere B3-vitamin fra kost eller tilskud.

Meget tyder på, at B3-vitamin også har effekt ved andre neurodegenerative sygdomme som Parkinsons sygdom.                         

Hvor findes der B3-vitamin?

Gode kilder er især proteinholdige fødevarer som kød, fisk, fjerkræ, nødder, kerner og frø. Desuden æg, fuldkornsprodukter, grønsager og frugt.
Da B-3 vitamin er vandopløseligt, og da det ikke kan deponeres i kroppen, behøver vi en regelmæssig indtagelse eller egenproduktion ud fra tryptofan og B6-vitamin.

Mangler og dårlig udnyttelse forårsages især af

  • Ensidige kostvaner og langvarige slankekure
  • Aldringsprocesser
  • Ældre, som er småtspisende
  • Overforbrug af alkohol
  • Længere tids brug af vanddrivende medicin
Tilskud med B3-vitamin bør som regel indtages med andre B-vitaminer og adskilt fra syreneutraliserende medicin, for at få den bedste udnyttelse og optagelse.                

Referencer:

Jackson Laboratory. Vitamin B3 prevents glaucoma in laboratory mice. ScienceDaily 2017

https://en.wikipedia.org/wiki/Nicotinamide_adenine_dinucleotide

http://www.netdoktor.dk/ojne/gron_staer.htm

Lehmann S. et al. Enhancing NAD salvage metabolism is neuroprotective in a Pink1 model of Parkinson´s disease. Biology Open 2016

GO GOOGLE

GO GOOGLE

 

Søg mere info på nettet

Klik her, hvis du vil søge
mere info om B vitamin