Artikler

B-3 vitamin har positiv effekt på Parkinsons sygdom

B-3 vitamin har positiv effekt på Parkinsons sygdomIfølge et nyt studie kan patienter med tidlige stadier af Parkinsons sygdom drage fordel af at indtage mere B-3 vitamin fra kost eller tilskud. Det skyldes, at vitaminet både indgår i cellernes energiomsætning og i reparation af ødelagte nervecellers DNA. Med denne viden er det også vigtigt, at få nok B-3 vitamin som led i forebyggelsen af den frygtede sygdom.

Parkinsons sygdom, også kaldet rystesyge, er en af de almindeligste kroniske sygdomme i nervesystemet, hvor nervecellerne nedbrydes. Sygdommen, der kommer snigende, begynder oftest i 50-70-årsalderen, og symptomerne skyldes mangel på signalstoffet dopamin. Hjernen skal hele tiden bruge dopamin til kontrol af diverse bevægelser, og derfor foregår der en konstant produktion og nedbrydning. Ved Parkinsons sygdom er produktionen af dopamin nedsat grundet de ødelagte nerveceller, og da nedbrydningen fortsætter, kommer man i underskud af signalstoffet. Symptomerne kan typisk være den ukontrollerede rysten samt muskelstivhed, langsomme bevægelser, dårlig balance, træthed og nedsat mimik i ansigtet.

Mangler og dårlig udnyttelse af B-3 vitaminet forårsages især af ensidige kostvaner, overforbrug af alkohol samt syreneutraliserende medicin og vanddrivende medicin, som mange ældre jo får.

Nervecellernes mitokondrier er ødelagte

Forskerteamet på universitetet i Leicester, England, studerede bananfluer med en mutation, som efterlignede den humane sygdom. Studiet afslørede en mekanisme, som påvirker hjernen i de tidlige stadier af Parkinsons sygdom, og resultaterne peger nu på andre medikamenter, som kan hjælpe denne gruppe patienter.
Ifølge neurologen Miguel Martins, som var leder af studiet, nedbrydes nervecellerne i hjernen af forskellige årsager, og i nogle tilfælde er hovedproblemet, at cellernes energiproducerende kraftværker, mitokondrier, er usunde eller ødelagte. Da hjernen har en stor energiomsætning, kræver det selvfølgelig, at nervecellernes mitokondrier er velfungerende. Desuden har mitokondrierne mange andre funktioner i cellerne, som er afgørende for, at de kan udføre deres forskellige opgaver.

Mitokondrierne har funktioner inden for følgende områder:                                                                   

  • Energiomsætning
  • Celledeling
  • Calciumsignalering
  • Apoptose – programmeret celledød, når cellen er udslidt eller ødelagt

Gen i mitokondrier beskytter mod Parkinsons sygdom

PINK1 er et gen i mitokondrierne, som er involveret i mitokondriernes kvalitet, og som beskytter dem mod dysfunktioner. Pink1 kan identificere ødelagte mitokondrier, forhindre nedbrydning og generere de forskellige aktiviteter i nervecellerne. Men hvis der opstår mutationer i PINK1 genet, kan det ikke beskytte mitokondrierne mod skader, og hvis problemet akkumulerer, kan mitokondrierne ikke producere energi eller udføre deres andre funktioner. De ødelagte mitokondrier udskiller også toksiske molekyler, som yderligere kan skade nervecellernes dna og deres evne til at danne dopamin. Hos flere patienter med Parkinsons sygdom har man netop fundet, at PINK1 ikke kan beskytte mitokondrierne mod stressintroducerede dysfunktioner. Derfor vil det være hensigtsmæssigt at understøtte PINK1, så det kan beskytte mitokondrier og nerveceller. Både i forebyggelse og som led i behandling.

B-3 vitamin (niacin) aktiverer NAD, der beskytter mitokondrier og nerveceller

Forskerne henledte opmærksomheden på, at der er et stof i kroppen, som både er vigtigt for energiomsætningen og reparation af DNA, og det hedder NAD (nikotinamide adenine dinucleotide). Forskerne spekulerede derfor på, om patienter med Parkinsons sygdom var underforsynede med dette molekyle.
For at undersøge det nærmere fik bananfluerne muteret PINK1 i diæten sammen med B-3 vitamin, som omdannes til NAD i kroppen. Og det viste sig, at disse bananfluer havde færre ødelagte mitokondrier i forhold til bananfluer, som fik samme diæt uden B-3 vitamin. Det viste sig også, at B-3 vitamin modvirkede, at bananfluerne mistede nerveceller.
Derefter undersøgte neurologerne, hvorvidt NAD kunne beskytte bananfluerne mod Parkinsons sygdom ved at øge DNA-reparationer. Neurologerne opdagede, at de ved at aktivere NAD med B-3 vitamin kunne tænde for den funktion, som holder mitokondrier og nerveceller i live, hvilket også forbedrede bananfluernes styrke, bevægelighed og levetid.

Nyt tiltag i forebyggelse og behandling

Ifølge Miguel Martins antyder forsøgets resultater, at tilstrækkelige mængder NAD er afgørende for mitokondriernes sundhed og forebyggelse af Parkinson sygdom. Og det kan næppe skade at indtage mere niacin for at øge mængden af NAD. Selvom B-3 vitamin ikke kurerer sygdommen, kan vitaminet sandsynligvis forbedre den almindelige medicinske behandling hos de patienter med Parkinsons sygdom, hvor mitokondrierne er defekte.

Hvordan får vi nok B-3 vitamin?

B-3 vitamin er vandopløseligt, og da det ikke kan deponeres i kroppen behøver vi en regelmæssig indtagelse eller egenproduktion ud fra tryptofan og B6-vitamin.
Gode kilder til B-3 vitamin er især proteinholdige fødevarer som kød, fisk, fjerkræ, nødder, kerner og frø. Desuden æg, fuldkornsprodukter, grønsager og frugt.
Tilskud bør som regel indtages med andre B-vitaminer og adskilt fra syreneutraliserende medicin, for at få den bedste udnyttelse og optagelse.

Man kan også overveje tilskud med Q10

Det skyldes, at co-enzymet indgår i mitokondriernes energiomsætning og samtidig virker som en kraftig antioxidant, der beskytter mitokondrierne mod oxidativ stress. Den næste artikel på www.healthandscience.eu omhandler netop et andet nyt studie, som afslører, at tilskud med Q10 kan forbedre den medicinske behandling hos visse patienter med Parkinsons sygdom.

Referencer:

University of Leichster. People with forms of early-onset Parkinsons disease may benefit from boosting niacin in diet, research suggest. ScienceDaily. 2017

Lehmann S. et al. Enhancing NAD salvage metabolism is neuroprotective in a Pink1 model of Parkinson´s disease. Biology Open 2016

https://en.wikipedia.org/wiki/PINK1

https://en.wikipedia.org/wiki/Nicotinamide_adenine_dinucleotide

http://www.netdoktor.dk/sygdomme/Fakta/parkinson.htm

http://www.greenmedinfo.com/blog/one-form-coq10-treats-parkinsons-study-finds

GO GOOGLE

GO GOOGLE

 

Søg mere info på nettet

Klik her, hvis du vil søge
mere info om B vitamin