Artikler

Øget indtag af kalium modvirker forhøjet blodtryk og diabetes

Øget indtag af kalium modvirker forhøjet blodtryk og diabetesKaliummangel er udbredt. Det er samtidig velkendt, at et øget indtag gennem kosten nedsætter risikoen for forhøjet blodtryk, som er den største årsag til slagtilfælde, hjertekarsygdomme og tidlig død. Det er dog mindre velkendt, at kalium har en afgørende betydning for blodsukkeret og forebyggelsen af diabetes. Dette gælder også i forbindelse med bivirkninger fra vanddrivende medicin. Men hvor meget kalium har vi egentlig brug for – og hvad betyder balancen mellem kalium og natrium (salt) for helbredet?

Kalium et det mineral, som vi skal have mest af, og 98 procent findes inde i cellerne. Kalium virker i samspil med natrium, der fortrinsvis findes uden for cellerne, og fordelingen mellem kalium og natrium er afgørende for cellernes elektrolyt-balance. Det betyder med andre ord, at fordelingen mellem kalium- og natriumioner medfører en elektriske spændingsforskel over cellemembranen (membranpotentialet), som igen er afgørende for cellernes evne til at optage næringsstoffer, udskille affaldsstoffer og opretholde livsvigtige væskebalancer. Kalium har altså stor betydning for alle celler, hvor især skal nævnes nervesystemets impulser til muskler, hjerte og tarmens peristaltik samt insulinfølsomhed og blodsukker.
Nyrerne regulerer kroppens kaliumniveau, som bør være i balance med natrium. For meget natrium i forhold til kalium dræner kroppen for kalium og forstyrrer derved elektrolytbalancen og mange andre funktioner, som er afhængige af kalium.

Kaliummangel er udbredt

Tang, bønner, kartofler, andre grønsager, mandler, æbler, bananer og anden frugt er rige på kalium. Men den moderne raffinerede kost, som fortrinsvis består af korn, kød og mejeriprodukter og mindre grønt har resulteret i et lavere kaliumindtag. Problematikken forværres, fordi indtaget af natrium (kogsalt) er steget væsentligt, hvilket fører til yderligere kaliummangel. Der findes også en del natrium i brød, ost, chips, peanuts, pølser, pålæg, færdigretter og mange andre industrielt forarbejdede fødevarer.
For meget sukker, kaffe og alkohol eller væsketab fra diarre, kraftig svedproduktion og vanddrivende medicin kan også medføre kaliummangel. Desuden skal nævnes stress, hvor binyrebarkhormonet adolsteron tilbageholder natrium og udskiller kalium.

Forskellige anbefalinger i Norden og USA

I USA ligger det gennemsnitlige indtag af kalium på 2,6 gram pr dag, og det antages, at det kun er 3 % af den voksne befolkning, der får det daglige anbefalede indtag af kalium, som i USA er 4,7 gram. Nordiske Næringsstofanbefalinger af kalium ligger dog noget mindre og på 3,1 gram for kvinder og 3, 5 gram for mænd.
Der er altså uenighed om vores reelle behov for kalium, som afhænger af flere faktorer. Ikke desto mindre er kaliummangel udbredt i både USA og Europa, og det har alvorlige konsekvenser for folkesundheden og den eksplosive udvikling af livsstilssygdomme.

Den moderne livsstil er årsag til udbredt kaliummangel

Kombinationen af raffineret mad, for meget salt, en del kaffe og alkohol samt stress bidrager med for lidt kalium, og det får samtidig kroppen til at udskille for meget kalium. Vanddrivende medicin er også problematisk

Kaliums regulering af blodtrykket

Kalium regulerer og sænker blodtrykket gennem mange mekanismer, som inkluderer enzymprocesser og nervesystemets impulser til muskler og hjertet. Det er også muligt, at et øget kaliumindtag kan sænke blodtrykket ved at øge udskillelsen af natrium. Kalium kan desuden øge insulinfølsomheden og reducere inflammationer. I denne forbindelse er diabetes 2 og forstadiet kaldet metabolisk syndrom netop karakteriseret ved forhøjet blodtryk, insulinresistens og inflammationer.
Ifølge et nyt britisk studie fører et højt blodsukkerniveau til sammentrækning af blodårerne, og dette kan hæve blodtrykket. Det er altså sukker, og ikke mættet fedt, der forårsager hjerte-karsygdomme. Man bør samtidig have mere fokus på kalium og chrom, som regulerer blodsukkerniveauet.
En blodsukkerregulerende kost og kaliumtilskud kan altså have en positiv effekt på blodtrykket. Det samme gælder magnesium, fysisk aktivitet samt vægtregulering, hvor det især gælder om at have et normalt taljemål.

Kalium, insulinresistens og diabetes

Kalium har betydning for bugspytkirtlens udskillelse af hormonet insulin, som lukker blodsukker ind i cellerne. Men mangel på kalium kan føre til nedsat udskillelse af insulin og nedsat glukosetolerance, hvor cellernes evne til at optage glukose er nedsat.
Ifølge The Nurse´s Health Study er et højt indtag af kalium forbundet med en lavere risiko for at udvikle diabetes 2 hos kvinder med et BMI på 29 og derunder. Et andet studie af 4.754 deltagere, som blev fulgt gennem 20 år, afslørede, at 373 af deltagerne udviklede diabetes, og deres indtag af kalium var generelt lavere sammenlignet med de deltagere, der ikke fik diabetes.

Frugt og grønsager indeholder en del kalium plus fibre, magnesium og andre næringsstoffer, som alt i alt gavner kredsløbet og blodsukkeret.    

Medicin mod forhøjet blodtryk medfører et forstyrret blodsukker

Som beskrevet kan forhøjet blodtryk blandt andet skyldes mangel på kalium. Det er derfor problematisk at den udbredte brug af vanddrivende tiazidpræparater mod forhøjet blodtryk også er forbundet med kaliummangel. Der er nemlig konstateret en klar sammenhæng mellem brugen af tiazidpræparater, lave niveauer af kalium i blodserum samt nedsat glukosetolerance, forhøjet blodsukker, øget risiko for diabetes og forværring af eksisterende diabetes.
Men når patienter, der mangler kalium på grund af thiazidbehandling, så får tilskud med kalium, genoprettes insulinudskillelsen, så blodsukkeret reguleres. Dette indikerer, at et lavt niveau af kalium i blodserum hænger sammen med et forstyrret blodsukker.

Vidste du at hovedpine, væskeophobninger, forstoppelse, hjerterytmeforstyrrelser, muskelkramper og prikkende fornemmelse i arme og ben også kan skyldes kaliummangel?

Før i tiden fik vi meget mere kalium end natrium gennem kosten

I dag er det ofte omvendt, og det skæve forhold kan være sundhedsskadeligt.
Ifølge Nordiske Næringsstofanbefalinger (NNR) anbefales det, at kvinder og mænd ikke får over henholdsvis 6 og 7 gram salt dagligt, hvilket svarer til 2,4 og 2,8 g natrium. Samtidig bør det daglige indtag af kalium som allerede nævnt ligge over 3 gram.
En mindre kaliummangel kan reguleres gennem kosten – især med flere kaliumkilder og mindre salt.
Kaliumtilskud bør især gives ved kraftig vanddrivende medicin for at undgå bivirkninger. Da det er forskelligt, hvor meget kalium, der tabes, bør blodets kaliumindhold måles før og efter behandlingen.
Man kan også overveje tilskud med kalium i forbindelse med forhøjet blodtryk og et forstyrret blodsukker.
Det anbefales ofte at kombinere kaliumtilskud med magnesium og B6, som også har betydning for væskebalance, blodtryk og blodsukker.

Referencer:

Michael S. Stone. Potassium Intake, Bioavailability, Hypertension, and glucose Control. Nutrients. 2016
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4963920/

Houston M.C. The importance of potassium in managing hypertension. Curr. Hypertens. Rep. 2011. PubMed

Zillich A.J. et al. Thiazide diuretics, potassium, and the development of diabetes. A quantitative review. Hypertension 2006

Goldner M.G. Zarowitz H., Akgun S. Hyperglycemia and glycosuria due to thiazide derivatives administered in diabetes mellitus. N. Engl. J Med 1960

GO GOOGLE

GO GOOGLE

 

Søg mere info på nettet

Klik her, hvis du vil søge mere info om Potassium