Skip to main content

Lægemidler hæmmer Q10

Lægemidler hæmmer Q10Q10 har betydning for cellernes energiomsætning og som en kraftig antioxidant, der beskytter celler og kredsløb. Vi danner selv det meste Q10. Men det tyder på, at udbredte lægemidler som bisfosfonaterne alendronat og zoledronat mod knogleskørhed hæmmer egenproduktionen af Q10, hvilket går ud over cellernes energiomsætning, antioxidantforsvar og andre metaboliske processer. Det fremgår af et nyt in-vitro studie, som er publiceret i Scientific Reports. Tidligere studier har desuden vist, at de kolesterolsænkende lægemidler, statiner, ligeledes hæmmer egenproduktionen af Q10, hvilket er forbundet med en række bivirkninger som træthed, muskelsmerter og impotens. Patienterne kan derfor drage fordel af at tage tilskud med Q10 for at forebygge eller reducere de mange bivirkninger.

Nitrogen-indholdende bisphosphonater (NBP´s) er en gruppe lægemidler, som bruges til at forebygge eller behandle knogleskørhed. Men disse lægemidler kan også forårsage dysfunktioner i epithelcellerne, som blandt andet dækker indersiden af blodkar samt hjertehulen, luftvejene og mave-tarmkanalen. Formålet med det nye studie var derfor at undersøge, hvorvidt seks dages behandling med alendronat og zoledronat påvirker endothelcellernes energiomsætning og funktion. Til det formål brugte forskerne humane endothelceller, som blev dyrket in-vitro. Det skyldes, at endothelcellerne beklæder alle blodkar, og at de tilhører de første celler, der kommer i kontakt med diverse lægemidler.
Studiet afslørede, at de to lægemidler mod knogleskørhed havde følgende virkninger på endothelcellerne:

  • Signifikant reducering af Q10 ved at blokere cellernes mevalonat signalvej, som har mange metaboliske funktioner.
  • Reducering af Q10 hæmmer cellernes evne til at danne energi i mitokondriernes elektrontransportkæde.
  • Reducering af Q10 fratager cellerne en vigtig antioxidant, og gør dem mere sårbare.
  • Øget anaerobisk energiomsætning – det vil sige uden ilt, som ikke er særlig effektiv.
  • Oxidativ stress, hvor der er for mange frie radikaler i forhold til beskyttende antioxidanter.
  • Pro-inflammatorisk tilstand.
  • Nedregulering af prenylation-afhængige ERK ½ mekanismer. Det er en kæde af proteiner i cellen, der kommunikerer et signal fra en receptor i cellens membran til DNA´et i cellens kerne.
  • Reduceret levetid

De pågældende lægemidler mod knogleskørhed (NBP´s) virker mere konkret på knoglerne ved at hæmme farnesyl-diphosfat-syntase, således at knoglenedbrydningen reduceres og knoglemassen øges. Farnesyl-diphosfat-synthase er et nøgleenzym i cellernes mevalonat signalvej. Men denne intracellulære og komplicerede signalvej inkluderer også dannelse af Q10 samt kønshormoner, stresshormoner og D-vitamin, som alle er bygget ud fra kolesterol. Det betyder derfor, at der kan komme mange metaboliske forstyrrelser i cellerne.
I henhold til studiet kommer forskerne nærmere ind på, hvordan de pågældende lægemidler mod knogleskørhed (NBP´s) reducerer endothelcellernes energiomsætning, metabolisme og antioxidantforsvar. Forskerne kommer også nærmere ind på, hvordan dysfunktioner i endothelcellerne kan bidrage til oxidativ stress samt udvikling af hjertekarsygdomme og andre sygdomme. Man skal samtidig huske, at de pågældende lægemidler også påvirker andre celler i kroppen.

Statiner hæmmer også egenproduktionen af Q10 og andre stoffer

Statiner er en gruppe lægemidler, der virker kolesterol-sænkende, og de gives typisk til ældre mennesker, til diabetikere og efter blodpropper og slagtilfælde.
Statiner påvirker også cellernes mevalonat signalvej, og det sker i en tidligere proces ved at hæmme enzymet HMG CoA, som er en forløber for mevalonat og dannelsen af kolesterol. Men da vi også behøver enzymet HMG CoA til dannelse af Q10 samt kønshormoner, stresshormoner og D-vitamin, betyder det, at statinerne ligeledes hæmmer egenproduktionen af alle disse livsvigtige stoffer.
Forskningen tyder desuden på, at mevalonat også har betydning for kroppens produktion af aminosyren selenocystein, der indbygges i omkring 25 selenoproteiner. De forskellige selenoproteiner har mange funktioner i kroppen, som inkluderer optimal udnyttelse af Q10 under energiomsætningen og som antioxidant.
Det er almindelig kendt, at statiner kan give bivirkninger som træthed, muskelsmerter, muskelkramper, ledgener, udslet, fordøjelsesbesvær, søvnløshed eller hovedpine. Der kan også forekomme hukommelsesbesvær samt impotens som følge af faldende testosteronproduktion.

  • Hvis man tager lægemidler mod knogleskørhed og/eller forhøjet kolesterol, går det ud over kroppens egenproduktion af Q10 og andre stoffer i mevalonat signalvejen.
  • Man kan kompensere for diverse bivirkninger ved at tage tilskud i en god kvalitet.

Mere information om knoglesundhed

Sunde knogler handler om meget andet end calcium og D-vitamin, som ofte er tilsat calciumtilskud for at fremme optagelsen. Vi behøver også K2-vitamin og magnesium, så calcium fjernes fra blodbanen og indlejres i knoglerne. Kosten har derfor stor betydning, og man skal passe på forskellige ”knogletyve”, som du kan læse mere om i følgende artikel.

»Forebyg knogleskørhed i tide«

Referencer:

Adrianna Budzinska et al. The bisphosphonates alendronate and zoledronate induce adaptations of aerobic metabolism in permanent human endothelial cells. Scientific Reports 2023.

Lain Hargreaves et al. Disorders of Human Coenzyme Q10 Metabolism: An Overview. International Journal of Molecular Sciences. 2020

Manuella Pennisi et al. Vitamin D Serum Levels in Patients with Statin-Induced Musculoskeletal Pain. Disease Markers 2019

Caso Giuseppe et al: Effect of Coenzyme Q10 on Myopathic Symptoms in Patients Treated With Statins. The American Journal of Cardiology. 2007

Moosmann, B & Behl, C. Selenoproteins, cholesterol-lowering drugs, and the consequences: revisiting of the mevalonate pathway. Trends in Cardiovascular medicine. 2004


 

  • Oprettet den .